Ankestyrelsens principafgørelse C-12-04

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 109, § 109e, stk. 1, § 109e, stk. 3, § 109g og § 109h

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 129, stk. 1

Socialministeriets vejledning af 5. januar 2004 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne, herunder pædagogiske principper -

En kommune indstillede en 76-årig mand til flytning fra eget hjem til kommunens plejecenter uden samtykke.

Det fremgik af kommunen oplysninger i sagen, at manden siden foråret 2001 havde været i kontakt med kommunens hjemmepleje.

Ved et besøg hjemme hos manden i marts 2001 konstaterede kommunen, at mandens hjem var fyldt op med alt, og at der kun var bitte små gange, som man dårligt kunne passere i. Der havde ikke været gjort rent i mange år. Der var ikke toilet, varmt vand eller vaskemaskine i huset.

På grund af ødemer og skinnebenssår blev manden indlagt på sygehuset. Efter udskrivningen tilbød kommunen blandt andet manden et aflastningsophold, hvilket han afslog, da han ville hjem til sit eget hus. Kommunen kunne ikke tilbyde hjemmepleje på grund af husets tilstand, men manden fik tilbud om at komme og bade på plejecentret samt tilbud om at få mad fra kommunen. Han skulle desuden have besøg af hjemmesygeplejen en gang dagligt med henblik på rensning af skinnebenssår.

Af kommunens beskrivelse af forløbet i sagen fremgik blandt andet, at mandens skinnebenssår skulle renses af hjemmesygeplejen i en campingvogn, der var opstillet ved siden af huset. Ofte var han ikke i campingvognen, når han skulle have renset sår. Det var ikke muligt at få kontakt med ham inde i huset, der var tildækket indefra og låst overalt. Hjemmeplejen blev nægtet adgang til huset, men havde dog været inde en gang. Hjemmeplejen måtte køre ud til manden flere gange i løbet af en dag for at se, om han havde låst op. Det blev foreslået, at der blev sat en nøgleboks op, hvilket han afviste på det kraftigste. Det fremgik endvidere, at når et besøg lykkedes, kunne det konstateres, at mandens sår var inficeret med urin og afføring.

Det fremgik videre af kommunens beskrivelse, at manden i december 2001 blev indlagt akut på sygehuset med omfattende sår i benene. Han blev efter eget ønske udskrevet efter to dage, og sårene blev renset af hans læge i konsultationen. I to tilfælde henholdsvis i januar og august 2002 fandt kommunens madudbringere madbeholderne fra dagen før uåbnede uden for mandens hus. Døren var som altid låst, og politiet måtte skaffe sig adgang til huset, hvor man fandt ham siddende.

I marts 2002 blev manden fundet liggende på gulvet, idet han ikke selv kunne rejse sig og han blev indlagt akut. Manden afslog efter udskrivning fra sygehuset kommunens fornyede forslag om boligskift, og kommunen kunne konstatere, at taxavognmændene nægtede at køre ham, når han skulle have renset sår på grund af snavs og lugt. Da han havde svært ved at gå, fik han en kørestol. I april og juni 2002 blev han på ny tilbudt bad på plejecentret, hvilket han afslog.

Sygehusets geriatriske team besøgte i juli 2002 manden, hvor det konstateredes, at huset bar meget præg af manglende vedligeholdelse. Et kort kig ind i forgangen og køkkenet gav indtryk af, at huset var uegnet som menneskebolig. Vinduerne mod vejen havde meget lasede gardiner og fugleklatter indvendig i karmene. Det man kunne se gav indtryk af "stabler" af rod med smalle stier ind i mellem. Der bredte sig en kraftig lugt, da manden åbnede døren. Teamets medarbejdere måtte ikke komme inden for i huset, men blev budt ind i en campingvogn, der også var meget snavset, men i mindre grad end huset. Manden var ca. 15-20 minutter om at åbne døren, hvilket han forklarede med, at han havde svært ved at komme op af sengen. Han havde afføring i den ene sko og klatter på bukser og bluse, og han lugtede meget stærkt af urin og afføring. Manden oplyste, at han fik varm mad fra madordningen, og at en god bekendt dagligt hjalp med forskelligt.

Temaets medarbejdere konkluderede efter besøget, at manden ikke virkede realistisk om sin situation, og han var afvisende over for tilbud om anden bolig, hjemmepleje, hjælpemidler og lignende. Det var åbenlyst, at han ikke kunne hjælpes af hjemmeplejen i sin egen bolig, og at han egentlig heller ikke ønskede dette.

Det fremgik videre af sagen, at manden i august 2002 på ny blev indlagt akut. Efter udskrivelsen blev han tilset i campingvognen, hvor det blev konstateret, at benforbindinger, bukser og sko soppede i urin og afføring. Han blev desuden indlagt akut i september og november 2002. Efter indlæggelsen i november 2002 blev manden udskrevet til en aflastningsplads på kommunens plejecenter, hvor han fortsat opholdt sig. Han havde fået tilbudt fast bolig på plejecentret, hvilket han havde afvist.

Om mandens tilstand under aflastningsforholdet var det blandt andet oplyst, at han ikke kunne gå eller stå. Han skulle liftes i seng og sad i kørestol. Sårene blev renset dagligt. Lægen mente, at genoptræning på sygehus vil være nytteløs. I april 2003 konstateredes, at manden var tiltagende vrangvillig og aggressiv, og indimellem ville han ikke tage sin medicin.

Det fremgik blandt andet af kommunens indstilling om flytning uden samtykke, at det ikke var muligt for hjemmeplejen at tilbyde hjælp til personlig pleje i mandens hus, da der var så snavset, at man ikke kunne byde nogen personer at komme derind, og det heller ikke var muligt at tilbyde hovedrengøring. Der var desuden ikke fysisk plads til at foretage forflytninger. Kommunens botilbud var en ældrebolig på ca. 56 m2 på plejecentret. Boligen var indrettet handicapvenligt, så manden kunne komme rundt i kørestol uden problemer. Der ville kunne foregå pleje og forflytninger i boligen.

Det fremgik videre af indstillingen, at manden gav udtryk for, at han gerne ville hjem og bo sammen med sin mor og far. Han mente, at han sagtens kunne lave mad, og at han var i stand til at gå rundt i hjemmet.

Mandens helbredsmæssige forhold var beskrevet i udtalelse fra egen læge. Det fremgik blandt andet heraf, at lægen ved et sygebesøg for ca. fem år siden konstaterede, at manden levede i et ubeskriveligt rod og svineri, og manden fremtrådte svært uhygiejnisk. Manden var akut medtaget og højfebril på grund af flere store åbne betændte og maddikefyldte sår. Han blev derfor indlagt på sygehuset, og han havde siden været indlagt flere gange under lignende omstændigheder senest i november 2002.

Det fremgik videre af lægeudtalelsen, at manden på sygehuset fik konstateret let svækket hjerte, som blev forsøgt behandlet med medicin. Da han var medicinvægrende havde behandlingen kun kunnet gennemføres i korte perioder. Ved lægens seneste undersøgelser var der ingen klager fra hjerte/kredsløb, og der var objektivt set ingen tegn på betydende hjertesygdom. Manden havde i flere år ikke har kunnet forflytte sig ved egen hjælp og han anvendte kørestol. Gangfunktionen var svækket som følge af kronisk muskelsvækkelse og følger efter bensår. Ifølge hjemmeplejen var manden urenlig for så vidt angik urin og afføring og han brugte bleer.

For så vidt angik mandens psykiske tilstand fremgik det af lægeudtalelsen, at han formentlig havde været eneboer og særling uden ret meget omgang med andre mennesker. Hjemmeplejen havde opfattet ham som psykisk afvigende, og han havde nægtet at modtage hjælp trods et indlysende behov. Ved lægens undersøgelser fremtrådte manden svært psykisk svækket (dement). Han var vågen og tilsyneladende bevidsthedsklar. Ved forsøg på samtale afslørede han at være totalt desorienteret i tid og sted samt egne data. Realitetsopfattelsen var svært lidende. Han anførte fx, at han havde travlt med at fodre katte, og at forældrene ventede hjemme, samtidig med at han oplyste, at de var døde omkring 1910. Hvis mandens udsagn betvivledes, blev han voldsomt vred og slog ud. Han afslørede et paranoidt aggressivt beredskab. Der var ingen depressive symptomer og ingen produktive psykiatriske symptomer, hallucinationer el. andet. Manden var forsøgt behandlet med aggressionsdæmpende medicin (risperdal), men da han var medicinvægrende, havde behandlingen kun kunnet gennemføres i begrænset omfang.

Lægen konkluderede, at mandens åndsevner var stærkt svækkede. Han havde levet under usle forhold, og hans psykiske sygdom havde gjort ham ude af stand til at overskue sin situation, hvilket havde bragt hans liv og helbred i alvorlig fare. Lægen konkluderede videre, at det var særdeles påkrævet, at denne uværdige situation bragtes til ophør, og at manden blev anbragt under trygge forhold.

Kommunen anmodede i forbindelse med indstillingen om flytning uden samtykke om beskikkelse af værge for manden, og han fik bistand af en advokat under sagen, jf. servicelovens § 109.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens indstilling om, at manden kunne optages i det særlige botilbud uden samtykke, jf. servicelovens § 109 e, stk. 1.

Nævnets afgørelse blev indbragt for Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen fandt, at manden var omfattet af personkredsen i servicelovens § 109, stk. 2, og at han opfyldte betingelserne for optagelse i det bestemte botilbud uden samtykke, jf. servicelovens § 109 e, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen om, at manden var omfattet af personkredsen i § 109, stk. 2, vægt på, at manden ifølge lægeudtalelsen måtte vurderes at være udtalt dement. Ved lægens forsøg på samtale var manden svært desorienteret i tid og sted samt med hensyn til egne data.

Ankestyrelsen vurderede på grundlag heraf, at mandens psykiske funktionsevne måtte anses for at være betydeligt og varigt nedsat, og at han som følge af demenslidelsen ikke ville kunne tage fornuftsmæssigt stilling til spørgsmålet om sine fremtidige boligforhold.

Ankestyrelsen vurderede desuden, at flytningen til plejecentret måtte anses for at være absolut påkrævet for, at manden kunne få den nødvendige hjælp, og at hjælpen ikke kunne gennemføres i hans hidtidige bolig. Vi vurderede desuden, at han ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger, at han udsatte sig selv for at lide væsentlig personskade, og at det derfor var uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Ankestyrelsen lagde herved lagt vægt på, at mandens fysiske lidelser i form af diabetes, svækket hjerte-funktion og åbne skinnebenssår nødvendiggjorde, at han fik pleje og behandling, herunder sårpleje og medicin samt hjælp til den fornødne hygiejne. Mandens udtalte demens og dermed nedsatte psykiske funktionsevne medførte, at han ikke selv kunne varetage behovet for pleje og behandling, og at han derved udsatte sig selv for væsentlig personskade.

Det fremgik således af sagen, at manden i perioden fra marts 2001 til november 2002 gentagne gange havde været indlagt på sygehuset på grund af infektioner i skinnebenssårene, der i flere tilfælde var fyldt med maddiker.

Det fremgik desuden, at manden havde behov for hjælp til at få foretaget den fornødne personlige hygiejne, herunder bleskift, for at undgå at der kom afføring og urin i sårene. Da han ikke kunne gå eller stå, var han nødt til at have hjælp for at komme fra sengen til kørestolen og han ville ikke selv kunne hente mad og drikke. Han nægtede desuden indimellem at tage medicin.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at den nødvendige hjælp ikke ville kunne gennemføres i mandens eget hus, og at det ville være uforsvarligt ikke sørge for flytning til plejecentret, hvor han kunne få den nødvendige hjælp og pleje.

Det fremgik således, at hjemmeplejen blev nægtet adgang til mandens hus, der var låst overalt, og at hjemmeplejen ikke måtte sætte en nøgleboks op. Når hjemmesygeplejen skulle skifte mandens sår skete dette på grund af den manglende adgang til huset i en campingvogn, der også var meget snavset, men i mindre grad end huset. Hertil kom, at der i to tilfælde havde måttet skaffes adgang til huset med politiets hjælp, da kommunens madudbringer konstaterede, at den leverede mad fra dagen i forvejen stod uåbnet, at døren var låst, og at man ikke kunne komme i kontakt med manden, selvom han sad inde i huset.

Det fremgik desuden, at husets tilstand, som denne var beskrevet i sagen, var så dårlig både med hensyn til hygiejneforhold, faciliteter og adgangsforhold, at det næppe ville være muligt for hjemmeplejen at gennemføre den nødvendige hjælp og pleje i huset, selvom hjemmeplejen havde fået adgang til huset. Det havde således ikke været muligt for hjemmeplejen at komme ind i huset på grund af rod og snavs, og hjemmeplejen havde heller ikke fundet det muligt at yde hjælpen efter eventuel hovedrengøring.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at de formelle betingelser for flytning uden samtykke, herunder anmodning om værgebeskikkelse efter servicelovens § 109 g, stk. 4 og advokatbistand efter § 109 h, stk. 1, nr. 2, var opfyldte.

Ankestyrelsens afgørelse kunne kræves forelagt landsretten til prøvelse, jf. servicelovens § 109 k, stk. 1, nr. 2), og retsplejelovens kapitel 43 a.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.