Ankestyrelsens principafgørelse R-4-03

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

30-05-2009

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 9 og § 9a

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 104

A-kommune blev i september 2001 kontaktet af ansøger, der fortalte, at hendes mor, som boede i B-kommune var alvorligt syg, og at hun derfor ville tage moderen hjem til sig for at passe hende. Der blev aftalt besøg med henblik på at arrangere plejeorlov til ansøger. Dette besøg fandt sted på et tidspunkt, hvor moderen allerede havde taget ophold hos ansøger. Der var ikke behov for faste besøg fra hjemmeplejen, fordi ansøger selv påtog sig plejeopgaverne, men hjemmeplejen var stand-by hele tiden.

I november måned fremsendte ansøgers arbejdsgiver, et refusionskrav for i alt 200 timer til A-kommune dækkende ansøgers plejeorlov til pasning af hendes døende mor i perioden 17. september 2001 til 23. oktober 2001.

A-kommune meddelte, at det var kommunens opfattelse, at da moderen under hele forløbet havde haft bopæl i B-kommune, måtte det være B-kommune, der skulle betale udgiften.

Af et brev fra A-kommune til B-kommune fremgik, at A-kommune foreløbigt havde betalt, det fra ansøgers arbejdssted tilsendte refusionskrav på 200 timer. Derfor fremsendte A-kommune et refusionskrav, som man bad B-kommune om at betale snarest.

B-kommune meddelte afslag på refusion af plejevederlag.

B-kommune lagde til grund, at moderen i plejeorlovsperioden havde haft ophold hos ansøger på hendes bopæl i A-kommune.

Efter retssikkerhedslovens § 9 har opholdskommunen pligt til at yde hjælpen, idet opholdskommunen dog jævnfør § 9 a i nogle tilfælde havde ret til at få sin andel af udgifterne til hjælpen refunderet af den tidligere opholdskommune. Reglerne om plejevederlag findes i §§ 104-107 i serviceloven, og disse bestemmelser er ikke nævnt i retssikkerhedslovens § 9 a som omfattet af den tidligere opholdskommunes refusionspligt.

Det var således B-kommunes opfattelse, at efter de gældende lovbestemmelser skulle kommunen ikke yde A-kommune refusion af det udbetalte plejevederlag.

A-kommune klagede herefter til nævnet over at B-kommune havde afslået refusionsanmodningen.

B-kommune fastholdt sit afslag på at yde refusion. Kommunen bemærkede, at Socialministeriets vejledning nr. 90 af 7. juni 2000 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område sidste afsnit af vejledningens punkt 71 f.eks. nævner hjemmehjælp. Selv om plejevederlag og hjemmehjælp er to forskellige ydelser, er det formentlig blandt de ydelser der er nævnt i vejledningens punkt 71 og 72, de mest sammenlignelige ydelser, hvilket efter B-kommunes opfattelse yderligere understregede, at betalingsforpligtelsen påhvilede opholdskommunen.

Nævnet fandt, at B-kommune ikke var pligtig at yde refusion af A-kommunes udgifter til plejevederlag.

Begrundelsen var, at ydelser efter servicelovens § 104 ikke er nævnt i retssikkerhedslovens § 9 a, der omhandler, hvornår en opholdskommune har ret til at få sin del af bl.a. udgifterne efter serviceloven refunderet af en tidligere opholdskommune.

Der var endvidere ikke tale om medvirken til ophold i A-kommune.

A-kommune klagede herefter over afgørelsen til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen anmodede nævnet om yderligere bemærkninger.

Nævnet meddelte efterfølgende, at nævnet havde besluttet at genoptage sagen med henblik på at tage stilling til, hvilken kommune der rettelig burde handle i forhold til plejevederlagsansøgningen efter servicelovens § 104.

B-kommune anførte overfor nævnet, at det fremgår af § 9, stk. 1 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp. I pkt. 71 i Socialministeriets vejledning nr. 90 af 7. juni 2000 er nævnt undtagelser herfra f.eks. pension, sygedagpenge og kontanthjælp, hvor bopælskommunen - ikke opholdskommunen - har pligten til at yde hjælp. Spørgsmålet om pligt til at yde hjælp efter servicelovens § 104 er ikke nævnt i vejledningen, og derfor må hovedreglen i retssikkerhedslovens § 9 være gældende for behandling af disse sager, hvilket der i den konkrete sag heller ikke var uenighed om, idet A-kommune som midlertidig opholdskommune varetog handlekommunens forpligtelser. Uenigheden mellem B-kommune og A-kommune bestod alene i, hvorvidt A-kommune som midlertidig opholdskommune efter retssikkerhedslovens § 9 havde ret til refusion fra B-kommune.

Nævnet fandt, at B-kommune måtte anses for opholdskommune for nu afdøde, jf. retssikkerhedslovens § 9, også da hun i september 2001 stod overfor at komme i terminalpleje hos ansøger på dennes bopæl i A-kommune.

B-kommune burde således have behandlet ansøgningen om plejevederlag, jf. servicelovens § 104.

B-kommune havde dog ikke pligt til at yde refusion af A-kommunes udgifter til plejevederlaget.

Nævnet fastholdt således sin afgørelse om, at der ikke var refusionspligt, jf. retssikkerhedslovens § 9 a, jf. tidligere afgørelsesbrev.

Selvom B-kommune var opholds- og handlekommune på ansøgningstidspunktet fandt nævnet således ikke, at reglerne gav mulighed for at statuere refusionspligt for udgifterne, som A-kommune havde afholdt i medfør af § 104, uden at være opholds- og handlekommune.

Såfremt B-kommune ikke imødekom ønsket om tilbagesøgning havde kommunen mulighed for at søge spørgsmålet afgjort ved domstolene.

I klagen til Ankestyrelsen anførte B-kommune bl.a., at det var kommunens opfattelse, at der var stort behov for - både af hensyn til kommuner og brugere - at få truffet principiel afgørelse om kommunernes forpligtelser ved behandling af og betaling for plejevederlagssager, når den døende ønskede plejen varetaget af en pårørende i en anden kommune end den, hvor den døende havde sin faste bopæl (folkeregisterkommunen).

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken kommune, der var opholdskommune i forbindelse med en datters ansøgning om plejevederlag i forbindelse med terminalpleje af moderen, når terminalplejen skulle foregå hos datteren, der ikke boede i samme kommune som moderen.

Ankestyrelsen fandt, at A-kommune måtte anses for midlertidig opholdskommune for nu afdøde under hendes terminalpleje hos sin datter på dennes bopæl i A-kommune, jf. retssikkerhedslovens § 9.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at B-kommune ikke havde pligt til at yde refusion for udgifterne, som A-kommune havde afholdt i medfør af servicelovens § 104 om plejevederlag til personer, som passer en nærtstående, der ønskede at dø i eget hjem, jf. retssikkerhedslovens § 9 a.

Vedrørende afgørelsen om opholds- og handlekommune lagde Ankestyrelsen til grund, at moderen under terminalplejen hos sin datter i A-kommune bevarede sin faste bopæl i B-kommune.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at retssikkerhedslovens § 9 om opholds-og handle-kommune ikke er udformet således, at den i alle tilfælde kan give et umiddelbart svar på, hvilken kommune, der er den "rigtige" opholds- og handlekommune. Der måtte i en række tilfælde foretages en vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen for at afgøre, hvilken kommune, der i forhold til den ansøgte hjælp var opholds- og handlekommune.

Af Socialministeriets vejledning af 7. juni 2000, pkt. 71 fremgår, at opholdskommunens pligt til at yde vedvarende kontante ydelser, f.eks. pension, kontanthjælp, sygedagpenge m.v. fortsætter uændret, selv om den berettigede på grund af ferie (f.eks. i sommerhus), højskoleophold, hospitalsindlæggelse o.l. opholder sig i en anden kommune. Det er herved en forudsætning, at borgeren fortsat har tilknytning til opholdskommunen, typisk har bevaret sin bolig der.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag L54 til lov om ændring af lov om social bistand (Indførelse af plejevederlag m.v. ved pasning af døende) under almindelige bemærkninger, at udgangspunktet vil være, at det er den syges opholdskommune i plejeperioden, der yder hjælpen, herunder plejevederlag, da det er den syges forhold, der er bestemmende for, om der kan ydes hjælp.

Af bemærkningerne til lovforslagets § 1 fremgår, at det er uden betydning for adgangen til plejevederlag, om plejen foregår i den syges eget hjem eller om den syge opholder sig hos den, der varetager plejen.

Ændringen blev gennemført ved lov nr. 256 af 25. april 1990 Lov om ændring af lov om social bistand (Indførelse af plejevederlag m.v. ved pasning af døende).

Bestemmelserne blev indsat i et nyt kapitel 12 a, § 57 a m.fl., der fik virkning fra 1. juli 1990.

Det fremgår af Socialministeriets vejledning nr. 131 af 19. juni 1990 om plejevederlag og anden hjælp i forbindelse med pasning af døende i hjemmet, pkt. 12, at udgiften til hjælp i forbindelse med pasning af døende i hjemmet finansieres efter samme regler som udgifter til praktisk bistand i hjemmet og hjælpemidler m.v. Den samlede hjælp, herunder plejevederlaget betragtes i relation til fordeling af udgifterne mellem kommune og amt som ydet til den syge.

Af bemærkningerne til lovforslaget om lov om social service til § 102 (nu servicelovens § 104) fremgår, at bestemmelsen svarer til bistandslovens § 57 a.

Ankestyrelsen fandt på baggrund af ovenstående, at A-kommune således var moderens midlertidige opholdskommune i plejeperioden, selvom der var tale om terminalfasen, og at A-kommune i overensstemmelse med lovgivers intentioner var handlekommune vedrørende udbetaling af plejevederlag til ansøger.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger under hele forløbet havde bevaret sin faste bopæl i B-kommune.

For så vidt angår retssikkerhedslovens § 9 a om refusion lagde Ankestyrelsen som i SM R-3-00 til grund, at det af en rapport af november 1998 fra Socialministeriet, der lå til grund for lovforslag L 140 om mellemkommunal refusion m.m. vedtaget som lov nr. 117 af 2. marts 1999, fremgår, at en midlertidig opholdskommune, som f.eks. en sommerhuskommune, efter praksis yder praktisk bistand under ophold i sommerhuset, selv om spørgsmål om varige sociale ydelser hører under den faste opholdskommune, hvor den faste bopæl ligger.

Det fremgår endvidere af rapporten, at det blev overvejet at genindføre en regel svarende til bistandslovens § 11, stk. 4, der fastsatte, at en midlertidig opholdskommune kunne kræve refusion af sine fremtidige udgifter til varig hjemmehjælp fra den faste opholdskommune, når der under midlertidig ophold i en kommune ydes varig hjemmehjælp i over 1 måned og modtageren i sin hidtidige opholdskommune har modtaget varig hjemmehjælp.

Der blev herefter ikke fremsat forslag om særlige regler for ydelse af nødvendig praktisk bistand under midlertidige ophold i en anden kommune end den faste opholdskommune eller om refusion af udgifterne hertil.

Det forelå i sagen endvidere ikke oplyst, at B-kommune eller anden offentlig myndighed havde medvirket til moderens ophold i A-kommune.

Ankestyrelsen fandt således ikke - i lighed med nævnet - at A-kommune havde krav på refusion for udbetalt plejevederlag til ansøger, jf. retssikkerhedslovens § 9 a.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse for så vidt angik spørgsmålet om opholds- og handlekommune og tiltrådte nævnets afgørelse for så vidt angik spørgsmålet om refusion.