Ankestyrelsens principafgørelse N-2-04

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lov nr. 419 af 10. juni 2003 - § 70

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 697 af 21. august 2002 - § 18

En 42-årig maskinarbejder med en række supplerende industrikurser, havde haft en række forskellige arbejdsforhold. Fra 1988 til endelig sygemelding i 2001 var der tale om fysisk belastende arbejde, specielt med mange tunge løft.

Efter en tidligere arbejdsskade blev der fastsat et mén på 13 % mén og erhvervsevnetabet blev skønnet til 15 % eller derover.

Helbredsmæssigt var der fra efteråret 1998 tale om gradvist tiltagende lænderygsmerter med diffus udstråling til venstre ben.

En arbejdsmedicinsk undersøgelse i september 2000 viste normale forhold i rygge, men rygmuskulaturen var svagt udviklet, hvilket overvejende blev anset som årsag til hans gener. Hans lumbago-ischiasligenende gener blev anset for arbejdsbetingede. Tilstanden kunne formentlig bedres ved rygtræning.

I forbindelse med rygtræning i sygehusregi i september 2002 blev det vurderet, at han ikke længere ville kunne klare rygbelastende arbejde. Det blev anbefalet, at han fik hjælp til at komme i gang med arbejde, der var varieret og uden tunge løft.

Neurokirurgisk undersøgelse i februar 2003 viste, at der næppe var tale om nerverodspåvirkning. Ansøgeren havde på det tidspunkt ikke arbejdet i 15 måneder på grund af rygsmerter og al behandling havde været uden effekt. Ud fra hans egen forklaring om sin meget begrænsede funktionsevne betinget af smertetilstand, skønnede lægen det næppe sandsynligt, at ansøgeren ville kunne arbejde, heller ikke i fleksjob.

Ansøgeren fremsendte selv en neurologisk erklæring fra september 2003. Konklusionen heri var, at han havde et kronisk rygsmertesyndrom. Der var ikke tegn på nerverodspåvirkning eller mistanke om diskusprolaps. Han ville ikke kunne arbejde som han tidligere havde gjort. Generelt blev det vurderet, at han ikke længere kunne klare rygbelastende eller siddende arbejde, men nok i begrænset omfang et arbejde med skiftende arbejdsstillinger, eventuelt ved en form for tilsynsarbejde.

Ved arbejdsprøven i efter året 2002 kunne ansøgeren arbejde 15 timer om ugen. En planlagt timeforøgelse fra slutningen af december blev aldrig sat i værk på grund af juleferie. I januar meldte han sig syg og arbejdsprøven blev ikke siden genoptaget.

Kommunen visiterede ansøgeren til fleksjob den 23. april 2003 og fandt samtidig, at der ikke var grundlag for at lade sagen overgå til behandling som en førtidspensionssag. Kommunen lagde vægt på, at ansøgeren havde vist, at han kunne arbejde 15 timer om ugen.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at der ikke var helbredsforhold, der udelukkede beskæftigelse i et fleksjob, hvor der kunne tages skånehensyn overfor rygbelastende arbejde.

I klagen var det anført, at ved vurdering af arbejdsevnen skulle ressourceprofilen omsættes til konkrete jobfunktioner.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af i hvilket omfang, der i henhold til erhvervsevne-bekendtgørelsens § 5 var krav om angivelse af konkrete jobfunktioner, som borgeren måtte antages at kunne varetage på arbejdsmarkedet.

Ansøgerens sag opfyldte på det foreliggende dokumentationsgrundlag ikke betingelserne for at overgå til behandling efter reglerne om tilkendelse af førtidspension.

Vurderet ud fra ansøgerens alder, uddannelse, tidligere arbejdsforhold, almene ressourcer og helbredsforhold skønnede Ankestyrelsen, at han havde en resterhvervsevne som kunne udnyttes ved arbejde inden for hidtidige jobområder, under hensyn til at arbejdet ikke måtte være fysisk belastende eller stillesiddende. Specielt kunne der peges på beskæftigelse ved en form for tilsynsarbejde, hvor der kunne være mulighed for vekslende arbejdsstillinger og hvor der kunne tages hensyn til rygsmerter.

Det betød, at ansøgeren fortsat opfyldte betingelserne for at være visiteret til et fleksjob med virkning fra 1. maj 2003.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.

Ankestyrelsen bemærkede, at nævnet ved sin afgørelse burde har peget på hvilke konkrete erhvervsstillinger eller hvilke konkret specificerede arbejdsfunktioner, med relation til ansøgerens hidtidige arbejdsområde, han måtte antages at kunne arbejde med.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen vægt på, at det var lovbestemt, at der skulle udarbejdes en ressourceprofil efter bestemmelserne herom i erhvervsevnebekendtgørelsen, ved såvel afgørelse om visitation til et fleksjob som ved afgørelse om ret til førtidspension.

Ved disse afgørelser skulle der foretages en vurdering af borgerens arbejdsevne på grundlag af en samlet beskrivelse og vurdering af pågældendes faglige og personlige ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer. Denne vurdering skulle sammenholdes med en vurdering af hvilke konkrete jobfunktioner, som borgere kunne varetage på arbejdsmarkedet, jf. erhvervsevnebekendtgørelsen § 5.

Ankestyrelsen vurderede, med baggrund i forarbejderne til lov om social pension, som var gældende fra 1. januar 2003, og her specielt bemærkningerne til pensionslovens § 20, stk. 2 om afgørelse om afslag på ret til førtidspension, at der ved udtrykket " konkret angivne arbejdsfunktioner" skulle forstås såvel egentlige stillingsbeskrivelser som aktiviteter, der kunne udføres i forskellige job.

Ankestyrelsen lagde til grund, at denne forståelse af udtrykket "konkret angivne arbejdsfunktioner" var forenelig med, at der ved arbejdsevne skulle forstås et dynamisk begreb, der ændrede sig over tid, dels i forhold til borgerens personlige ressourcer og dels i forhold til arbejdsmarkedets krav.

Ankestyrelsen skønnede endvidere, at idet erhvervsevnebekendtgørelsen skulle anvendes både ved afgørelse om visitation til fleksjob og ved afgørelse om førtidspension, skulle forståelsen af udtrykket "konkret angivne arbejdsfunktioner" være den samme ved begge typer afgørelser.

Ved afgørelsen havde Ankestyrelsen lagt vægt på, at han havde ryggener som ville være hindrende for rygbelastende arbejde og arbejde der fortrinsvis var stillesiddende. Det var lægeligt vurderet, at hans rygfunktion i nogen grad kunne bedres ved fysisk træning.

Funktionsmæssigt lagde Ankestyrelsen vægt på, at ansøgeren ved arbejdsprøve havde vist, at han havde været i stand til at klare indtil 15 timers arbejde ugentlig.

Samlet vurderede Ankestyrelsen, at ansøgeren trods sine helbredsgener i et vist omfang, for eksempel skulle kunne klare en form for tilsynsførende arbejde, måske med udgangspunkt i sin interesse for EDB og jagt.

Ankestyrelsen var således enig i den vurdering, at ansøgeren ikke var berettiget til førtidspension.