Ankestyrelsen (og det sociale nævn) havde ikke kompetence til at tage stilling til kommunens afslag på rykning af en panterettighed i familiens ejendom, jfr. servicelovens § 121 og retssikkerhedslovens § 60, stk. 1.
Det betød, at Ankestyrelsen (og det sociale nævn) ikke kunne behandle det påklagede spørgsmål om rykning af kommunens panterettighed.
Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.
Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunens afslag på at rykke panteretten i ejendommen ikke var en afgørelse, som kunne påklages til de sociale klageinstanser, jf. servicelovens § 121 og retssikkerhedslovens § 60, stk. 1.
Kommunes afslag havde karakter af udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed i relation til det bevilgede lån efter servicelovens § 102, stk. 1. Afslaget var ikke en afgørelse, der kunne ankes.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at beslutninger truffet som led i faktisk forvaltningsvirksomhed efter den almindelige forvaltningsret ikke kan ankes og behandles i klageinstanserne.
Ankestyrelsen lagde til grund, at kommunens afslag ikke skabte (ny) ret for familien, men at afslaget var en faktisk forvaltningsbeslutning, der knyttede sig til den oprindelige afgørelse om bevilling af hjælp til indretning af boligen efter servicelovens § 102, stk. 1.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at situationen ikke var reguleret gennem den sociale lovgivning. Der var således ikke i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 19. februar 1998 om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning udstedt regler, som regulerede situationen.
Ankestyrelsen lagde til grund, at kommunens afslag på at rykke sin panterettighed havde karakter af en privatretlig råden, som Ankestyrelsen ikke kunne efterprøve.
Ankestyrelsen havde bemærket sig, at kommunens beslutning var truffet under iagttagelse af almindeligt gældende forvaltningsretlige principper, og at beslutningen overordnet set var truffet ud fra saglige kriterier.
