Ankestyrelsens principafgørelse C-27-04

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

13-06-2009

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 - § 61

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 91

En ansøger, der led af et alkoholafhængigheds- syndrom, delirøs abstinenstilstand som følge af alkoholbrug og emotionel ustabil personlighedsstruktur, havde 2 gange tidligere haft ophold i et midlertidigt botilbud og modtaget behandling for sit misbrug. Begge gange lod han sig udskrive og vendte herefter tilbage til sin tidligere livsstil. Efter sidste indlæggelse på et psykiatrisk center blev han på ny udskrevet til det midlertidige botilbud.

Ansøger søgte herefter kommunen om bevilling af opholdet, da han ikke forsvarligt kunne støttes i eget hjem med kommunalt tilbud. Kommunens visitationsudvalg godkendte ansøgningen og opholdsudgifterne ville blive afholdt af kommunen i henhold retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1 og 2 samt servicelovens § 91.

Kommunen fremsendte herefter anmodning til amtet om medfinansiering af det kommunale botilbud.

Amtets psykiatriafdeling meddelte afslag på medfinansiering af opholdet. Begrundelsen var, at amtet ikke fandt, at opholdet faldt ind under den amtslige forsyningsforpligtelse i henhold til servicelovens § 93.

Det var psykiatriafdelingens vurdering, at opholdet faldt under den kommunale forsyningsforpligtelse, jf. servicelovens §§ 91, 71 og 73, da der primært var tale om en omsorgsopgave og ikke en behandlingsopgave.

Kommunen klagede over amtets afslag. I klagen anførtes, at det var kommunens vurdering, at ansøger på grund af mange års misbrug havde betydelig nedsat psykisk funktionsevne og massive sociale problemer og havde brug for et midlertidigt botilbud efter servicelovens § 93, stk. 1, indtil hans tilstand var stabiliseret.

Ved oversendelsen til nævnet anførte amtet, at der var givet afslag på medfinansiering i henhold til servicelovens § 131 d.

Det sociale nævn var enig med kommunen i, at ansøger opfyldte betingelserne for at tage ophold i en boform efter servicelovens § 93, stk. 1, nr. 1.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger var en person med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der havde behov for særlig behandlingsmæssig støtte, jf. servicelovens § 93, stk. 1, nr. 1.

Nævnet skønnede, at ansøger midlertidigt havde brug for en specialiseret intensiv behandling med botilbud for at modvirke det destruktive drikkemønster og forebygge en forværring af sindslidelsen.

Med denne begrundelse ændrede nævnet således amtets afgørelse.

Amtets psykiatriafdeling klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen anførtes det, at det var psykiatriafdelingens vurdering, at der her var tale om en person, som ikke tilhørte den målgruppe, som i dag betragtedes omfattet af servicelovens § 93, stk. 1. Skulle denne gruppe være omfattet, vil der blive tale om en betragtelig udvidelse af den amtslige forsyningsforpligtelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om klageadgang ved afslag på medfinansiering efter servicelovens § 131 d.

Det sociale nævn havde ikke kompetence til at tage stilling til en kommunal klage over et amtskommunalt afslag på medfinansiering af et kommunalt tilbud efter servicelovens § 91, jf. servicelovens § 131d.

Det betød, at nævnets afgørelse ophævedes.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det fremgår af retssikkerhedslovens § 61, at hvis der opstår uenighed mellem kommuner og amtskommuner om deres forpligtelser, kan sagen indbringes for det sociale nævn. Klagen indbringes for det sociale nævn, som den kommune eller den amtskommune, som forpligtelsen gøres gældende mod, hører under.

Ankestyrelsen lagde til grund, at udtrykket forpligtelser henviser til, at bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor den kommunale eller amtskommunale indbyrdes forpligtelse ikke beror på en aftale, men følger umiddelbart af lovgivningen.

Af servicelovens § 131d, stk. 1 fremgår, at en amtskommune kan medfinansiere udgifter til en kommunal opgaveløsning, der overstiger grundtaksterne i §§ 131a og 131c, når foranstaltningen skønnes at nedsætte amtskommunens udgifter efter disse bestemmelser.

Ifølge § 131d, stk. 2 kan en amtskommune i ganske særlige tilfælde aftale at medfinansiere udgifter til en kommunal opgaveløsning, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt.

§ 131d er således en hjemmel til at amtskommunen kan afholde udgifter, som ellers skulle have været afholdt af kommunen.

Afholdelse af sådanne udgifter beror på aftale.

Ankestyrelsen har herved lagt til grund, at der i forbindelse med indførelse af grundtakstmodellen på det sociale område ikke er tiltænkt en udvidelse af retssikkerhedslovens § 61 til at omfatte klager mellem kommuner og amtskommuner om medfinansiering efter servicelovens § 131d.

Bestemmelser om finansiering i servicelovens § 131d er heller ikke omfattet af borgerens klageadgang, idet forpligtelsen efter bestemmelsen er afledt af den kommunale eller amtskommunale afgørelse i forhold til servicelovens bestemmelser om de forskellige typer af tilbud. Denne primære afgørelse kan borgeren klage over efter de almindelige regler.

Det sociale nævn kan således alene få mulighed for at tage stilling til amtskommunens afgørelse, såfremt amtskommunen har truffet afgørelse om afslag på optagelse i en boform efter servicelovens § 93, stk. 1 og ansøger klager over dette afslag.

Dette var ikke tilfældet i denne sag, hvor der alene var anmodet om medfinansiering af et tilbud bevilget efter servicelovens § 91.