Kommunen modtog i marts 2003 ansøgning om økonomisk hjælp til fysioterapi. Ansøger var på daværende tidspunkt samlevende og havde sygedagpenge som forsørgelsesgrundlag.
Kommunen gav afslag på tilskud til fysioterapi efter aktivlovens § 82, da man skønnede, at han selv ville kunne afholde udgiften ud fra et beregnet månedligt rådighedsbeløb på 5.165 kr.
I den økonomiske vurdering var der taget højde for, at der boede 2 på adressen, og at der dermed også var 2 til at betale de faste udgifter.
I begyndelsen af april oplyste ansøger, at hans samlever og deres fælles barn var flyttet. Han oplyste samtidigt, at han ønskede at blive boende i sin ejerbolig indtil videre. Han oprettede i den forbindelse en kassekredit i banken, så han kunne betale sine udgifter.
Kommunen fastholdte imidlertid sit afslag på økonomisk hjælp til fysioterapi.
Kommunen begrundede afgørelsen med, at han ikke selv umiddelbart gjorde noget aktivt for at komme ud af den situation, han var kommet i, f.eks. ved at sælge huset og derved realisere sine værdier.
Ultimo april 2003 opfyldte han ikke længere betingelserne for sygedagpenge og han fik derfor udbetalt kontanthjælp efter aktivloven med forsørgertakst.
Kommunen fastholdt afgørelsen i forbindelse med revurderingen.
I oversendelsesskrivelsen til det sociale nævn anførte kommunen, at man vurderede, at han ikke gjorde noget aktivt for at komme ud af den situation, han var kommet i og fik realiseret sine værdier. Desuden henviste man til, at han via sin kassekredit selv kunne afholde udgiften.
Nævnet fandt, at kommunen ikke var berettiget til at give afslag under henvisning til, at ansøger selv kunne afholde udgiften af en kassekredit, og kommunen skulle derfor foretage en vurdering af, om behandlingen var nødvendig og lægeligt velbegrundet.
Nævnet lagde vægt på, at han modtog kontanthjælp og at hans månedlige indtægt udgjorde ca. 10.217 kr. Han havde faste udgifter for ca. 11.646 kr. og han havde således et underskud på omkring 1.400 kr. om måneden.
Det var nævnets opfattelse, at det ikke var rimeligt eller lovligt at forlange, at han skulle optage lån til at afholde sine udgifter til fysioterapi med. Nævnet lagde afgørende vægt på, at han modtog kontanthjælp, og at han tidligere var på sygedagpenge.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at kommunen betragtede en kassekredit som likvid formue (udnyttelse af sine lånemuligheder), hvorfor ansøger selv kunne afholde udgiften. Endvidere fandt kommunen ikke, at en boligudgift på 10.432 kr. for en enlig med samkvem med et barn var en rimelig månedlig boligudgift.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommune ved vurderingen af om en ansøger havde økonomisk mulighed for selv at betale udgifterne til sygebehandling, jf. § 82, kunne forlange, at ansøgeren skulle optage lån til at betaling af udgifterne - herunder om en kassekredit kunne anses for at være en formue.
