Sagen drejede sig om en kvindelig social- og sundhedsassistent, der pådrog sig en skade i lænderyggen under arbejde på et plejehjem. Kvinden hjalp en sygeplejestuderende med at støtte en kørestolsbrugende beboer. Kvinden stod i en såkaldt skridtstilling og bad den sygeplejestuderende om at rette beboerens krydsede ben ud. Da den studerende slap taget i beboeren, gled beboeren lidt ned, hvorved kvinden fik et knæk i ryggen.
Kvinden oplyste i et spørgeskema til Arbejdsskadestyrelsen blandt andet, at hun blev tilkaldt af en sygeplejestuderende, som ikke selv kunne holde en dårligt gående beboer, som var ved at falde. Kvinden støttede beboeren med sit ben, da beboerens ben var viklet ind i hinanden. Kvinden bad den studerende om at rette beboerens ben ud, således at beboeren kunne støtte lidt på dem. Imens blev beboeren stadig tungere og kvinden mærkede pludselig et knæk i ryggen, da hun måtte tage ekstra fat, da beboeren var ved at glide fra hende. Kvinden vurderede, at forløbet varede ca. 4 minutter.
Ankestyrelsen tiltrådte i 1997 Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på anerkendelse af hændelsen som et ulykkestilfælde.
Kvinden udtog i 1998 stævning mod Ankestyrelsen med henblik på at få anerkendt hændelsen som et ulykkestilfælde efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade, § 9, nr. 1
Østre Landsret frifandt i dom af 5. september 2001 Ankestyrelsen for den nedlagte påstand.
Landsretten lagde til grund, at kvinden under udførelse af sit sædvanlige erhverv som social- og sundhedsassistent på et plejehjem hjalp en sygeplejestuderende, som havde problemer med at holde en kørestolsbrugende beboer, der fra stående stilling skulle ned at sidde. Det blev endvidere lagt til grund, at kvinden, mens hun med sit ben i en såkaldt skridtstilling støttede beboeren, bad den sygeplejestuderende om at rette beboerens ben ud. Da den studerende herefter slap sit tag i beboeren, gav beboerens ben efter, og beboeren gled lidt ned, hvorved kvinden fik et knæk i ryggen.
Landsretten fandt ikke, at kvinden herved blev udsat for en belastning, der kunne karakteriseres som en udefra kommende pludseligt indtrådt begivenhed, der gik ud over, hvad hun som uddannet social- og sundhedsassistent måtte kunne forvente i en arbejdssituation som den foreliggende, og som hun derfor måtte have været forberedt på. Der forelå således ikke et ulykkestilfælde i arbejdsskadeforsikringslovens forstand, jf. lovens § 9, nr. 1.
