En 64-årig mand ansøgte sin bopælskommune om at blive visiteret til en ældrevenlig bolig i sin bopælskommune med henblik på at søge om optagelse i en tilsvarende bolig i en anden kommune.
Årsagen var at han skulle sælge sin nuværende bolig på grund af dårligt ben og ryg. Han boede sammen med sin kone i eget hus og havde vanskeligheder med at gå på trapper. Der var derfor problemer med at bo i huset, hvor soveværelset lå på 1. sal.
Kommunen meddelte i sin afgørelse, at manden var blevet skrevet på venteliste til en lejlighed i nogle ældrevenlige udlejningsboliger, som kommunen ejede. Han ville blive kontaktet af kommunen, når der blev en ledig bolig.
Med hensyn til hans ansøgning om ældrevenlig bolig i en anden kommune, hvor betingelsen for at komme i betragtning var en kaution fra bopælskommunen fandt kommunen, at han ikke var berettiget til en sådan bolig, da han og hans ægtefælle skønnedes at kunne bo i en almindelig bolig.
Det var oplyst i sagen, at bopælskommunen kun havde et plejehjem, jf. servicelovens § 140 og lette kollektivboliger efter boligbyggerilovens § 73. Til disse boliger kunne man kun visiteres, hvis man havde et væsentligt behov for hjælp. Der skulle være tale om egentligt plejekrævende personer. Desuden havde kommunen helt private udlejningsboliger, som kommunen udlejede til fortrinsvis pensionister/ældre. Til disse kunne alle blive skrevet op.
Det sociale nævn fandt, at manden ikke havde ret til visitation til en ældrebolig. Nævnet lagde vægt på, at bopælskommunen ikke havde ældreboliger, der var opført efter ældreboligloven, almenboligloven eller de øvrige love, efter hvilke kommunen kunne visitere til ældreboliger.
Nævnet anførte endvidere, at manden således som borger i bopælskommunen kun havde mulighed for at blive visiteret til plejehjem eller de plejehjemslignende lette kollektivboliger ved siden af plejehjemmet.
På baggrund af oplysningerne om mandens helbred og det forhold, at han klarede sig uden nogen form for hjælp fra kommunens døgnpleje, fandt nævnet ikke, at han ville kunne visiteres til en plejehjemsplads eller en plads i de plejehjemslignende boliger ved siden af plejehjemmet.
Nævnet gjorde opmærksom på, at det forhold, at manden ønskede at flytte til en anden kommune, og at han ønskede en bolig i ét plan, ikke i sig selv ville være nok til, at han kunne blive visiteret til en ældrebolig, selv om bopælskommunen havde haft sådanne. Han havde dog altid mulighed for at henvende sig til den kommune, han gerne ville flytte til med henblik på at blive visiteret til en ældrebolig i denne kommune.
Nævnet stadfæstede således med denne begrundelse kommunens afgørelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om en kommune - i forbindelse med en borgers anmodning om flytning til en ældrebolig i en anden kommune - kan pålægges at træffe afgørelse om visitation til en boligform, som kommunen har valgt ikke at have.