Sagen drejede sig om en ældre dement kvinde, som i flere år havde boet alene i egen lejlighed uden hjælp fra kommunens hjemmepleje.
Kommunen blev på et tidspunkt af politiet gjort opmærksom på, at kvinden var meget dement, at hun var underernæret, usoigneret og at hendes lejlighed i øvrigt var rodet, beskidt og ildelugtende. Kommunens hjemmepleje tilbød herefter at hjælpe kvinden i hjemmet samt medvirke til at hun blev tilmeldt madservice. Kvinden afslog alle former for hjælp.
På foranledning af egen læge blev kvinden herefter i 14 dage tvangsindlagt på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling. Det blev under opholdet på psykiatrisk afdeling konkluderet, at kvinden var dement af mindst moderat grad med frontalt præg. Årsagen hertil var usikker, men alkoholmisbrug blev anset som en mulighed.
Kvinden blev efter udskrivning fra sygehus direkte overflyttet til midlertidigt ophold på en aflastningsplads på et kommunalt plejehjem. Kommunen vurderede således ikke, at det var forsvarligt at udskrive hende til eget hjem.
Kommunen indstillede efterfølgende til nævnet, at kvinden blev optaget i et særligt botilbud uden samtykke.
Det fremgik bl.a. af kommunens indstilling til nævnet, at kvinden, efter kommunens vurdering, ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger. Hun boede i lejlighed på 2. sal og mente selv at hun kunne gå ud at handle, men hun gik meget usikkert på trapperne. Usikkerheden fremkom dels på grund af hendes nedsatte syn dels på grund af hendes svækkede tilstand. Der var, efter kommunens opfattelse, fare for at hun faldt og brækkede lemmer. Kvinden var, ifølge oplysninger fra en veninde, faldet i boligen mange gange i den seneste tid. På gulvtæppet i boligen var der fundet flere blodspor. Det var videre oplyst, at kvinden ikke havde fået fast føde gennem længere tid. Hun havde ikke kunnet finde vej til købmanden, og da hun blev indlagt var hun dårligt gående, svimmel og svag. En veninde havde torsdag inden indlæggelsen købt 2 flasker snaps til hende og flaskerne var væk mandagen efter.
Det fremgik videre af kommunens indstilling, at det ikke efter kommunens vurdering ville være muligt at yde den nødvendige hjælp i hendes lejlighed, idet hun ikke ønskede hjælp. Hun var ikke i stand til at træffe relevante realistiske beslutninger, så hun kunne overleve. Det var samtidig oplyst, at toilettet i lejligheden var meget lille, hvorfor man skulle bakke ind. Toilettet var videre beliggende på trappeopgangen til deling med 2 andre lejligheder.
Kvinden kunne ifølge kommunens oplysninger ikke anvende nødkald, idet hun glemte hvad nødkaldet skulle bruges til, hun kunne ikke huske hvor gammel hun var og kunne ikke finde ud af om det var september eller marts måned. Kvinden var meget urealistisk og mente fortsat, at hun kunne køre bil, selvom politiet havde inddraget såvel bil som kørekort.
Kommunen havde i forhold til botilbud oplyst, at kvinden ville blive tilbudt en demensbolig på et af kommunens ældrecentre. Kvinden ville herved kunne få tilgodeset de behov der ikke kunne dækkes i eget hjem i forhold til personlig pleje og ernæring.
Nævnet fandt ikke, at betingelserne for flytning uden samtykke var opfyldt.
Nævnet fandt ikke, at det på det foreliggende grundlag var tilstrækkelig godtgjort, at kvinden var omfattet af personkredsen i servicelovens § 109, stk. 2.
Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at den foreliggende lægelige belysning af kvindens funktionsevne udelukkende baserede sig på tilstanden som den fremstod ved indlæggelsen på psykiatrisk afdeling.
Nævnet fandt herefter, at der i sagen manglede en lægelige belysning af kvindens aktuelle funktionsevne baseret på forholdene efter stabilisering af den fysisk dårlige tilstand, som kvinden var beskrevet som værende i ved indlæggelsen.
Kommunen klagede efterfølgende over nævnets afgørelse. Kommunen fandt således, at sagen var tilstrækkelig oplyst.
