Ankestyrelsens principafgørelse P-23-04

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 42 af 28. januar 2004 - § 16 og § 20, stk. 2

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 - § 60, stk. 1

En ansøger anmodede den 27. marts 2003 kommunen om alene at tage stilling til spørgsmålet om pension efter § 17, stk. 1, 2. pkt. og 3. pkt. i lov om social pension.

Kommunen traf den 4. juni 2003 afgørelse om, at ansøgeren ikke var berettiget til førtidspension, idet der ikke var dokumentation for, at revaliderings- og fleksjobmulighederne var udtømte. En iværksat arbejdsprøvning gav ikke grundlag for en tilstrækkelig afklaring, idet ansøgeren kun havde et fremmøde på 23½ time, hvilket vurderedes for mangelfuldt til, at der kunne foretages en vurdering af hans arbejdsmuligheder. Ud fra de indhentede oplysninger var der foretaget en samlet faglig vurdering af ansøgerens arbejdsevne og ressourcer samt mulighed for at anvende disse, jf. § 19, pkt. 2 i lov om social pension. På denne baggrund vurderede kommunen, at der var mulighed for, at ansøgeren ville kunne arbejde indenfor et område eksempelvis som pedel, halinspektør eller lignende, hvor han ville kunne drage nytte af sine ressourcer indenfor håndværkerfaget samt hans tidligere store arbejdsmarkedserfaring. Der kunne eventuelt blive tale om arbejde indenfor fleksjobområdet.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse om afslag på førtidspension, men fandt at ansøgeren havde ret til fleksjob fra 1. februar 2003, jf. § 69 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Nævnet lagde herved vægt på kommunens lægekonsulents notat af 9. januar 2003 om, at ansøgeren havde varige skånehensyn, der var så omfattende, at han alene ville kunne klare beskæftigelse under beskyttede vilkår. Kommunen skulle således udbetale ansøgeren ledighedsydelse, hvis han i øvrigt var berettiget hertil med virkning fra 1. februar 2003.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen var det bl.a. anført, at det var kommunens opfattelse, at det sociale nævn ikke havde kompetence til at inddrage og træffe beslutning på grundlag af andre muligheder i den sociale lovgivning i en situation, hvor kommunen (som første instans) som beslutningsgrundlag alene skulle forholde sig til en meget begrænset del af den sociale lovgivning - i dette tilfælde pensionslovens § 17, stk. 1, 2. pkt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om ankeinstansen var berettiget til at foretage en helhedsvurdering, når ansøger havde ansøgt om pension alene.

Ved behandling af klagen over kommunens afslag på førtidspension ifølge pensionslovens § 20, stk. 2, jf. § 16 havde nævnet alene ret til at tage stilling til denne afgørelse. Nævnet havde således ikke ret til at træffe afgørelse om visitation til fleksjob fra den 1. februar 2003, jf. kapitel 13 om fleksjob mv. i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Ankestyrelsen var således enig i det sociale nævns afgørelse om afslag på førtidspension, men var ikke enig i det sociale nævns afgørelse om visitation til fleksjob.

Ankestyrelsen vurderede, at nævnet som klageinstans kun havde kompetence til at tage stilling til den påklagede afgørelse.

Ifølge retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, 1. punktum kan de afgørelser som kommunen træffer efter den sociale lovgivning, indbringes for det sociale nævn.

Ansøgeren havde den 27. marts 2003 anmodet kommunen om, at der alene blev taget stilling til spørgsmålet om førtidspension, og kommunen traf afgørelse om, at sagen på baggrund af den dokumentation der allerede forelå, overgik direkte til behandling efter reglerne om førtidspension, jf. § 17, stk. 1, 2. og 3. pkt. i lov om social pension.

Den 4. april 2003 traf kommunen afgørelse om, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for tilkendelse af førtidspension efter § 20, stk. 2, jf. § 16 i lov om social pension.

Kommunen havde ikke samtidig truffet afgørelse om visitation til fleksjob og dermed ikke vurderet sagen på grundlag af reglerne om fleksjob mv. i kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Da der alene var truffet afgørelse efter lovens § 20, stk. 2, jf. § 16, skulle klageinstansen efter Ankestyrelsens opfattelse kun tage stilling til kommunens afgørelse herom.

Ankestyrelsen tilføjede, at styrelsen ikke havde fundet anledning til at vurdere sagen i øvrigt, men efter omstændighederne kun havde behandlet spørgsmålet der var rejst i klagen. Der henvistes herved til kommunens oplysning om, at kommunen var enig i nævnets afgørelse med hensyn til afslag på førtidspension.

Ankestyrelsen tilføjede, at en speciallægeerklæring af 4. marts 2004 samt erklæring af 29. september 2003 fra øjenlæge, der var udarbejdet efter kommunens afgørelse, ikke kunne indgå i bedømmelsen.