Ankestyrelsens principafgørelse C-58-03

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 99

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 1 og § 114, stk. 3

Sagen drejede sig om en 35-årig kvinde, der ansøgte om udvidet støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt grundlag. Hun havde kørselsbehov til og fra arbejde. Hun havde stærk bevægelsesindskrænkning. Hun kunne højst gå 100 m og havde behov for at kunne medtage kørestol.

Kommunen indstillede til en nærmere bestemt model Renault Megane til 221.991 + særlige indretninger.

Amtet bevilgede støtte til en nærmere bestemt model Suzuki Liana til 194.990 kr. samt tilskud til særlige indretninger med i alt 45.922,50 kr.

Amtet anførte samtidig, at hvis kvinden ønskede at købe en dyrere bil end den bevilgede havde amtet intet at indvende imod dette. Hun skulle blot selv betale differencen mellem den bevilgede bils pris og ønskede bils pris. Den ønskede bil skulle også være velegnet.

Amtets hjælpemiddelcentral havde foretaget en afprøvning med hensyn til billigst, bedst egnet bil. Det var afprøvet 5 biler. Af resultatet af afprøvningen fremgik, at Suzuki Liana ville kunne anvendes, hvis der bliver foretaget forskellige særlige indretninger. Det fremgik endvidere, at en Renault Megane med nogle færre indretninger var den absolut bedst egnede.

Det var oplyst, at prisen på Renault Megane var 221.991 kr. og at udgiften til nødvendige særlige indretninger var 14.200 kr., dvs. en samlet pris på 236.191 kr. Prisen på en Suzuki Liane var 194.990 kr. og udgiften til særlige indretninger var 45.922 kr., dvs. en samlet pris på 240.912 kr.

Det sociale nævn tiltrådte amtskommunens afgørelse, hvorefter ansøger var bevilget udvidet støtte til køb af en Suzuki Liana samt særlige indretninger.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at man ved vurderingen af, hvilken bil der er billigst alene ser på den støtte, der bevilges som lån efter bilbekendtgørelsens § 6, stk. 1, jf. samme bestemmelses stk. 2. Særlige indretninger bevilges efter bilbekendtgørelsens § 9, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 4, og er således ikke omfattet af det lånebeløb, der ydes efter § 6, stk. 1.

I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøgeren, at det var urimeligt at man udelukkende så på bilens grundpris og ikke tog hensyn til den samlede pris. Hvis det f.eks. havde været muligt at finde en bilmodel til 150.000 kr., som så efterfølgende krævede en ombygning til 150.000 kr. var man så villig til bevilge 300.000 kr.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om hvorvidt der, jf. bilbekendtgørelsens § 6, kan ydes støtte til køb af en bestemt egnet bil, hvis bilens anskaffelsespris er dyrere end en anden egnet bil, men hvor den ønskede bil inklusiv særlige indretninger er billigere end den anden bil inklusiv særlige indretninger.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger var berettiget til lån til køb af en Renault Megane til en pris af 221.991 kr. samt tilskud til særlige indretninger af bilen til 14.200 kr.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der forelå sådanne særlige forhold i forbindelse med ansøgerens funktionsnedsættelse, at hun var berettiget til udvidet lån til en større og dyrere bil, jf. bilbekendtgørelsens § 6, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at amtets hjælpemiddelcentral havde foretaget afprøvning af flere biler og at en Suzuki Liane var fundet egnet, men at Renault Megane blev anset for den absolut bedst egnede bil.

Ankestyrelsen lagde desuden til grund at prisen på Renault Megane var 221.991 kr. og at udgiften til nødvendige særlige indretninger var 14.200 kr., dvs. en samlet pris på 236.191 kr. Prisen på en Suzuki Liane var 194.990 og udgiften til særlige indretninger var 45.923 kr., dvs. en samlet pris på i alt 240.913 kr.

Efter ordlyden i bilbekendtgørelsens § 6, stk. 2, fastsættes lånet efter stk. 1, på grundlag af prisen på den billigste og bedst egnede bil. Efter § 6, stk. 4, ydes særlige indretninger som tilskud efter bilbekendtgørelsens § 9.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at denne formulering ikke var til hinder for at der ved vurderingen af hvilken af flere egnede biler, der kunne anses for billigst og bedst egnet, blev taget udgangspunkt i en sammenligning af bilernes samlede pris, dvs. bilernes anskaffelsespris inklusiv nødvendige særlige indretninger.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at en vurdering alene set ud fra bilens pris før særlige indretninger i flere tilfælde ville føre til et mindre rimeligt resultat, idet en billigere bil ofte ville medføre uforholdsmæssigt store udgifter til indretning. Endvidere kunne en funktionsnedsættelse nødvendiggøre så omfattende indretninger, at det måtte anses for mere hensigtsmæssigt at vælge en dyrere bil med "fødte" indretninger. Dette forhold måtte anses for at indebære en tilskyndelse til at vælge en dyrere bil, som tilsvarende medførte færre indretninger, selv om de nødvendige indretninger også ville kunne foretages i en billigere bil.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen af den konkrete sag vægt på, at den af ansøgeren ønskede Renault Megane ud fra en sammenligning af bilernes samlede pris var den billigste bil. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at den ønskede bil i ansøgerens tilfælde herudover også var anset for at være den absolut bedst egnede bil.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.