Ankestyrelsens principafgørelse C-14-04

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

13-06-2009

Lov om folkeskolen - lovbekendtgørelse nr. 870 af 21. oktober 2003 - § 34

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 16 og § 17

Et forældrepar søgte om skoleudsættelse i et år for deres søn, der som følge af sit handicap gik et amtskommunalt særligt dagtilbud.

Skole- og kulturforvaltningen i kommunen meddelte, at ansøgningen var imødekommet. Beslutningen begrundedes med henvisning til folkeskolelovens § 34, stk. 2, hvori det er fastlagt, at et barns undervisning kan udsættes til et år efter undervisningspligtens ikrafttræden, når forældrene anmodede om det, og når udskydelsen var begrundet i barnets udvikling.

Ved afgørelsen blev der samtidig gjort opmærksom på, at den bevilgede dispensation ingen indflydelse havde på anmodningen om endnu et år i specialbørnehaven. Denne dispensation ville skulle søges gennem kommunens socialforvaltning.

Kommunens centrale visitationsudvalg behandlede en fremsendt udviklingsbeskrivelse/handleplan vedrørende drengen. Grundet hans positive udvikling anbefalede udvalget samt Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, at drengen fik skoleudsættelse og forblev i specialbørnehaven frem til skolestart. Indstillingen blev tillige behandlet i familieafsnittet, som ligeledes indstillede til fortsat ophold i specialbørnehaven. Indstillingen blev videresendt til amtet.

Amtet fremsendte en skrivelse til forældrene med oplysning om, at amtet påtænkte ikke at meddele fortsat ophold i specialbørnehaven. Sagen havde været drøftet på møde i Social-Psyjiatriudvalget. Her blev følgende beslutninger truffet:

* Udvalget vedtog, at serviceniveauet for specialgrupperne ikke skulle udvides. Der var således ikke automatisk mulighed for at forblive i specialbørnehavetilbud ved udsættelse af skolestart.

* Udvalget vedtog samtidig at bemyndige forvaltningen til at afgøre den konkrete sag i overensstemmelse hermed.

Forvaltningen vurderede

* Drengen havde været indskrevet i specialbørnehaven over 2 år og 8 måneder, såfremt han blev udskrevet til normal skolestart.

* Drengen vurderedes i udviklingsbeskrivelse/handleplan udarbejdet af specialbørnehaven som værende i positiv og god udvikling.

* Det ville være forsvarligt at flytte drengen til et individuelt tilrettelagt specialundervisningstilbud, da dette tilbud tilrettelagdes, så det passede til drengens behov og udviklingsniveau. Dette sikredes via et samarbejde mellem amtets specialundervisning, specialbørnehaven og forældrene.

* Kommunens Skole- og Kulturudvalg havde ikke vurderet det nødvendigt at betinge skoleudsættelsen af, at drengen blev indskrevet i et børnehavetilbud i den mellemliggende periode.

Amtet påtænkte herefter at give afslag på fortsat ophold i specialbørnehavetilbud for drengen.

Forældrene gjorde bl.a. gældende, at det afgørende måtte være, hvad der tjente drengens interesser bedst. Det var forældrenes opfattelse, at amtet ikke havde foretaget en konkret stillingtagen til, hvad der gavnede drengen mest muligt. Til amtets 4 punkter anførte de bl.a., at selvom barnet var inde i en god og positiv udvikling, så var han på mange områder mentalt udviklet som en 2-årig. Forældrene var af den bestemte opfattelse, at yderligere 1 års ophold i specialbørnehaven med den målrettede pædagogiske indsats som personalet ydede, ville give drengen langt bedre muligheder for derefter at opnå et godt resultat af specialundervisningen i skoleforløbet.

På ovennævnte baggrund anmodede forældrene om, at det sociale nævn ændrede amtets afgørelse.

I forbindelse med revurderingen anførte amtet til nævnet, at der skulle noget ganske særligt til, for at et barn kunne forblive i et specialbørnehavetilbud. Det gjaldt også, selv om kommunen havde godkendt skoleudsættelse for det pågældende barn.

Det fremgik ligeledes af handleplanen, at drengen var blevet bedre til at honorere små krav, og at han gerne indgik i de aktiviteter, den voksne anviste ham, ligesom han nød planlagte ture ud af huset. Han var blevet mere stabil rent følelsesmæssigt og havde i tiden op til udførelsen af handleplanen været i harmoni med sig selv.

Det var amtets opfattelse, at drengen ville komme til at opleve udvikling og trivsel via et specialundervisningstilbud. Det fremhævedes, at et sådant tilbud på samme måde som specialbørnehavetilbudet tilrettelagdes individuelt, så der fortsat kunne tages hensyn til drengens særlige behov. Dette sikredes via et samarbejde mellem amtets Specialundervisning, specialbørnehaven og forældrene.

Endvidere at kommunens Skole- og Kulturudvalg ikke havde vurderet det nødvendigt at betinge skoleudsættelse af, at drengen blev indskrevet i et børnehavetilbud i den mellemliggende periode. Dette var af betydning, fordi folkeskolelovens § 34, stk. 2 netop gav Skole- og Kulturforvaltningen mulighed for at indsætte en sådan betingelse. Alternativet kunne være, at forældre ønskede skoleudsættelse i forbindelse med forældreorlov, således at barnet i perioden ikke havde behov for et andet tilbud.

Amtet oplyste under behandlingen af sagen i nævnet, at drengen startede i specialundervisningstilbud.

Det sociale nævn ændrede amtets afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det af servicelovens § 16 fremgår, at amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et af de almindelige dagtilbud, jf. §§ 7 og 8. Amtskommunen træffer i.h.t. § 17, efter indstilling fra opholdskommunen, afgørelse om optagelse i et særligt dagtilbud.

Der var ikke i serviceloven fastsat regler om opsigelse fra særlige dagtilbud. Det fremgår imidlertid af Socialministeriets vejledning nr. 53 af 6. marts 1998 om dagtilbud m.v. til børn pkt. 8.1, at amtskommunens forpligtelse som udgangspunkt ikke omfatter skolesøgende børn.

Det var på denne baggrund nævnets opfattelse, at den omstændighed, at barnet når den undervisningspligtige alder ikke i sig selv medførte, at amtskommunens forpligtelse efter servicelovens § 16 bortfaldt, men at dette (som udgangspunkt) først skete, når barnet påbegyndte undervisning.

Nævnet lagde herefter vægt på, at der ikke forelå oplysninger om forhold, der gjorde, at drengen ikke længere havde behov for en specialbørnehaveplads. Det at kommunen ikke udtrykkeligt havde betinget udsættelse af skolestart af (fortsat) optagelse i specialbørnehave fandtes således ikke at kunne tillægges afgørende betydning for sagen.

Nævnet var opmærksomt på, at amtet i forbindelse med opsigelsen fra specialbørnehaven, havde givet tilbud om specialundervisning. Da kommunen imidlertid havde bevilget udsættelse af skolestart, fandt nævnet, at et sådant tilbud ikke kunne træde i stedet for et tilbud om specialbørnehaveplads.

Amtet klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen anmodedes om en stillingtagen til den kompetencetvist, der opstod, når kommunen godkendte skoleudsættelse efter folkeskolelovens § 34, stk. 2 for et barn, der var indskrevet i et amtsligt specialbørnehavetilbud, jf. servicelovens § 16.

Det fremgår af servicelovens § 17, at amtet træffer afgørelse om optagelse i et særligt dagtilbud efter indstilling fra opholdskommunen, jf. § 131b. Ifølge § 131b fordredes der som udgangspunkt enighed mellem amt og kommune ved visitationen. Såfremt amtet vurderede, at der ikke var behov for fortsat ophold i specialbørnehavetilbud, skulle meddelelse herom til kommunen indeholde et forslag til et andet tilbud, jf. servicelovens § 131b, stk. 2. Det bedste alternative tilbud, som amtet kunne give, var imidlertid et individuelt tilrettelagt tilbud om specialundervisning.

Konsekvensen af nævnets afgørelse blev, at amtet blev bundet af den kommunale afgørelse om skoleudsættelse og forpligtet til at bevilge fortsat ophold i specialbørnehavetilbud udover bevillingen, der løb indtil skolealderens indtræden. Det ville betyde, at reglen i folkeskolelovens § 34, stk. 2 om skoleudsættelse gik forud for reglen i servicelovens § 17, der tillagde amtet beslutningskompetencen ved visitation til specialbørnehavetilbud, og servicelovens § 131b, der fordrede enighed mellem amt og kommune før et tilbud kunne gives eller medfinansieres.

Endelig oplystes det i klagen, at afgørelsen ikke fik konsekvenser i den konkrete sag, idet drengen var startet i et specialundervisningstilbud, før afgørelsen kom, og forældrene ønskede ikke drengen flyttet tilbage i specialbørnehavetilbudet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af amtets mulighed for at opsige et barn, der var optaget i en specialbørnehave, når kommunen havde bevilget skoleudsættelse.

Ankestyrelsen fandt, at nævnet ikke havde været berettiget til at ændre amtets afgørelse med den anførte begrundelse.

Det betød, at sagen normalt skulle have været hjemvist til nævnet til fornyet behandling og afgørelse. Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke grundlag for at hjemvise denne sag til nævnet til fornyet behandling, da drengen på tidspunktet for nævnets afgørelse var påbegyndt et skoleforløb og da drengens forældre efter amtets oplysninger ikke var interesseret i at flytte drengen tilbage til det særlige dagtilbud.

Ankestyrelsen lagde til grund, at det fremgår af servicelovens § 17, at amtet træffer afgørelse om optagelse i et særligt dagtilbud efter indstilling fra opholdskommunen, jf. servicelovens § 131b.

Der er ikke i serviceloven fastsat regler om ophør af et særligt dagtilbud. Socialministeriet har i vejledningen om dagtilbud m.v. til børn anført, at en kommune kan beslutte, at et dagtilbud er forbeholdt en bestemt aldersgruppe. Når et barn når den øverste aldersgrænse for dagtilbudet, ophører pladsen uden særlig varsel.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at dette ikke gjaldt for de amtskommunale dagtilbud.

Af Socialministeriets vejledning nr. 53 af 6. marts 1998 om dagtilbud m.v. til børn, pkt. 8.1 fremgår endvidere, at for skolesøgende børn med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har kommunen pligt til at etablere fritidsordninger efter servicelovens § 7. Amtskommunens forpligtelse vedrører her alene de forholdsvis få børn, der har et så særligt behov for støtte, behandling m.v. at det ikke imødekommes inden for de kommunale rammer.

Den undervisningspligtige alder er 1. august det år barnet fylder 7 år, jf. folkeskolelovens § 34, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt således, at hovedreglen var, at børn der når den undervisningspligtige alder ophører i dagtilbudet og overgår til skole- og fritidsordninger.

Såfremt der som i nærværende sag ønskedes fortsat ophold i et særligt dagtilbud, træffer amtet afgørelse herom efter en konkret vurdering af barnets behov og efter indstilling fra kommunen.

Amtet skulle foretage en selvstændig vurdering af behovet for fortsat ophold i det særlige dagtilbud, og amtet var ved denne vurdering ikke bundet af vurderingen om dispensation for skolestart, men måtte lægge denne til grund i den samlede vurdering.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ifølge reglerne kunne bevilges dispensation for skolestart uden at der forelå et dagtilbud, og at dispensation også kunne gøres betinget af fortsat ophold i dagtilbud. Der var således ikke forudsat automatisk forbliven i dagtilbudet som følge af dispensation for skolestart. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at såfremt amtet ikke havde mulighed for en selvstændig vurdering, ville amtets kompetence efter servicelovens § 17 være illusorisk i disse tilfælde.

Forældres uenighed i amtets vurdering af behovet for fortsat ophold i særligt dagtilbud måtte afgøres af de sociale klagemyndigheder.

Ankestyrelsen fandt således at nævnet burde have truffet afgørelse ud fra en konkret vurdering af barnets behov og i den samlede vurdering have inddraget, at der var givet dispensation for skolestart.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.