Ankestyrelsens principafgørelse R-5-04

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 9a, stk. 1, nr. 2 og § 9a, stk. 1, nr. 7

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9c, stk. 2, nr. 6

Note:

*) SM O-16-92 ophæves

Barnet blev den 1. februar 2003 udskrevet fra et anbringelsessted, da skolen ikke længere magtede at støtte hendes videre udvikling. Hun skulle herefter midlertidigt opholde sig i hjemmet med daglig kontakt fra et (andet) anbringelsessteds eksterne afdeling indtil et mere velegnet tilbud om anbringelse var fundet.

A kommune meddelte i brev af 29. januar 2003 B kommune, der havde betalt mellemkommunal refusion for barnets ophold på skolen, at hun nu var udskrevet og at B kommune ville få meddelelse om det fremtidige anbringelsessted, som forhåbentligt var fundet indenfor en uges tid.

I afgørelse af 25. marts 2003 fandt B kommune ikke, at kommunen fortsat var refusionsforpligtet i sagen. Begrundelsen herfor var, at barnet måtte anses for hjemgivet, idet tilsynet fra anbringelsesstedet ikke kunne sidestilles med en anbringelse.

A kommune klagede i brev af 3. april 2003 til det sociale nævn. I klagen anførte kommunen bl.a., at barnet ikke på noget tidspunkt var hjemgivet til moderen. Hun havde således i perioden 1. februar til 1. april 2003 været døgnindskrevet på anbringelsesstedet og det var besluttet at der skulle ydes massiv støtte derfra, indtil der var fundet en langsigtet løsning, som barnet kunne profitere af. En fortsat døgnanbringelse på et nyt opholdssted ville ikke være hensigtsmæssig, da hun havde reageret voldsomt på de hidtidige anbringelsessteder. Fra 1. april 2003 var det besluttet at anbringe barnet på eget værelse tæt på moderen. Anbringelsesstedet var tilknyttet med fast støtte, akutberedskab og rådgivning til barnet og moderen.

Det sociale nævn stadfæstede B kommunes afgørelse.

Nævnet tog udgangspunkt i den praksis, der følger af SM O-16-92.

Nævnet lagde vægt på, at barnet efter udskrivelsen fra skolen den 1. februar 2003 tog ophold i moderens hjem indtil 1. april 2003. Uanset hjemgivelsen ikke var sket med henblik på varigt ophold hos moderen og at der under opholdet blev ført tilsyn med opholdsstedet, samt at der under opholdet blev arbejdet på at finde andet egnet anbringelsessted, mente nævnet ikke, at der var grundlag for at fravige hovedreglen i retssikkerhedslovens § 9, stk. 3, idet barnet faktisk blev hjemgivet.

A kommune klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at amtet efter udskrivelsen fra skolen skulle finde et nyt opholdssted til barnet. Amtet havde givet udtryk for, at der i løbet af en uge kunne være et nyt sted til hende. A kommune havde på intet tidspunkt været i tvivl om, at hun havde behov for en døgnforanstaltning. Kommunen fandt, at havde været tale om et ubrudt forløb med fortsat døgnanbringelse. Endvidere henvistes til SM R-8-00, som A kommune mente beskrev sammenlignelige situationer.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring og belysning af praksis i sager om mellemkommunal refusion for udgifter vedrørende anbringelse af børn, jf. bl.a. SM O-16-92, herunder navnlig spørgsmålet om hjemgivelse altid vil medføre ophør af refusionsforpligtelsen.

B kommunes refusionsforpligtelse ophørte ikke den 1. februar 2003, da barnet blev midlertidigt hjemgivet.

Begrundelsen for afgørelsen var, at refusionsforpligtelsen ikke ophørte i forbindelse med barnets ophold i eget hjem i perioden 1. februar til 1. april 2003, da barnets ophold i eget hjem trådte i stedet for og kunne sidestilles med ophold på et anbringelsessted for børn og unge, jf. dagældende § 9a, stk. 1, nr. 2 og 7 og SM R-8-00.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om et kort midlertidigt ophold i eget hjem med henblik på afdækning af de fremtidige muligheder for anbringelse. Hjemgivelsen var ledsaget af massive tilbud om støtte til barnet og moderen og en væsentlig tilknytning til et anbringelsessted i form af bl.a. dagligt tilsyn.

Eftersom barnet efterfølgende blev anbragt igen fandt Ankestyrelsen, at der forelå et ubrudt forløb, jf. bl.a. SM O-98-97.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.