Sagen vedrørte et ægtepar, hvor begge ægtefæller var døvblinde. De havde fået bevilget hver sin kontaktperson efter servicelovens § 79 med et ugentligt timetal på 35 samt en pulje på 100 timer på årsplan til bl.a. benyttelse ved kurser og ferierejser. Det høje antal kontaktpersontimer skyldtes ægteparrets engagement i døvblindesagen.
Ægteparret havde tilmeldt sig en ferietur til Polen af en uges varighed. Foreningen af Danske Døvblinde ansøgte på ægteparrets vegne kommunen om dækning af følgeudgifter til ægteparrets kontaktpersoner i forbindelse med turen. Kontaktpersonerne var tilmeldt som ledsagere på turen. Der blev ansøgt om kr. 3.195,00 pr. kontaktperson, som dækkede rejseudgifter, ophold og fuld forplejning.
Kommunen meddelte afslag på ægteparrets ansøgning. Begrundelsen var, at der, jf. § 5, stk. 2, i bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, ikke kunne ydes hjælp til rejse- og opholdsudgifter. Kommunen anførte supplerende i forbindelse med sagens genvurdering, at der ikke vurderedes at være tale om en særlig situation, som undtagelsesvis kunne berettige til dækning af rejse- og opholdsudgifter, jf. den nævnte bekendtgørelses § 1, stk. 5.
Under nævnets behandling af sagen anførte ægteparret supplerende, at da de begge to var døvblinde, stod de i en særligt vanskelig situation. De kunne ikke, som hvis den ene ægtefælle havde været seende og hørende, give den nødvendige ægtefælle-håndsrækning. Ingen af ægtefællerne var således i stand til at færdes på egen hånd. Det var derfor nødvendigt for dem at medtage kontaktpersoner, der skulle fungere som deres øjne og ører, for at de kunne få udbytte af ferien.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse, således at ægteparret var berettiget til den ansøgte udgift.
Nævnet henviste til, at ifølge § 1, stk. 2, i bekendtgørelsen bevares retten til hjælp efter bl.a. § 79 i lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, når modtageren holder ferie i udlandet. Ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 5, kan der kun i særlige tilfælde ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet.
Nævnet fandt efter en konkret vurdering, at der i ægteparrets tilfælde var tale om et særligt tilfælde, idet de begge var døvblinde, og de kunne derfor som ægtepar ikke tage på sommerferie sammen uden ledsagere. Nævnet fandt derfor, at kommunen skulle yde hjælp til ekstra omkostninger til ledsager i form af de ansøgte rejseudgifter m.m.
I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen ikke skønnede, at det kunne betragtes som et særligt tilfælde, at der var tale om et døvblindt ægtepar. Kommunen henviste herved til Social Meddelelse SM C-41-00, hvor Ankestyrelsen gjorde opmærksom på, at der, for at der kunne siges at være tale om særlige tilfælde, måtte være beskrevet forhold i ansøgerens situation, som gjorde det særligt påkrævet, at kommunen ydede tilskud til ekstra omkostninger forbundet med en kortvarig ferie i udlandet.
At personerne i nærværende sag var gift, skønnedes fra kommunens side ikke at være et forhold, der gjorde det særligt påkrævet, at kommunen ydede tilskud til ekstra omkostninger. Situationen skønnedes ikke at være anderledes, end hvis det havde drejet sig om en enlig døvblind. Kommunen henviste også til Social Meddelelse SM C-16-00.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på yderligere belysning af, hvornår der i særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet, jf. § 1, stk. 5, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet.
