Ankestyrelsens principafgørelse A-34-04

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 14, stk. 1 og § 14, stk. 2

En person, der oprindelig kom fra Irak og var indrejst i Danmark i 1998, flyttede til A kommune fra B kommune i marts 2003. Han var uddannet læge og i gang med kurser for at kunne opnå autorisation til at praktisere som læge i Danmark.

I forbindelse med flytning konstaterede tilflytningskommunen ved ansøgning om kontanthjælp, at han havde en opsparingskonto med et indestående på 16.214,97 kr. og en lønkonto med et indestående på 7.923,40 kr.

Han oplyste selv, at en del af opsparingen skulle bruges til etablering i lejlighed, og derudover skulle pengene bruges i forbindelse med uddannelse.

Kommunen gav herefter afslag på kontanthjælp med henvisning til, at der ikke kunne bortses fra formue over 10.000 kr.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at der ikke var hjemmel til at bortse fra en del af formuen til boligudgifter, da han ikke stod overfor at have udgifter til bolig. Desuden var der ikke hjemmel til at bortse fra en del af formuen til uddannelsesudgifter, da han ikke kunne dokumentere, hvilke bøger han skulle købe.

I forbindelse med klage over kommunens afgørelse blev det bl.a. anført, at han af fraflytningskommunen var blevet opfordret til at lave en opsparing. Det blev endvidere anført, at han skulle bruge 5.570 kr. til betaling af færdighedskurser for udenlandske læger i 2003.

Det sociale nævn tiltrådte kommunen afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der efter § 14, stk. 2, alene kan ses bort fra formue som er nødvendigt til et nærmere bestemt formål, f.eks. at bevare eller opnå en nødvendig boligstandard eller for at sikre erhvervs- eller uddannelsesmuligheder for ansøgeren og dennes familie.

Nævnet fandt, at det ikke var muligt at bortse fra formue til bevarelse eller opnåelse af nødvendig boligstandard, idet han ikke aktuelt havde planer om anden bolig.

Nævnet fandt, at der heller ikke kunne bortses fra formue til uddannelse eller bøger, idet der ikke var planer om et egentligt uddannelsesforløb men udbudte færdighedskurser for udenlandske læger.

Nævnet lagde endvidere lagt vægt på, at udgifter til kurser og bøger kunne afholdes af den bevarede formue på 10.000 kr.

I forbindelse med klage over nævnets afgørelse, bemærkede nævnet, at man ikke fandt grundlag for at ændre den trufne afgørelse, men Nævnet ændrer begrundelsen for afgørelsen, således at sætningen "Nævnet har endvidere lagt vægt på, at udgifter til kurser og bøger kan afholdes af den bevarede formue på 10.000 kr." udgik.

Nævnet anførte, at det med denne sætning alene var hensigten at give udtryk for, at han havde mulighed for at afholde (en del af) de pågældende udgifter af de 10.000 kr. Det havde derimod ikke været meningen, at de 10.000 kr. skulle have indflydelse på, i hvilket omfang der kunne bortses fra formue til formål omfattet af § 14, stk. 2.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om formålsbestemt formue kunne være omfattet af formuegrænsen på 10.000 kr.

Sagen blev hjemvist til kommunen til ny behandling og afgørelse, idet hverken kommune og nævn på de foreliggende oplysninger havde tilstrækkeligt grundlag for at give afslag på kontanthjælp med henvisning til hans formue.

Ankestyrelsen lagde til grund, at kommunen altid skulle se bort fra en formue på op til 10.000 kr. pr. person ved vurdering af, om der var ret til en løbende forsørgelsesydelse, jf. § 14, stk. 1, 2. pkt., og at kommunen desuden kunne se bort fra den del af en formue, som er nødvendig for at bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, eller som bør bevares af hensyn til ansøgerens og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder, jf. § 14, stk. 2.

Det var ikke i sig selv afgørende med hvilket formål, ansøgeren havde foretaget opsparingen. Det afgørende var derimod, om formuen var nødvendig ud fra en vurdering af ansøgerens og familiens boligstandard eller erhvervs- og uddannelsesmuligheder.

Ankestyrelsen lagde herefter til grund, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var i besiddelse af dels en opsparingskonto og dels en lønkonto.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at han på ansøgningstidspunktet boede hos familie, og at det ikke fremgik af sagen, hvorledes hans boligforhold var i den forbindelse.

Da det ikke fremgik af sagens oplysninger, hvad der var hans tidligere forsørgelsesgrundlag, ligesom det heller ikke fremgik, om kommunen eller nævnet havde vurderet, om hele beløbet på lønkontoen kunne anses for at være formue i aktivlovens forstand, jf. SM A-25-04, hjemvistes sagen til fornyet behandling i kommunen.

Ankestyrelsen fandt i øvrigt, at hverken kommunen eller nævnet i tilstrækkelig grad havde haft grundlag for at vurdere, om hele eller kun en del af hans formue var nødvendig for at bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, idet der ikke var indhentet oplysninger om hans boligforhold.

Ankestyrelsen fandt således, at det ikke var afgørende, om ansøgeren havde aktuelle planer om anskaffelse af en anden bolig, men om den aktuelle bolig kunne anses for at være rimelig (jf. f.eks. SM A-25-02, hvor der blev set bort fra et beløb på i alt 75.000 kr. til ny bolig samt forbedringer af eksisterende bolig for en person, som boede på et klubværelse).

Vedrørende hensynet til hans erhvervs- eller uddannelsesmuligheder fandt Ankestyrelsen desuden, at hverken kommunen eller nævnet i tilstrækkelig grad havde haft grundlag for at give afslag på, at en del af det opsparede beløb kunne afsættes til uddannelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at hverken kommune eller nævn havde undersøgt, om og i hvilken grad de anførte kurser var nødvendige, for han kunne komme til at bruge sin uddannelse.