Ankestyrelsens principafgørelse D-9-03

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 22, stk. 1, nr. 4

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 19, stk. 1

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 5

Sagen vedrørte en 41-årig kvinde, der blev sygemeldt 11. april 2001, efter at hun kom til skade med venstre hånd under sit arbejde. Ansøgeren oplyste den 2. juli 2001 på dp 209, at der var tale om en arbejdsskade, og at sagen var anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen. Kommunen spurgte herefter Arbejdsskadestyrelsen, om der forelå evt. rapport om sagen. Arbejdsskadestyrelsen meddelte kommunen den 13. juli 2001, at der ikke var anmeldt nogen skade.

I brev af 23. juli 2001 havde Arbejdstilsynet endvidere meddelt kommunen, at arbejdsgiver havde anmeldt sagen som arbejdsulykke, men at denne ikke var undersøgt af Arbejdstilsynet.

Ved de efterfølgende opfølgningssamtaler i kommunen den 12. september, den 1. november 2001 og den 11. marts 2002 var anmeldelse af arbejdsskaden ikke omtalt i kommunens journalnotater.

Varighedsbegrænsningen indtrådte den 30. april 2002, hvor udbetalingen af dagpenge ophørte, idet kommunen ikke skønnede, at der var forlængelsesmuligheder.

Nævnet var enig med kommunen heri.

Nævnet lagde vægt på, at arbejdsevnen ikke kunne forventes genskabt inden for en periode af op til 2 gange 13 uger, idet der imødesås en ventetid på ca. 8 måneder, før ansøgeren kunne blive opereret. Der blev tillige lagt vægt på, at der ifølge Arbejdsskadestyrelsen ikke var rejst sag om ret til erstatning som følge af en arbejdsskade.

Det blev oplyst af Arbejdsskadestyrelsen, at anmeldelse blev modtaget den 29. maj 2002 efter dagpengeophøret. Tilfældet blev anerkendt som arbejdsskade den 3. juni 2002. Der var endnu ikke truffet afgørelse om erstatning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af kommunens vejledningspligt i forbindelse med manglende anmeldelse af arbejdsskade under opfølgning af dagpengesag.

Der var ret til at få genoptaget dagpengeudbetalingen fra den 30. april 2002, allerede fordi ansøgeren ikke af kommunen blev gjort bekendt med brev af 13. juli 2001 fra Arbejdsskadestyrelsen, hvoraf det fremgik, at arbejdsskaden ikke var anmeldt, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Efter ovennævnte bestemmelse må der ikke træffes afgørelse i en sag uden partshøring, hvis en part i sagen ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det i juli 2001 af både ansøgerens og arbejdsgiverens oplysninger til sagen fremgik, at der var tale om en arbejdsskade.

Det var Ankestyrelsens opfattelse, at kommunens manglende partshøring af ansøgeren i anledning af underretningen fra Arbejdsskadestyrelsen om, at ulykkestilfældet ikke var anmeldt, havde afskåret ansøgeren fra at anmelde arbejdsskaden inden varighedsbegrænsningens indtræden.

Efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4, er der ret til forlængelse af dagpengeperioden efter varighedsbegrænsningens indtræden, når der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om sikring mod følger af arbejdsskaden.

Sagen blev hjemvist til kommunen til afgørelse af, hvor længe der skulle udbetales dagpenge.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.