Ankestyrelsens principafgørelse P-35-04

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 42 af 28. januar 2004 - § 20, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 866 af 23. oktober 2002 om social pension - pkt. 11, pkt. 31

Ansøger, der var 44 år, havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet indtil november 1998, hvor hun blev trukket kraftigt i venstre arm. Hun fik i forbindelse hermed smerter i venstre side af nakken, venstre skulder og overarm.

Ansøger blev i februar 2000 undersøgt af speciallæge, der konkluderede, at generne primært var af muskulær art.

Fra maj til juli 2000 var ansøger i arbejdsprøvning ved et aktivitetscenter. Arbejdstiden var 37 timer ugentlig, men hun måtte flere gange stoppe ved 14-tiden, og hun kunne ikke udføre ret mange af stedets arbejdsopgaver.

Efter fødsel i december 2000 og efterfølgende barselsorlov var ansøger på revalideringsinstitution fra juni til september 2001. Arbejdstiden var 3-4 timer pr. dag. Den lægelige konklusion på afprøvningen var, at erhvervsevnen ikke var nedsat i et omfang, der stillede sig i vejen for etablering på arbejdsmarkedet inden for mindre belastende arbejdsområder - eventuelt på særlige vilkår.

I juni 2002 konkluderede speciallæge i reumatologi, at ansøger måtte betragtes som kronisk smertepatient. Han vurderede, at der behandlingsmæssigt ikke kunne ændres på dette, men han foreslog, at ansøger kom i gang med konditionstræning.

En smerteklinik beskrev i august 2002, at det ville være en fordel for ansøger at starte på et kontinuerligt forløb, hvor der blev sat fokus på erkendelse af den fysiske kapacitet og frem for alt progression af denne. Det var nødvendigt at bryde den langvarige smertecirkel, før ansøger kunne magte et reelt jobtilbud.

I marts 2003 beskrev speciallæge i neurokirurgi, at der var tilkommet smerter i hele ryggen og ned i begge ben. Der var paræstesier i begge arme, især i stillinger over 90 grader. Objektivt var der næsten total bevægeindskrænkning af columna cervicalis samt atrofi af muskulaturen med deraf følgende parese af armene. Speciallægen vurderede, at ansøger praktisk talt var ude af stand til at arbejde.

Ansøger anmodede herefter om førtidspension.

Kommunen bevilgede dette, men besluttede samtidig, at sagen skulle tages op til ny vurdering efter 3 år. Kommunen begrundede kontrolpålægget med, at tilstanden ikke var i en stationær fase, hvorfor der kunne være mulighed for bedring ved behandling.

Ansøger klagede over kontrolpålægget.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at den fortsatte ret til førtidspension skulle genoptages til ny vurdering.

Nævnet begrundede dette med, at der ikke var fundet en væsentlig organisk helbredsmæssig forklaring som årsag til de tiltagende symptomer på kronisk smertetilstand. Nævnet vurderede, at tilstanden måtte anses for varig uden yderligere aktuelle behandlingsmæssige muligheder. Nævnet kunne dog ikke udelukke spontan bedring i tilstanden inden for de nærmeste 3 år.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at der ikke var en rimelig sandsynlighed for, at ansøger kunne opnå en bedring, ej heller af spontan karakter.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om kommunen i forbindelse med tilkendelse af førtidspension kunne beslutte, at sagen skulle genoptages til ny vurdering på et senere fastsat tidspunkt.

Ankestyrelsen vurderede, at der ikke var grundlag for beslutningen om, at sagen skulle genoptages til ny vurdering.

Begrundelsen var, at ansøger ikke havde fået påvist en alvorlig lidelse med et uforudsigeligt forløb.

Ankestyrelsen henviste til det anførte i bemærkningerne til § 16 og § 20 i lov om social pension, hvorefter der i ganske særlige tilfælde kunne tilkendes førtidspension, selvom det ikke helt kunne udelukkes, at der på længere sigt kunne opnås en vis forbedring af arbejdsevnen ved yderligere forsøg på behandling. Der skulle dog være tale om personer med en alvorlig lidelse, som betød, at de på afgørelsestidspunktet blev vurderet til at være ude af stand til at kunne blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde som udgangspunkt indenfor en længere periode på omkring 5 år. Behovet for en afgørelse om ny vurdering kunne især forekomme, når der var tale om pension til unge, og ved visse sygdomme, der erfaringsmæssigt havde et uforudsigeligt forløb.

Der var - bortset fra disse tilfælde - ikke hjemmel til at tilkende midlertidig pension, jf. § 16, stk. 2 i den sociale pensionslov, hvorefter tilkendelse af pension forudsatte, at arbejdsevnen var væsentligt og varigt nedsat.

Uanset, at der i sagen ikke forelå en helt fyldestgørende beskrivelse af ansøgers funktionsniveau, vurderede Ankestyrelsen, at kommunens afgørelse om tilkendelse af pension, ikke kunne anses for klart at være i strid med praksis. Der var derfor ikke grundlag for at frakende pensionen.