Sagen drejede sig om en 84-årig dement kvinde, som boede på et skærmet demensafsnit på et af kommunens plejehjem.
Kommunen meddelte på et tidspunkt beboerne på kvindens plejehjem at plejehjemmet skulle ombygges. Ombygningen ville bl.a. indebære, at den skærmede afdeling hvor kvinden hidtil havde boet ville blive nedlagt. De 8 beboere der boede på den skærmede afdeling skulle derfor flyttes varigt til skærmet afdeling på et af kommunens plejecentre.
Kommunen meddelte senere kvinden, at hun, på grund af mangel på boliger på den skærmede afdeling, hvortil de øvrige 7 beboere skulle flytte, ikke kunne få en bolig i samme afdeling som de 7 andre. Kvinden fik derfor tilbudt at en bolig på samme plejecenters somatiske afdeling. Alternativt kunne hun få en bolig på en skærmet afdeling på et andet af kommunens plejehjem. I forhold til boligen på somatisk afdeling blev det samtidig oplyst, at hun i de vågne timer ville få mulighed for at opholde sig på det skærmede afsnit, hvor hun ville være omgivet af de beboere og det personale hun kendte fra tidligere. Hun ville videre - også under ophold i sin bolig på somatisk afdeling - få tildelt en personalenormering svarende til den normering der var på skærmet afsnit. Organisatorisk ville hun derfor tilhøre den skærmede afdeling. Kommunen oplyste samtidig, at hun ville få tildelt den første ledige bolig på den skærmede afdeling.
Kvindens søn klagede over kommunens afgørelse om flytning. Sønnen anførte bl.a. at det var vigtigt at moderen fik en bolig i den skærmede afdeling, hvor hendes tidligere medbeboere skulle bo. Dette dels fordi hun kendte beboerne fra tidligere og dels fordi hendes hidtidige plejepersonale ville blive overflyttet sammen med de øvrige beboere. Sønnen ønskede således ikke at hun blev placeret på hverken somatisk afdeling eller et helt andet plejehjem. Sønnen henviste samtidig til at kommunen ikke kunne flytte moderen uden samtykke medmindre servicelovens betingelser for flytning uden samtykke var opfyldt.
Det sociale nævn fandt ikke, at kvindens flytning var omfattet af servicelovens § 109e.
Nævnet fandt at uanset om flytningen skete til den tilbudte skærmede bolig i et af kommunens plejehjem eller - under de angivne forhold - til somatisk afdeling på det plejecenter hvor de øvrige beboere blev flyttet til, så ville der reelt være tale om flytning til et andet skærmet afsnit og således ikke en flytning til en anden type botilbud, der var omfattet af bestemmelserne i servicelovens § 109e.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den ene tilbudte bolig på et af kommunens plejehjem var i skærmet afdeling og at boligen på somatisk afdeling på plejecentret måtte anses for at tilhøre skærmet afdeling, selvom boligen ikke fysisk var beliggende "inde" i skærmet afsnit. Nævnet lagde herved vægt på, at boligen på somatisk afdeling organisatorisk ville tilhøre skærmet afdeling og at plejetilbuddets omfang ville være identisk med det plejetilbud, der blev givet til beboere med bolig "inde i" skærmet afdeling på samme plejecenter.
Nævnet havde herefter behandlet sagen som en klage over at kommunen havde truffet beslutning om fraflytning af den hidtidige plejebolig.
Da flytningen var begrundet i ombygning af det tidligere plejehjem fandt nævnet at betingelserne for flytning var opfyldt, jf. servicelovens § 140, § 3, stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse af 24. juni 2002, og § 85 i lov om leje af almene boliger.
Nævnet tiltrådte herefter kommunens afgørelse.
Nævnet bemærkede afslutningsvist at det faldt uden for nævnets kompetence at tage stilling til om flytningen skulle ske til den ene eller den anden af de tilbudte boliger. Nævnet forudsatte at dette blev besluttet efter aftale med sønnen.
Sønnen klagede over nævnets afgørelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde for at foretage en vurdering af reglerne i servicelovens kapitel 21 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten i forhold til et tilfælde, hvor en borger skal fraflytte et skærmet afsnit på et plejehjem som nedlægges.
