Det fremgik af sagen, at ansøger og 20 andre anpartshavere i et ejendomsanpartsselskab havde søgt om byfornyelsesboligstøtte.
I breve af 2. maj 2001 og af 22. maj 2001 forespurgte en repræsentant for anpartsselskabet kommunen, hvorvidt de enkelte anpartshavere var berettigede til boligstøtte i anledning af, at ejendommen skulle byfornys. Brevene blev besvaret af kommunen (Boligstøtteafdelingen) den 16. maj 2001 og den 25. maj 2001.
Det fremgik af svarene fra kommunen, at andelshavere under nogle nærmere angivne betingelser havde ret til boligstøtte i tilfælde af byfornyelse.
I breve af 27. november 2001 meddelte kommunen (Stadsarkitektens Kontor) bl.a., at beboerne i anpartsselskabet havde ret til økonomisk støtte til dækning af stigningen i boligafgiften. Nærmere oplysninger kunne fås af Boligstøtteafdelingen.
I brev af 2. august 2002 anmodede kommunen Socialministeriet om en udtalelse i anledning af beboernes ansøgninger om (byfornyelses)boligstøtte. Kommunen spurgte bl.a., hvorvidt beboere, som var anpartshavere i boliganpartsselskaber, jf. andelsboliglovens kap. III, kunne ligestilles med andelshavere i private andelsboligforeninger i relation til boligstøtte efter boligstøttelovens § 27.
Socialministeriet svarede i brev af 2. oktober 2002 bl.a., at boligstøttelovens § 27 efter sin ordlyd ikke vedrørte beboere i en ejendom, der ejedes af et aktie- eller anpartsselskab, hvori beboeren ejede aktier eller anparter, som nævnt i lovens § 18. Ministeriet var på denne baggrund af den opfattelse, at bestemmelsen ikke fandt anvendelse for anpartshavere.
I brev af 1. november 2002 anførte en advokat på ansøgers vegne bl.a., at der var tale om et boliganpartsselskab, men at selskabet var omfattet af andelsboliglovens regler. Selvom der rent teknisk var tale om et selskab, var det omfattet af de samme regler som andelsboligforeninger i en række henseender.
Kommunen traf afgørelse om, at der ikke kunne udbetales byfornyelsesboligstøtte efter boligstøttelovens § 27 til beboere der var anpartshavere i ejendomme, der ejes af anpartsselskaber. Der blev bl.a. henvist til Socialministeriets udtalelse.
I brev af 17. februar 2003 anførte advokaten bl.a., at der var tale om et boliganpartsselskab efter andelsboliglovens kap. III. Som det fremgik heraf behandledes boliganpartsselskaber på lige fod med andelsboligforeninger, idet reglerne i kap. III henviste til samtlige væsentlige bestemmelser i kap. II om andelsboligforeninger.
På denne baggrund fandt advokaten, at det måtte have formodningen imod sig, at lovgiver havde ønsket at fastsætte regler, der i øvrigt stillede disse næsten identiske boligformer forskelligt. Advokaten bemærkede, at ejendomsanpartsselskabet var bevilget byfornyelse af kommunen. I den forbindelse var det vigtigt at være opmærksom på, at byfornyelseslovens §§ 94 og 116 alene omtalte andelshavere i private andelsboligforeninger.
Endelig fandt advokaten, at kommunen havde givet anpartshaverne en berettiget forventning om at være berettiget til boligstøtte efter byfornyelsesprojektets gennemførelse.
Det sociale nævn traf afgørelse om, at ansøger og de øvrige anpartshavere ikke var berettigede til byfornyelsesboligstøtte efter § 27 i lov om individuel boligstøtte. Der sås ikke at være givet et bindende tilsagn om boligstøtte fra boligstøttekontorets side.
Nævnet lagde ved afgørelsen afgørende vægt på selskabsformen for beboerne i den omhandlede ejendom. Der var tale om et ejendomsanpartsselskab, hvis formål var at eje og administrere ejendommen.
Nævnet henviste til Socialministeriets udtalelse.
Nævnet henviste endvidere til at boligstøttelovens kap. 3 og § 32 indeholder udtrykkelige sondringer mellem andelshavere og anpartshavere, mens lovens § 27 efter sin ordlyd alene omfatter andelshavere i private andelsboligforeninger.
Nævnet fandt ikke, at kommunen havde givet bindende tilsagn om ret til boligstøtte. Nævnet henviste bl.a. til, at der alene havde været tale om en generel vejledning, som ikke var afgivet af den rette kommunale myndighed.
Advokaten klagede på ansøgers vegne over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at advokaten ønskede en afklaring af, hvorvidt alene private andelsboligforeninger var omfattet af boligstøttelovens § 27 eller om lignende boligformer, herunder boliganpartsselskaber og boligaktieselskaber, ligeledes var omfattet af bestemmelsen, således som det måtte antages at være tilfældet i relation til byfornyelseslovens § 94 og § 116 ff. Det ville efter advokatens opfattelse være inkonsekvent at fortolke begrebet "private andelsboligforeninger" forskelligt i disse nærtbeslægtede love.
Advokaten fastholdt, at kommunen havde givet beboerne i ejendommen en berettiget forventning om, at der kunne opnås økonomisk støtte til dækning af stigningen i boligafgiften som følge af byfornyelsesprojektet. Efter advokatens opfattelse måtte kommunen derfor udbetale støtte, også selvom der ikke i loven var hjemmel til et sådant tilsagn.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt § 27, stk. 1, i lov om individuel boligstøtte alene omfattede andelshavere i private andelsboligforeninger eller om lignende boligformer ligeledes var omfattet af bestemmelsen.
