Ankestyrelsens principafgørelse C-20-04

Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet - forordning nr. 1408/71 -

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 2, stk. 1, § 28, stk. 1 og § 29, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 42, stk. 1, § 41, stk. 1 og § 2, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap - pkt. 40, pkt. 95

Sagen drejede sig om en kvinde, der i 9 år havde været bosat i Sverige. Hun havde i hele perioden arbejdet på en virksomhed, der var beliggende i kommunen i Danmark. Hun havde en søn, der led af en alvorlig hjertefejl, og som følge heraf skulle han have foretaget en hjerteoperation. I forbindelse hermed søgte kvinden om ydelser i henhold til serviceloven med henblik på økonomisk dækning af de merudgifter, der var forbundet med sønnens indlæggelse. Det var oplyst, at ansøger ikke var berettiget til ydelser fra de svenske myndigheder i forbindelse med sønnens indlæggelse.

Kommunen meddelte ansøger afslag på ansøgningen, idet det var kommunens vurdering, at ansøger for at få ydelser i henhold til serviceloven skulle være boligregistreret i den kommune, hvorfra ydelserne blev udbetalt. Bopælskravet kunne således ikke tilsidesættes, hvorfor kommunen vurderede, at ansøger ikke var omfattet af den personkreds, der kunne ansøge om ydelser i henhold til serviceloven.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt, at ansøger var berettiget til at få hjælp til dækning af merudgifter i forbindelse med sønnens indlæggelse på hospital, herunder kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, jf. servicelovens § 29, idet hun var omfattet af personkredsen, til hvem der kunne bevilges ydelser i medfør af servicelovens § 29, jf. EU-forordning 1408/71 artikel 73.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger som såkaldt grænsegænger var omfattet af EU-forordning 1408/71, hvorefter det som udgangspunkt er myndigheden på arbejdsgiverens hjemsted, som yder kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i medfør af servicelovens § 29, jf. forordningens artikel 13, stk. 2, litra a.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger og hendes familie havde bopæl i Sverige, og at hun arbejdede i en virksomhed, der var bosiddende i kommunen i Danmark. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøger havde søgt om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med sønnens indlæggelse på hospital.

Nævnet henviste herefter til EU-forordning 1408/71 artikel 13, stk. 2, litra a, om, hvilken lovgivning en vandrende arbejdstager er underlagt, artikel 73 om, hvilken medlemsstat der skal yde hjælp til familieydelser, og artikel 1 u (i) om definitionen på familieydelser. En ydelse efter servicelovens § 29 var efter nævnets opfattelse en familieydelse, som var omfattet af EU-forordning 1408/71, jf. forordningens artikel 73, jf. artikel 13, stk. 2, litra a.

I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at man ikke fandt, at servicelovens § 2 gav mulighed for at yde hjælp efter servicelovens §§ 28 eller 29 til en person bosiddende i Sverige. Man mente ikke, at der i en sådan situation var tale om lovligt ophold her i landet forstået således, at ansøger boede her i landet, jf. bestemmelsens stk. 1. Der var heller ikke tale om midlertidigt ophold i udlandet, jf. stk. 2, og endelig var der ikke tale om hjælp til behandling eller pleje, jf. stk. 3.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen oplyste nævnet supplerende, at man ved afgørelsen havde lagt Socialministeriets fortolkning af EU-forordning 1408/71 til grund, herunder at en ydelse efter servicelovens § 29 som udgangspunkt var en familieydelse, som kunne ydes af beskæftigelseskommunen, medmindre en tilsvarende ydelse ville kunne udbetales til en eventuel ægtefælle i bopælslandet.

Socialministeriet oplyste på Ankestyrelsens telefoniske forespørgsel vejledende, at servicelovens § 2, stk. 1, i kraft af EU-rettens princip om forrang ved modstrid med nationale retsregler ville blive fortrængt af EU-forordning 1408/71 for så vidt angår de ydelser, som forordningen omfattede. Vedrørende merudgiftsydelse efter servicelovens § 28 og tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 blev det oplyst, at ministeriet ved besvarelse af skriftlige henvendelser tidligere havde givet udtryk for, at disse ydelser måtte karakteriseres som familieydelser, således som dette begreb måtte forstås i EU-forordningen. Dette ud fra formålet med merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste, jf. vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap.

Til bekræftelse af Socialministeriets vejledende telefoniske udtalelse modtog Ankestyrelsen herefter kopi af en skriftlig vejledende udtalelse i en lignende sag, hvoraf det bl.a. fremgik, at det var ministeriets opfattelse, at tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 måtte betragtes som en familieydelse, således som dette begreb blev forstået i EU-forordning 1408/71.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af sammenhængen mellem servicelovens § 2 og artikel 73 i EU-forordning 1408/71 for så vidt angår merudgiftsydelse efter servicelovens § 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29.

Ansøger var berettiget til fra kommunen i Danmark at få hjælp til dækning af merudgifter og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med sønnens indlæggelse på hospital.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger var omfattet af den personkreds, der kunne modtage hjælp til dækning af nødvendige merudgifter og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i EU-forordning 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for fællesskabet.

Efter reglerne i forordning 1408/71 er en arbejdstager, der er beskæftiget i en medlemsstat, omfattet af denne stats lovgivning, selv om pågældende er bosat i en anden medlemsstat. Videre har en arbejdstager, der er omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor pågældendes familie har bopæl, ret til familieydelser til familien efter lovgivningen i den stat, hvor pågældende arbejder. Dette gælder, medmindre ægtefællen i bopælsstaten har ret til en ydelse af tilsvarende karakter. Familieydelser defineres som alle natural- eller kontantydelser, der tager sigte på udligning af forsørgerbyrder.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger og hendes familie efter det i sagen oplyste havde bopæl i Sverige, og at hun var beskæftiget på en virksomhed, der havde hjemsted i en kommune i Danmark. Ansøger var derfor omfattet af dansk lovgivning.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ydelserne merudgiftsydelse og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, som ansøger havde søgt om, ud fra en formålsbetragtning måtte karakteriseres som familieydelser, således som dette begreb blev defineret i EU-forordning 1408/71. Ifølge pkt. 40 og 95 i vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap var formålet med hjælp efter servicelovens §§ 28 og 29 således, at medvirke til, at barnet/den unge kunne forblive i familien og dermed undgå anbringelse på institution, at medvirke til, at familien kunne leve så normalt som muligt på trods af og med barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller den kroniske/langvarige lidelse, og at medvirke til at hindre, at barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelse blev forværret eller fik andre og mere alvorlige følger.

Det indgik i Ankestyrelsens overvejelser, at Socialministeriet i en lignende sag vejledende havde udtalt, at tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 måtte betragtes som en familieydelse, således som dette begreb blev forstået i EU-forordning 1408/71.

Da det fremgik af sagen, at ansøgers ægtefælle ikke havde ret til tilsvarende ydelser som de ansøgte efter svensk ret, ville ansøger have ret til ydelserne efter dansk lovgivning.

Ankestyrelsen fandt således, at servicelovens § 2, stk. 1, hvorefter det er en betingelse for at få ydelser efter loven, at man opholder sig lovligt i Danmark, måtte vige i situationer som ansøgers.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at EU-forordninger var direkte bindende i medlemsstaterne, og ifølge EU-rettens princip om forrang ville en EU-forordnings regler gå forud for nationale retsregler, der kunne være i uoverensstemmelse med EU-retlige regler.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.