Ankestyrelsens principafgørelse C-44-04

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 56

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 70, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 4 af 16. januar 2002 om særlig støtte til børn og unge - pkt. 241

Sagen vedrørte en klage over manglende opfølgning af en handleplan i henhold til servicelovens § 56 for et barn, der var anbragt uden for hjemmet efter servicelovens § 42, stk. 1, nr. 1.

Kommunen havde efterfølgende beklaget, at der ikke var sket opfølgning og indkaldt forældremyndighedsindehaveren til møde herom. Spørgsmålet ønskedes ikke drøftet men blev i stedet påklaget til nævnet.

Nævnet afviste at behandle klagen over kommunens sagsbehandlingsfejl.

Begrundelsen herfor var, at det faldt uden for nævnets kompetence at behandle sådanne klager. Disse måtte i givet fald forelægges borgmesteren som den øverste ansvarlige for kommunens daglige administration.

Nævnet bemærkede, at kommunen havde beklaget forholdet og forudsatte, at kommunen fremover overholdt lovgivningen på området.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at det var advokatens opfattelse, at det sociale nævn var rette klageinstans.

Nævnet fastholdt ved genvurderingen sin afvisning af klagen over kommunens sagsbehandlingsfejl med henvisning til, at borgmesteren var den øverst ansvarlige for kommunens daglige administration. Nævnet anså sig ikke for kompetent til at behandle klager af denne karakter.

Der blev herved lagt vægt på, at klagen over kommunal forsømmelse ikke relaterede sig til en konkret forsømmelse, jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, hvilket var en forudsætning for, at nævnet kunne behandle sagen.

Det forhold, at kommunen havde beklaget forholdet, og at nævnet forudsatte, at kommunen overholdt lovgivningen på området, ændrede ikke herved.

Nævnet havde ikke fundet anledning til at indbringe sagen for det kommunale tilsyn.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der var klageadgang til nævnet i tilfælde, hvor en kommune ikke havde opfyldt forpligtelsen i servicelovens § 56 til at vurdere behovet for en revision af handleplanen.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til det sociale nævn til ny behandling og afgørelse af, om de lovmæssige krav i opfølgningsbestemmelsen i servicelovens § 56 var opfyldt.

Ankestyrelsen fandt, at nævnet havde kompetence til at behandle en klage over, at en kommune ikke havde foretaget en revurdering af handleplanen, jf. servicelovens § 56 vedrørende anbringelse af et barn uden for hjemmet.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der var tale om tilsidesættelse af en regel om sagsbehandling, hvilket kunne behandles af de sociale klageinstanser.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at efter serviceloven var det et absolut krav, at kommunen inden for de i loven fastsatte tidsrammer skulle vurdere, om en handleplan skulle revideres.

Spørgsmålet om, hvor ofte en handleplan skulle revurderes, var således ikke overladt til kommunens tilrettelæggelse af sagsbehandlingen.

Reglen om revision af en handleplan måtte anses for at være en væsentlig formel regel, som øgede borgerens retssikkerhed, idet det sikredes, at sagen blev fulgt, og at indsatsen blev målrettet i forhold til barnets og forældremyndighedsindehaverens aktuelle behov. En klage over, at dette blev undladt, kunne behandles, uden at sagen om anbringelsen uden for hjemmet blev påklaget.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at spørgsmålet om, hvorvidt den manglende opfølgning af handleplanen havde afgørende betydning for afgørelsen om anbringelsen uden for hjemmet, ville kunne afgøres af Ankestyrelsen i forbindelse med behandling af anbringelsessagen.