Ankestyrelsens principafgørelse R-7-04

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 - § 9, stk. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 j.nr. 3800015-04

En yngre grønlænder blev efter at have begået alvorlig kriminalitet indlagt på psyk. Afdeling, Nuuk Hospital i april 2000. Han blev derefter indlagt til mentalobservation på psykiatrisk hospital i A amt i maj 2000. Han modtog i februar 2001 dom ved de grønlandske domstole til anbringelse på ubestemt tid i hospital for sindslidende i Danmark.

Det var oplyst, at han før lovovertrædelsen havde bolig hos sin bedstemor. Han havde under opholdet på psykiatrisk hospital i A amt blandt andet holdt tilknytningen til Grønland ved lige ved telefonkontakt med sin bedstemoder og en vellykket ferierejse til Grønland i maj 2002.

Han blev under opholdet i A amt tilkendt grønlandsk førtidspension.

Han blev i december 2002 overflyttet til psykiatrisk hospital i B amt, hvor han fortsat havde ophold og modtog behandling under diagnosen paranoid skizofreni.

Det var oplyst, at anbringelsesdommen skulle tages op til revision i 2004, og at det fra hospitalets side var indstillet, at anbringelsesdommen blev ændret. Der ville dog under alle omstændigheder blive tale om en periode med efterbehandling på psykiatrisk hospital.

Den anbringelsesdømte indgav i december 2002 ansøgning om dansk førtidspension til hospitalskommunen i B amt

Ud fra en samlet vurdering fandt kommunen ikke, at han var hjemmehørende i Danmark med fast bopæl, og der fandtes derfor ikke grundlag for efter § 3 i lov om social pension at behandle ansøgning om dansk førtidspension.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den anbringelsesdømte var folkeregistertilmeldt i sin grønlandske hjemkommune og af denne kommune var bevilget grønlandsk førtidspension. Den grønlandske kommune havde fungeret som handle- og betalingskommune vedrørende handleplaner og i forhold til ansøgte enkeltydelser mv. Nævnet lagde vægt på, at et overordnet mål for hospitalets behandlingsindsats havde været at bidrage til, at de grønlandske patienter så vidt muligt kunne vende tilbage til det grønlandske samfund på relevant måde.

På baggrund af ovennævnte fandt nævnet det ikke godtgjort, at han definitivt havde opgivet tilknytningen til den grønlandske kommune og havde taget varigt ophold i den danske hospitalskommune.

Der blev indgivet klage på den anbringelsesdømtes vegne ved det psykiatriske hospital, som

fandt at det var af principiel betydning at få afklaret, hvor mange år en grønlandsk retspsykiatrisk patient skulle opholde sig på hospital i Danmark for at være omfattet af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.

Hospitalet var bekendt med, at der i Vestsjællands Amt var truffet 2 afgørelser, som havde tilkendt grønlandske patienter en dansk førtidspension. Disse patienter havde haft ophold på forskellige institutioner i mere end 20 år.

Ankestyrelsen behandlede sagen for at afklare hvorvidt, den kommune i hvilken det behandlende psykiatriske hospital er beliggende, er handlekommune for grønlandske patienter, der behandles på hospitalet i henhold til en dom om anbringelse på ubestemt tid.

Den danske hospitalskommune var ikke den anbringelsesdømte grønlænders opholdskommune, jfr Retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.

Det betød, at hospitalskommunen ikke var forpligtet til at påbegynde sag om og træffe afgørelse om, hvorvidt den anbringelsesdømte opfyldte betingelserne for at modtage dansk førtidspension.

Ankestyrelsen var således kommet til samme resultat som det sociale nævn.

Begrundelsen var, at den anbringelsesdømte grønlænder ikke fandtes at have taget varigt ophold i hospitalskommunen, idet han opholdt sig midlertidigt på psykiatrisk hospital i kommunen.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der ikke var vedtaget særlige regler, som regulerer opholdskommune-spørgsmålet i de tilfælde, hvor en person fra Grønland, der er dømt til anbringelse på et psykiatrisk hospital i Danmark, ansøger om dansk førtidspension.

Den manglende lovregulering måtte efter Ankestyrelsens opfattelse føre til, at retssikkerhedslovens regler om fastlæggelse af opholdskommune skulle benyttes overfor grønlandske anbringelsesdømte med ophold på danske psykiatriske hospitaler efter de samme kriterier som gælder, når det skal afgøres, om en dansk person har taget fast ophold i en ny kommune.

Følgende kriterier indgik i bedømmelsen:

* Hvilket formål der er med opholdet i den nye kommune (hospitals-kommunen)

* En sammenligning af tilknytningen til den nye og den gamle kommune

* Varigheden af det faktiske ophold i den nye kommune

* Om opholdet må anses for midlertidigt eller har mere varig karakter

I sagen måtte det tillægges væsentlig betydning, at formålet med opholdet på psykiatrisk hospital var at bidrage til, at den anbringelsesdømte så vidt muligt kunne vende tilbage til det grønlandske samfund. Den iværksatte medicinske og terapeutiske behandling tilsigtede at skabe forudsætningen for, at han kunne udskrives og vende tilbage til Grønland.

Det var Ankestyrelsens vurdering, at det sjældent ville være muligt at vurdere, om behandlingen havde givet et tilstrækkeligt gunstigt resultat, før behandlingen havde fået en vis tid til at virke. Ankestyrelsen vurderede, at der først var et tilstrækkeligt grundlag for at bedømme, om behandlingen havde været uden positiv virkning, ca. 3 år efter anbringelsesdommen - på det tidspunkt, hvor dommen ifølge reglerne senest skulle tages op til revision.

Indtil dette tidspunkt måtte den anbringelsesdømtes ophold anses for at være af midlertidig art, medmindre særlige konkrete forhold i væsentlig grad talte for, at opholdet havde fået varig karakter.

Fra dette tidspunkt måtte opholdskommune-spørgsmålet afhænge af en samlet individuel vurdering af den behandlingsmæssige prognose og udsigten til en ændring af den tidsubestemte dom, varigheden af det faktiske ophold i Danmark og en bedømmelse af tilknytningen til den grønlandske og den danske kommune

Den anbringelsesdømte havde opholdt sig på psykiatrisk hospital i Danmark i mere end tre år efter afsigelse af dommen til anbringelse.

Ankestyrelsen lagde til grund, at anbringelsesdommen ikke var taget op til revision og at der ikke var taget stilling til prognosen for behandlingens virkning på tidspunktet for det sociale nævns afgørelse. Det var efterfølgende oplyst, at dommen nu ville blive taget op til revision, og det var fra psykiatrisk hospital indstillet, at anbringelsesdommen blev ændret.

Journalakterne i den anbringelsesdømtes sag gav grundlag for at antage, at den behandlingsmæssige prognose i hans tilfælde måtte betragtes som gunstig. Det var endvidere oplyst, at han havde opretholdt kontakten til sin familie, og at han i 2002 var på et vellykket ferieophold i Grønland.

Ankestyrelsen fandt ud fra en samlet individuel vurdering af forholdene i den anbringelsesdømtes sag, at hans ophold i hospitalskommunen aktuelt måtte anses for midlertidigt.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 j.nr. 3800016-04

En yngre grønlænder blev efter at have begået kriminalitet indlagt på psykiatrisk hospital i Danmark i maj 1998 til mentalobservation og modtog tidsubestemt anbringelsesdom i november 1998. Denne dom blev ændret til behandlingsdom i februar 2000 og han blev udskrevet til tilbagevenden til Grønland i august 2000.

Efter fornyet kriminalitet blev han indlagt igen på psykiatrisk hospital i A amt i september 2001. Der blev afsagt tidsubestemt anbringelsesdom i juli 2002.

Han blev i december 2002 overflyttet til psykiatrisk hospital i B amt.

Det var oplyst, at han havde haft kontakt til Grønland ved telefonsamtaler med sin familie og ved besøg af sine forældre, senest i februar 2003.

Han indgav i juni 2003 ansøgning om dansk førtidspension til hospitalskommunen.

Hospitalskommunen fandt som i sag nr. 1 ikke, at ansøger havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at hospitalskommunen var opholdskommune for ham.

Nævnet tiltrådte afgørelsen med samme begrundelse som i sag nr. 1.

Der blev indgivet klage med samme indhold som i sag nr. 1

Den danske hospitalskommune var ikke den anbringelsesdømte grønlænders opholdskommune, jfr Retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.

Det betød, at hospitalskommunen ikke var forpligtet til at påbegynde sag om og træffe afgørelse om, hvorvidt den anbringelsesdømte opfyldte betingelserne for at modtage dansk førtidspension.

Ankestyrelsen var således kommet til samme resultat som det sociale nævn.

Ankestyrelsen lagde til grund, at grønlænderen modtog en tidsubestemt dom til anbringelse i juli 2002.

Det var endvidere oplyst, at han havde haft kontakt til Grønland ved telefonsamtaler med sin familie og ved besøg af sine forældre, senest i februar 2003.

Han havde ikke opholdt sig på psykiatrisk hospital i Danmark i mere end tre år efter afsigelse af den seneste dom til anbringelse.

Ankestyrelsen vurderede, at der ikke aktuelt forelå særlige konkrete forhold i sagen, som i væsentlig grad støttede, at hans ophold på psykiatrisk hospital i B amt var mere end midlertidigt.

Han fandtes således ikke at have taget varigt ophold i hospitalskommunen.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 j. nr. 3800018-04

En yngre grønlænder blev efter at have begået alvorlig kriminalitet indlagt på psykiatrisk hospital i Danmark i A amt i december 1997. Han havde ikke siden haft ophold på Grønland.

Han var under den kontinuerlige anbringelse i en periode indlagt på Sikringsanstalten i C amt, før han blev overflyttet til psykiatrisk hospital i B amt, hvor han fortsat havde ophold.

Han boede før tvangsindlæggelserne hos sine forældre i den grønlandske hjemkommune.

Han modtog en tidsubestemt anbringelsesdom den 12. januar 2000.

Tvangsindlæggelserne frem til anbringelsesdommen havde været på fareindikation. Hans kontakt til Grønland havde bestået i telefonsamtaler med sine forældre, idet han ikke havde fået tilladelse til ferierejse til Grønland.

Det var i december 2002 anført, at der initialt var problemer med misbrug af lightergas. p.gr.a. lav frustrationstærskel og manglende evne til dialog ved konfrontationer havde han været bæltefikseret en del gange - dog ikke op til overflytningen til psykiatrisk hospital i B amt, hvor han havde passet sine aftaler.

Han var fortsat massivt medicineret og modtog omfattende behandling.

Hans anbringelsesdom var på ny under efterprøvelse, men det var indstillet fra det psykiatriske hospital, at dommen skulle fortsætte uændret.

Han indgav i december 2002 ansøgning om dansk førtidspension til hospitalskommunen.

Hospitalskommunen fandt ud fra en samlet vurdering ikke, den anbringelsesdømte havde en sådan tilknytning til Danmark, at han kunne regnes for at være hjemmehørende i Danmark.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse med samme begrundelse som i sag nr. 1.

Den danske hospitalskommune måtte anses for den anbringelsesdømte grønlænders opholdskommune, jfr Retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.

Det betød, at hospitalskommunen var forpligtet til at påbegynde sag om og træffe afgørelse om, hvorvidt den anbringelsesdømte opfyldte betingelserne for at modtage dansk førtidspension.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Begrundelsen var, at den anbringelsesdømte grønlænder fandtes at have taget varigt ophold i hospitalskommunen, idet han på baggrund af sagens omstændigheder ikke kunne siges at opholde sig midlertidigt på psykiatrisk hospital i kommunen.

Ankestyrelsen lagde vægt på den anbringelsesdømtes uafbrudte 6-årige ophold som anbragt på psykiatrisk hospital i Danmark, hans begrænsede kontakt til Grønland under opholdet i Danmark, beskrivelsen af hans symptomer og behandlingsforløb samt den negative prognose for ændring af den afsagte anbringelsesdom.

Ankestyrelsen lagde til grund, den anbringelsesdømte grønlænder på tidspunktet for det sociale nævns afgørelse havde opholdt sig på psykiatrisk hospital i Danmark i en samlet periode på ca. 6 år.

Han modtog en tidsubestemt dom til anbringelse i januar 2000. Denne dom var under efterprøvelse, men det var indstillet, at dommen skulle fortsætte uændret.

Det var oplyst, at han blev behandlet under diagnosen paranoid skizofreni og afhængighedssyndrom.

Det var endvidere oplyst, at han alene havde haft kontakt til Grønland ved telefonsamtaler med sin familie, idet han havde fået afslag på ferieophold i Grønland.

Den anbringelsesdømte grønlænder fandtes efter en samlet individuel vurdering af hans forhold at have taget varigt ophold i hospitalskommunen.