Ankestyrelsens principafgørelse D-15-04

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 4, stk. 1

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 32, stk. 1

Sagen vedrørte en lønmodtager ansat i fleksjob. Inden ansættelsen modtog hun ledighedsydelse. Hun havde sygefravær dels i 10. uge, dels i 13. uge efter ansættelsen. Arbejdsgiveren anmodede i begge tilfælde kommunen om dagpengerefusion.

Ifølge anmodningerne havde arbejdsgiveren ikke tegnet frivillig forsikring efter dagpengelovens § 27, og kommunen havde ikke godkendt en aftale efter dagpengelovens § 28 om dagpengerefusion ved væsentligt forøget sygdomsrisiko.

Kommunen traf afgørelse om, at der ikke var ret til dagpengerefusion. Kommunen henviste til, at lønmodtageren ikke opfyldte beskæftigelseskravet i dagpengelovens § 4, stk. 1.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse om, at der ikke var ret til dagpengerefusion i forbindelse med lønmodtagerens sygefravær i de nævnte perioder. Nævnet henviste ligesom kommunen til, at beskæftigelseskravet ikke var opfyldt, da lønmodtageren ikke havde haft 13 ugers tilknytning til arbejdsmarkedet forud for de nævnte sygeperioder.

Nævnet vurderede, at ledighedsydelse ikke var en ydelse, der kunne træde i stedet for arbejdsløshedsdagpenge, jf. dagpengelovens § 4, stk. 1, nr. 2. Nævnet lagde herved vægt på, at ledighedsydelse gives efter § 74 i lov om aktiv socialpolitik og således ikke er en dagpengegivende lønindtægt.

Lønmodtagerens forbund klagede på arbejdsgiverens vegne til Ankestyrelsen. Forbundet anførte, at det ikke havde kunnet få oplyst, hvad det var for ydelser, der kunne træde i stedet for arbejdsløshedsdagpenge.

Forbundet fandt det endvidere urimeligt, hvis en fleksjobsansat, der var ansat i jobbet i umiddelbar forlængelse af en sygeperiode ville kunne få sygedagpenge fra første sygedag, mens kollegaen i samme job, der var ansat i forlængelse af ledighedsydelse, ikke havde samme ret.

Forbundet påpegede, at personer, som arbejdede i fleksjob, var i et sådant job netop fordi, de ikke kunne arbejde på almindelige vilkår. Ofte havde der været tale om et forudgående længerevarende sygdomsforløb, og ofte var sygdomsfrekvensen højere. Forbundet fandt det derfor besynderligt, at lige netop denne arbejdsgruppe skulle måles på og opfylde en bestemt beskæftigelsesgrad i forbindelse med retten til sygedagpenge.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af beskæftigelseskravet i dagpengelovens § 4, stk. 1 sammenholdt med ordlyden i dagpengelovens § 1, stk. 3 om, at kommunen yder dagpenge fra 1. hele fraværsdag til personer i fleksjob.

Lønmodtageren opfyldte ikke beskæftigelseskravet i forhold til kommunen, jf. dagpengelovens § 4, stk. 1. Arbejdsgiveren havde derfor ikke ret til dagpengerefusion i forbindelse med det anmeldte sygefravær.

Begrundelsen var, at der ikke er hjemmel til at se bort fra dagpengelovens beskæftigelseskrav for personer, der er ansat i fleksjob. Bestemmelsen i dagpengelovens § 1, stk. 3, om, at kommunen yder dagpenge fra 1. hele fraværsdag til personer i fleksjob, forudsætter således, at den fleksjobsansatte opfylder beskæftigelseskravet.

Bestemmelsen blev indsat i loven ved en lovændring pr. 1. januar 1998 samtidig med, at reglerne om fleksjob trådte i kraft. Der var ikke holdepunkter i bemærkningerne til bestemmelsen for, at de almindelige regler om beskæftigelseskrav m.v. skulle fraviges for nyansatte i fleksjob.

Beskæftigelseskravet var på daværende tidspunkt 13 uger både i forhold til arbejdsgiver og kommunen. Beskæftigelseskravet i forhold til arbejdsgiver blev nedsat til 8 uger pr. 1. januar 2000. Der skete ingen ændring af dagpengelovens § 1, stk. 3, og der var ikke holdepunkter i bemærkningerne til lovændringen for, at det ændrede beskæftigelseskrav ikke skulle gælde for personer ansat i fleksjob.

Ankestyrelsen var enig med kommunen og nævnet i, at lønmodtageren opfyldte beskæftigelseskravet i forhold til arbejdsgiveren, men ikke beskæftigelseskravet i forhold til kommunen, jf. dagpengelovens § 4, stk. 1, nr. 1, da hun ikke havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før sygdommens indtræden.

Lønmodtageren ville heller ikke have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge eller en ydelse, der trådte i stedet herfor, hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt. Ved ydelser, der træder i stedet for arbejdsløshedsdagpenge, forstås ydelser, der udbetales med hjemmel i enten lov om arbejdsløshedsforsikring eller lov om arbejdsmarkedsuddannelser, jf. henvisningerne i dagpengelovens § 4, stk. 1, nr. 2. Uanset, at der var visse lighedspunkter mellem betingelserne for at kunne modtage ledighedsydelse og betingelserne for at kunne modtage arbejdsløshedsdagpenge - var der ikke hjemmel til at lade perioder med ledighedsydelse indgå i opgørelsen af beskæftigelseskravet.

Da lønmodtageren således ikke opfyldte betingelserne for at kunne modtage dagpenge fra kommunen, havde arbejdsgiveren heller ikke ret til refusion, jf. princippet i dagpengelovens § 26, hvorefter arbejdsgiveren ikke har større ret end arbejdstageren.