Ankestyrelsens principafgørelse P-22-04

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 42 af 28. januar 2004 - § 16, § 17 og § 20, stk. 1

Sagen vedrørte en 47-årig, fraskilt kvinde, der var vokset op i et misbrugsmiljø. Hun flyttede til København i 1991, hvor hun arbejdede som taxachauffør, med rengøring og som hjemmehjælper. I 1994 flyttede hun til Aalborg. Ansøger havde ikke været selvforsørgende siden 1994.

Ansøger havde været henvist til flere revaliderings- og aktiveringsforløb, herunder et rengøringsprojekt i januar 1995. Ansøger kom aldrig i gang med projektet, da hun blev indlagt på sygehus.

Fra september 1998 til januar 1999 var ansøger i aktivering. I januar 1999 blev ansøger henvist til Kvindehøjskolen men kom ikke i gang, da hun begyndte at drikke.

I marts 1999 var ansøger igen i aktivering. Hun var netop blevet udskrevet fra psykiatrisk sygehus, da hun startede. Ansøger måtte ophøre efter kort tid, da hun på grund af medicin ikke egnede sig til at arbejde.

I maj 1999 blev ansøger henvist til et beskæftigelsesprojekt. Ansøger kom ikke i gang på grund af drikkeri. Fra 12. november 2001 til 1. december 2001 var ansøger i social aktivering, men ophørte på grund af drikkeri.

Af ressourceprofilen blev det konkluderet, at barrièrerne for at finde et arbejde, ansøger kunne varetage, var af en sådan karaktér, at de overskyggede ressourcerne. Ansøgers sociale baggrund havde i mange år været præget af manglende fast tilknytning til arbejdsmarkedet, misbrug, en omgangskreds, der bestod af misbrugere/forbrugere af alkohol/stoffer.

Det blev vurderet af psykiater i januar 2003, at behandling ikke var realistisk grundet ansøgers personlighedsstruktur. Ansøger havde et eksplosivt temperament, som hun ikke var i stand til at styre. Dette skønnedes at være en kraftig barrière for at komme på arbejdsmarkedet, da det skabte konflikter både i forhold til kollegaer, arbejdsgiver og evt. kunder.

Ansøger led desuden af følger efter piskesmældslæsion, kronisk diarré, brok i ar i bugvæggen, højresidig tennisalbue og led af angstanfald med depressive tendenser. Ansøger var i 1999 indlagt på psykiatrisk sygehus på grund af to selvmordsforsøg.

Kommunen traf 17. juli 2003 afgørelse om, at der ikke var ret til førtidspension.

Det sociale nævn tiltrådte 11. december 2002 kommunens afgørelse.

Nævnet havde begrundet afgørelsen med, at årsagen til, at speciallægen i psykiatri fandt, at der ikke var behandlingsmuligheder, var, at ansøger ikke var motiveret for vedvarende afvænning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis for sagens overgang til behandling efter reglerne om førtidspension og tilkendelse af pension efter ny lov om social pension.

Ansøger havde ret til førtidspension, jf. §§ 16, 17 og 20 i lov om social pension.

Ankestyrelsen fandt, at det efter en samlet faglig vurdering af de foreliggende oplysninger måtte anses for dokumenteret, at ansøger ikke kunne blive selvforsørgende.

Der var herved lagt vægt på, at ansøger var ufaglært og udelukkende havde haft korterevarende ufaglært arbejde, ikke havde været i beskæftigelse siden 1994, at hun var forsøgt aktiveret/revalideret adskillige gange uden resultat, og at det af ressourceprofilen fremgik, at det skønnedes urealistisk, at hun igen kom på arbejdsmarkedet, herunder i fleksjob.

Ankestyrelsen havde endvidere lagt vægt på, at ansøger led af en borderline personlighedforstyrrelse kompliceret af mangeårige misbrugsproblemer, og at speciallægen vurderede, at ansøger behandlingsmæssigt var uden for rækkevidde.

Der var endelig lagt vægt på, at ansøger led af kronisk diarré, havde brok, var overvægtig, havde følger efter piskesældslæsion, rygsmerter, højresidig tennisalbue og gigtsmerter i hænderne. Ansøger led desuden af angstanfald med depressive tendenser.