Ankestyrelsens principafgørelse C-36-04

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 109 og § 109e

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 129, stk. 1

Kommunen indstillede til nævnet, at en 36-årig kvinde, der var infantil autist, skulle optages i et amtskommunalt botilbud, jf. servicelovens § 109 e, stk. 1.

Det fremgik af sagen, at kvinden hidtil havde boet hos sin mor. Der var bevilget 119 døgns aflastning om året i det amtskommunale botilbud. Gennem 2003 rapporterede aflastningsstedet om tiltagende problemer, og kvinden mødte ofte i aflastning i meget dårlig forfatning. I midten af januar 2004 kom kvinden i akut aflastning, idet der havde været episoder i hjemmet, hvor moderen havde givet udtryk for, at hun ikke kunne holde datterens skrigeri og aggressivitet ud. Moderen havde også givet udtryk for, at hun havde holdt en pude over datterens ansigt for at få hende til at tie stille. I forbindelse med den akutte aflastning fandt personalet et glas stesolid sammen med kvindens medicin. Medicinen var udskrevet i midten af december 2003, og der var kun 12 ud af 100 tabletter tilbage. Om det var på grund af stesolid eller af anden grund, så kunne kvinden næsten ikke gå, da hun kom i aflastningen.

På grund af de tiltagende problemer tilbød kommunen moderen, at den bedste løsning ville være, at datteren fik permanent ophold på en døgninstitution. Hvis moderen ønskede, at datteren fortsat skulle bo hos hende, kunne hjemmeplejen kobles på den daglige omsorg af datteren sammen med blandt aflastning. Der blev tilbudt morgenpleje, middagsbesøg samt besøg til aften og sengetid og "kigbesøg" i løbet af døgnet. Hertil kom medicinering via sygeplejerske, evt. hjælp til rengøring hver 14. dag, ledsageordning, vedligeholdelsestræning i hjemmet med bistand fra fysioterapeut samt fortsat aflastning.

Hjemmeplejens tilbud blev iværksat i slutningen af februar 2004. Hjemmeplejen rapporterede løbende om problemer i hjemmet, og kommunen henstillede skriftligt til moderen, at hun indgik i et positivt samarbejde omkring datterens trivsel. Hjemmeplejen meddelte i midten af maj 2004, at man ikke så sig i stand til at varetage omsorgen for kvinden på tilfredsstillende vis, og hjælpen stoppede med øjeblikkelig virkning. Personalet fandt, at kvinden var udsat for massiv omsorgssvigt, og at hun reagerede voldsomt på moderen, der skønnedes at have alkoholproblemer. Kommunen tog herefter initiativ til at visitere kvinden til en permanent plads på det amtskommunale botilbud, hvor hun hidtil havde været i aflastning, hvilket moderen modsatte sig.

Personalets observationer var beskrevet i en række notater. Det fremgik heraf blandt andet, at moderen flere gange havde været påvirket af øl, evt. medicin. Det var tydeligt, at kvinden ikke brød sig om, at moderen var påvirket. Kvindens seng var ofte våd, og hun tissede på sofaen. I et tilfælde var det konstateret, at kvinden ikke havde trusser på, selvom hun havde menses. I et andet tilfælde havde personalet registreret en konflikt mellem kvinden og moderen, hvor moderen sparkede til en rollator. Andre gange optrådte kvinden aggressivt og hun slog i flere tilfælde sig selv. En dag i maj, hvor moderen var lettere beruset, havde datteren smadret en lampe. Dagen efter var der kaos, og datteren havde slået badeværelsesvinduet itu. Dagen efter igen oplyste moderen, at det gik af h.. til, og at datteren var hysterisk, skør osv. Da hun så moderen gik hun amok og slog sig selv. Moderen var påvirket, og når hun nærmede sig, ændrede datteren adfærd, blev tavs og ville undgå at se på hende.

Af det amtskommunale botilbuds oplysninger til sagen fremgik blandt andet, at kvinden var begyndt i aflastning i botilbuddet 2001. Hun var formodet autist, kunne nogle få verbale ord, men benyttede sig overvejende af tegn som kommunikationsform. Hun var i fysisk dårlig stand og brugte rollator på grund af gangbesvær. Hun kunne selv klare toiletbesøg, men skulle ofte opfordres dertil. Hun havde behov for fuld støtte til bad samt til tandbørstning. Hun kunne selv spise og bruge kniv og gaffel, men skulle have hjælp til at skære maden i stykker. Kvinden kunne være selvdestruktiv og højtråbende i situationer, hvor hun var utilfreds, ikke blev forstået eller havde smerter. I disse situationer slog hun sig selv med knytnæve, hvor det gjorde ondt, eller hun rev sig. Botilbuddet kunne give kvinden en rolig og struktureret hverdag præget af genkendelighed samt den nødvendige omsorg og tryghed.

Det fremgik i øvrigt af kommunens indstilling, at kommunen havde anmodet statsamtet om at beskikke en personlig og økonomisk værge for kvinden.

Den advokat, der ydede kvinden bistand under sagen, jf. servicelovens § 109 h, stk. 1, havde ikke indvendinger mod kommunens indstilling om optagelse i særligt botilbud.

Det sociale nævn traf afgørelse om, at betingelserne for at optage den 36-årige kvinde i det særlige botilbud uden samtykke var opfyldt, jf. servicelovens § 109 e, stk. 1.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det var tilstrækkeligt dokumenteret, at flytningen var absolut påkrævet for, at kvinden kunne få den nødvendige hjælp, og at hjælpen ikke kunne gennemføres i den hidtidige bolig. Efter nævnets opfattelse udsatte kvinden sig selv for at lide væsentlig personskade ved at forblive i egen bolig, og det ville være uforsvarligt ikke at sørge for en flytning.

Nævnet lagde vægt på, at kvinden var vidtgående psykisk og fysisk handicappet, herunder infantil autist, der gjorde hende ude af stand til at overskue konsekvenserne af sine handlinger. Der var desuden lagt vægt på de beskrivelser, der forelå fra hjemmeplejen og aflastningsstedet om formodet overmedicinering, om kvindens selvdestruktive og urolige adfærd i hjemmet, moderens varetagelse af datterens særlige behov for støtte og omsorg, datterens fysiske tilstand, når hun kom i aflastning samt observationerne af moderens tilstand og forholdene i øvrigt under hjemmeplejens besøg.

Det var herefter nævnets vurdering, at moderen ikke kunne varetage den nødvendige hjælp og opsyn i forhold til kvinden. Nævnet havde også henset til, at kvinden ikke havde udtrykt utilfredshed med at bo på aflastningsstedet, og at det var moderens ønske, at hun skulle blive boende hjemme. Nævnet havde desuden lagt vægt på, at der gjaldt særlig forpligtelse over for kvinden i medfør af servicelovens §§ 67 og 67 a, til at påse, at der ikke skete omsorgssvigt.

Nævnet havde været opmærksom på, at moderen havde anført, at kommunens oplysninger om hendes misbrug ikke var korrekte, og at hun var i stand til at passe datteren. Nævnet fandt imidlertid, at der var grundlag for at træffe afgørelse om flytning uden samtykke, da oplysningerne både fra aflastningsstedet og hjemmeplejen viste, at kvinden ikke kunne passes forsvarligt i eget hjem, også selv om der ydedes omfattende støtte i hjemmet.

Moderen indbragte nævnets afgørelse for Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen fandt ikke, at den 36-årige kvinde kunne optages i det amtskommunale botilbud uden samtykke.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at kvinden var omfattet af personkredsen i servicelovens § 109, stk. 2. Ankestyrelsen var derimod ikke enig med nævnet i, at kvinden opfyldte betingelserne for at kunne optages i det bestemte botilbud uden samtykke, jf. servicelovens § 109 e, stk. 1.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kvinden led af infantil autisme, hvilket medførte, at hendes psykiske funktionsevne var betydelig og varigt nedsat. Som følge af den nedsatte psykiske funktionsevne måtte hun anses for at være ude af stand til at tage fornuftsmæssig stilling til spørgsmålet om fremtidige boligforhold.

Begrundelsen var videre, at kommunen ikke på det foreliggende grundlag havde godtgjort, at flytning til det amtskommunale tilbud var absolut påkrævet for, at kvinden kunne få den nødvendige hjælp, og at hjælpen ikke ville kunne gennemføres i den hidtidige bolig. Det kunne heller ikke på det foreliggende grundlag anses for godtgjort, at kvinden udsatte sig selv for at lide væsentlig personskade ved at blive boende i den hidtidige bolig, og at det derfor ville være uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kvinden fra ultimo februar til medio maj 2004 modtog hjemmepleje med besøg morgen, middag, aften og til sengetid, hvor hun blandt andet fik hjælp til personlig pleje og anretning af måltider. Hertil kom blandt andet "kigbesøg" samt medicinering fra sygeplejerske.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at hjemmeplejen stoppede, da personalet fandt, at forholdene i kvindens hjem var uforsvarlige. Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at kommunen havde godtgjort, at kvinden ikke ville kunne få den fornødne pleje og omsorg på anden og mindre indgribende måde end ved flytning til det amtskommunale tilbud, fx ved ændret tilrettelæggelse af hjælpen i hjemmet, inddragelse af fornøden socialpædagogisk bistand og/eller øget aflastning. Ankestyrelsen vurderede desuden, at de observationer om omsorgssvigt, som personalet havde beskrevet, ikke var tilstrækkelig graverende til, at der kunne anses for at være reel risiko for, at kvinden var udsat for væsentlig personskade, hvis hun blev boende i den nuværende bolig.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det blandt andet i flere tilfælde var beskrevet, at kvinden havde slået sig selv, og at hun havde smadret en lampe og et badeværelsesvindue. Hertil kom, at personalet ofte havde registreret, at moderen havde virket påvirket. Der var desuden formodning om, at kvinden i et tilfælde var blevet overmedicineret med stesolid.

Ankestyrelsen lagde også lagt vægt på servicelovens § 109, stk. 1 og 4. Ifølge stk. 1 er formålet med servicelovens bestemmelser om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, at begrænse disse indgreb til det absolut nødvendige. Indgrebene må aldrig erstatte omsorg, pleje eller socialpædagogisk bistand. Ifølge stk. 4 skal anvendelse af magt stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at de foreliggende oplysninger tydede på, at moderen næppe var i stand til længere at varetage den nødvendige hjælp og opsyn i forhold til kvinden. Dette forhold havde indgået i Ankestyrelsen vurdering, men Ankestyrelsen fandt ikke, at det kunne medføre en ændret vurdering.

Ankestyrelsen havde desuden taget forarbejderne til servicelovens bestemmelser om magtanvendelse i betragtning (L 195 - folketingsåret 1998-99). Det følger heraf blandt andet, at det er en forudsætning for at træffe afgørelse om optagelse i særligt botilbud uden samtykke, at det er helt nødvendigt for at sikre, at den pågældende ikke udsætter sig selv for alvorlig personskade, og at der ikke er andre og mindre indgribende måder at yde bistanden på.

Det fremgår også af lovforarbejderne, at der kræves en høj grad af sandsynlighed for, at pågældende inden for kortere tid - tilsigtet eller utilsigtet - vil udsætte sig selv for alvorlig skade på legeme eller helbred. En beslutning om flytning kan først træffes, når det er uforsvarligt at undlade flytningen. Bestemmelsen om flytning uden samtykke skal alene kunne anvendes i graverende tilfælde, hvor såvel hensynet til den pågældende, til omgivelserne og de krav, der med rimelighed kan stilles til kommunen om at etablere passende servicetilbud i pågældendes hidtidige bolig bevirker, at der er et åbenbart behov for indgriben. Flytningen til et botilbud skal medføre en klar forbedring af den enkeltes situation og livskvalitet.

Der var desuden lagt vægt på praksis, herunder SM C-21-00, C-22-00 samt C-26-00, hvor Ankestyrelsen blandt andet fandt, at den nødvendige hjælp kunne ydes på anden og mindre indgribende måde, samt at der ikke var dokumenteret tilstrækkelig risiko for, at pågældende udsatte sig for alvorlig personskade ved at forblive i egen bolig. Der henvistes desuden til SM C-28-02 om en kvinde, der led af Downs Syndrom, hvor de fysiske pladsforhold i det hidtidige botilbud medførte problemer med at håndtere hendes nuværende helbredstilstand på en værdig måde, hvilket ikke var tilstrækkeligt til opfylde betingelsen om alvorlig personskade Ankestyrelsen bemærkede, at "alvorlig personskade" nu var ændret til "væsentlig personskade" i loven, men at dette ikke indebar nogen realitetsændring.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.