Ankestyrelsens principafgørelse P-38-04

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lov nr. 1164 af 19. december 2003 - § 14 og § 15

Ansøgeren havde tidligere søgt om førtidspension i 1998 på grund af muskel- og ledsmerter samt psykiske problemer. I januar 1999 tiltrådte det sociale nævn kommunens afgørelse om, at hun dengang ikke opfyldte betingelserne for førtidspension.

I forbindelse med sagens videre forløb indhentede kommunen en erklæring fra en rheuma-klinik. På klinikken blev det vurderet, at det drejede sig om et ledbåndsmuskelinsufficienssyndrom af meget let karakter, og at hun ville kunne klare lettere fysisk arbejde, hvor der veksledes mellem arbejdsstillingerne. Der blev efterfølgende iværksat aktivering og arbejdsprøvning.

Kommunen traf afgørelse om, at hun fra den 1. januar 2003 havde ret til forhøjet almindelig førtidspension.

Ansøgeren ankede kommunens afgørelse.

Det sociale nævn hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling og afgørelse og annullerede samtidig kommunens afgørelse, således at ansøgerens ret til førtidspensionen bortfaldt, indtil der forelå en ny afgørelse fra kommunen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunens afgørelse var behæftet med retlige mangler, der bevirkede, at afgørelsen måtte anses for ugyldig. Nævnet havde ikke fundet, at sagen var tilstrækkeligt belyst til, at kommunen havde kunnet tilkende pension, idet det ikke ansås for dokumenteret, at ansøgerens erhvervsevne var nedsat til pensionsgrænsen.

Ansøgeren klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til Social Meddelelse (SM) P-11-01 for at afklare, hvad der kunne anses for særlige omstændigheder, der kunne føre til, at hovedreglen om annullation af 1. instansens afgørelse kunne fraviges i forbindelse med en afgørelse om hjemvisning.

Ansøger havde ret til fortsat at få udbetalt almindelig forhøjet førtidspension fra og med det tidspunkt, hvor pensionsudbetalingen blev standset som følge af nævnets annullation af kommunens afgørelse, og indtil kommunen havde truffet en ny afgørelse om retten til pension.

Efter de almindelige forvaltningsmæssige regler medførte en hjemvisning som hovedregel, at 1. instansens afgørelse blev annulleret, man særlige omstændigheder kunne føre til, at denne hovedregel blev fraveget.

Da ansøgeren formodedes at have indstillet sin fremtidige livsførelse på at have pensionen som forsørgelsesgrundlag, og da annullation af kommunens afgørelse medførte et tab af dette forsørgelsesgrundlag, fandt Ankestyrelsen, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at den forvaltningsretlige hovedregel om annullation bortfaldt.

Retten til den hidtidig tilkendte førtidspension blev således bevaret, indtil kommunen med en ny afgørelse havde rettet op på de af det sociale nævn fundne mangler ved sagsbehandlingen.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.