Ankestyrelsens principafgørelse A-33-03

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 125 af 25. februar 2003 - § 2 og § 11

Ansøgeren var blevet familiesammenført og havde fået opholdstilladelse på baggrund af en garantierklæring, som hendes sønner havde underskrevet, og hvor de bekræftede at ville stå for forsørgelsen af ansøgeren.

Efter nogle års forløb søgte hun om kontanthjælp, da sønnerne ikke længere kunne opfylde deres forsørgelsespligt, og da mandens løn ikke alene kunne dække familiens økonomiske behov.

Kommunen gav afslag på kontanthjælp på baggrund af grundlaget for ansøgeren opholdstilladelse.

Ansøgeren klagede til det sociale nævn, der pålagde kommunen at tage stilling til, om ansøgeren opfyldte betingelserne for kontanthjælp, herunder om ansøgeren havde været ude for en social begivenhed samt stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Nævnet tilføjede bl.a., at - uanset om opholdstilladelsen var blevet givet på grundlag af en garantierklæring - var kommunen forpligtet til at yde ansøgeren hjælp til forsørgelse, såfremt hun i øvrigt opfyldte betingelserne herfor.

Kommunen blev henvist til evt. at rejse krav overfor garanterne i henhold til § 9, stk.5 i den dagældende udlændingelov, der er afløst af § 9, stk.13 i den gældende lov (lovbekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002) til opfyldelse af den forsørgelsespligt, disse personer havde påtaget sig ved at underskrive en garantierklæring.

Kommunen traf herefter ny afgørelse i sagen og gav afslag på kontanthjælp, fordi kommunen ikke fandt, at ansøgeren opfyldte betingelserne i aktivlovens § 11 for udbetaling af kontanthjælp.

Ansøgeren klagede til det sociale nævn.

Nævnet fandt ved sin afgørelse, at ansøgeren var berettiget til kontanthjælp jf. gældende regler.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøgeren havde været ude for ændringer i sine forhold, som berettigede hende til kontanthjælp. Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at ansøgeren til kommunen havde oplyst, at hendes mand og sønner ikke længere var i stand til at forsørge hende, og at hendes forsørgelsesgrundlag derfor var ændret. Til støtte for sin afgørelse henviste nævnet til SM O-126-97.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen.

Sagen blev antaget med henblik på afklaring af, om det, at en ansøgers ægtefælle ikke længere er i stand til at forsørge ansøgeren, i sig selv er en sådan ændring af forholdene, at betingelserne i aktivlovens § 11 for kontanthjælp til ansøgeren er opfyldt.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til kontanthjælp.

Begrundelsen for afgørelsen var, at hun ikke opfyldte betingelserne for hjælp i § 11 i lov om aktiv socialpolitik.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren ikke selv havde været ude for sådanne ændringer i sine forhold ("en social begivenhed"), som efter § 11, stk. 2 i aktivloven er en betingelse for at få kontanthjælp, da hendes situation efter det oplyste var uændret, siden hun kom til Danmark.

At ansøgerens sønner - der i henhold til en forsørgelseserklæring (garantierklæring), som havde ligget til grund for hendes opholdstilladelse, hidtil havde forsørget hende sammen med ansøgerens ægtefælle - ikke længere så sig i stand hertil, var ikke en sådan ændring i forholdene, at ansøgeren opfyldte betingelserne for hjælp i aktivlovens § 11.

Årsagen hertil var, at ansøgerens ægtefælle havde forsørgelsespligt overfor hende jf. § 2, stk. 1 i aktivloven.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at ansøgeren heller ikke var berettiget til kontanthjælp som følge af en afledet social begivenhed.

Begrundelsen var, at ægtefællen ikke havde været ude for ændringer i sine forhold, der opfyldte betingelserne i aktivlovens § 11 for hjælp til ham.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ægtefællen, således om sagen forelå oplyst, var i arbejde på ansøgningstidspunktet og ikke modtog fx (supplerende) dagpenge eller kontanthjælp.

SM-Social Meddelelse O-126-97, som det sociale nævn havde henvist til kunne ikke påberåbes i sagen, idet meddelelsen - i modsætning til den foreliggende sag - vedrørte en ansøger uden forsørgelsespligtig ægtefælle.

Ankestyrelsen tilføjede, at Ankestyrelsen ikke havde kompetence til at tage stilling til kommunens anvendelse af reglerne i den gældende udlændingelovs § 9, stk. 13 om garantens betaling for hjælp efter aktivloven (og tidligere bistandsloven), ydet af kommunen, jf. Socialministeriets vejledning nr. 138 af 31. juli 1992, pkt. 10.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen tilføjede, at afgørelsen dog ikke medførte, at den hjælp ansøgeren havde modtaget efter nævnets afgørelse skulle tilbagebetales af ansøgeren.