Ankestyrelsens principafgørelse R-8-04

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 19

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 - § 61 og § 9a

A kommune oversendte en sag om foranstaltninger efter servicelovens kapitel 8 til B kommune. I oversendelsesbrevet fra august 2003 oplyste A kommune, at barnet siden februar 2003 havde været anbragt i aflastning efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 5. Det havde ikke været muligt at få kontakt med moderen under aflastningen. A kommune havde nu erfaret, at moderen havde ophold i B kommune, hvorfor sagen blev oversendt til denne kommune med henblik på eventuelle hjælpeforanstaltninger overfor familien.

B kommune fandt i afgørelse af 21. august 2003, at A kommune var barnets selvstændige opholdskommune efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 4. Begrundelsen for afgørelsen var, at aflastningsopholdet havde varet ca. 6 måneder, hvilket ikke kunne betragtes som aflastning. Derudover fremgik det af A kommunes journalakter, at barnets opvækst havde været præget af vold, alkoholmisbrug, flytninger m.v., hvilket havde fået A kommune til at anføre, at man var meget tæt på grænsen til en varig plejeanbringelse. B kommune fandt derfor, at der reelt måtte være foretaget en anbringelse efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11 og at barnet derfor havde selvstændig opholdskommune i A kommune. B kommune returnerede derfor sagen til A kommune.

A kommune påklagede afgørelsen til det sociale nævn. Kommunen anførte i den forbindelse bl.a., at det ikke havde været muligt at få kontakt med moderen, da hun havde skiftende opholdssteder. Endvidere blev det anført, at det ikke i februar 2003 var nødvendigt med en anbringelse, da moderen i hele 2002 havde fulgt en pålagt alkoholbehandling og derfor skønnedes at kunne varetage barnets behov.

Det sociale nævn fandt, at A kommune var opholdskommune for barnet og som sådan var forpligtet til at træffe afgørelse af væsentlig betydning for barnets ophold i plejefamilien, jf. servicelovens § 53 (nu ophævet).

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at A kommune i februar 2003 traf afgørelse om, at barnet skulle have ophold hos en plejefamilie i en vis periode som aflastning, at moderen kort tid efter forlod hjemmet og ikke lod høre fra sig, og at barnets ophold i plejefamilien som følge heraf fortsatte på fuld tid.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at barnets ophold i plejefamilien i hvert fald fra et tidspunkt i løbet af foråret 2003 ikke længere kunne betragtes som aflastning i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 5, men havde karakter af en anbringelse uden for hjemmet. Beslutning herom træffes efter § 40, stk. 2, nr. 11.

Aflastning efter § 40, stk. 2, nr. 5 forudsatte således, at barnet havde ophold i eget hjem og at ophold hos plejefamilie er af kortere varighed.

I relation til opholdskommunereglerne fandt nævnet herefter, at barnet måtte anses for anbragt udenfor hjemmet efter kapitel 8 i serviceloven før den 1. juli 2003.

Det forhold, at A kommune ikke formelt traf en afgørelse om anbringelse udenfor hjemmet, og/eller at en sådan afgørelse eventuelt skulle være sket som en tvangsmæssig foranstaltning, idet moderens opholdssted umiddelbart var ukendt, kunne ikke føre til et andet resultat, når der hensås til sagsforløbet i den konkrete sag, sammenholdt med det hensyn til stabilitet og kontinuitet i sagsbehandlingen, der lå til grund for reglen om selvstændig opholdskommune for anbragte børn.

Ved afgørelsen lagde nævnet endvidere vægt på, at A kommune måtte anses for at have været opholdskommune for moderen - og dermed for barnet - den 30. juni 2003.

Ved vurderingen heraf lagde nævnet vægt på, at moderen havde folkeregisteradresse på sin hidtidige bopæl i A kommune, at hendes faktiske opholdssted var ukendt, og at der ikke var forhold, der indikerede, at hun havde opgivet tilknytningen til A kommune eller havde/havde haft andet end helt forbigående ophold i andre kommuner.

Nævnet henviste bl.a. til princippet i SM O-42-88.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at A kommune ikke havde truffet afgørelse om anbringelse.

Under behandlingen af sagen sendte Ankestyrelsen kopi af sagens akter til moderen, som ikke svarede på Ankestyrelsen henvendelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt et længerevarende aflastningsophold i plejefamilie medfører, at et barn må anses for anbragt i relation til reglerne om selvstændig handlekommune for børn

Ankestyrelsen fandt, at B kommune som opholdskommune var forpligtet til at yde hjælp efter servicelovens kapitel 8 til barnet

Begrundelsen for afgørelsen var, at A kommune ikke havde truffet afgørelse om anbringelse efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11 af barnet. B kommune havde derfor på tidspunktet for kommunens afgørelse af 21. august 2003 som opholdskommune for forældremyndighedsindehaveren pligt til at yde hjælp efter kapitel 8 i serviceloven, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 4, 1. pkt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at retssikkerhedslovens § 9a, stk. 4, 2. pkt. efter sin ordlyd og lovbemærkningerne alene omfatter tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaverens (tidligere) opholdskommune havde truffet afgørelse om anbringelse efter kapitel 8 i serviceloven.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at en afgørelse om opholdskommune ikke burde indebære en stillingtagen til de materielle regler, idet der i så fald var betydelig risiko for at foregribe den efterfølgende afgørelse om, hvorvidt der i det konkrete tilfælde var eksempelvis det fornødne grundlag for anbringelse.

Endelig blev der lagt vægt på, at det fremgik af lovbemærkningerne, at det havde været et generelt formål, at reglerne om selvstændig opholdskommune for anbragte børn ikke skabte tvivl om opholdskommuneforpligtelsen.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at retssikkerhedslovens § 9a, stk. 4, 2. pkt. måtte afgrænses til tilfælde, hvor kommunen havde truffet en egentlig afgørelse om anbringelse efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11.

B kommune og det sociale nævn, havde begået en sagsbehandlingsfejl ved ikke at partshøre moderen forud for de respektive afgørelser. Fejlen var dog ikke så væsentlig, at den medførte, at afgørelserne af denne årsag blev ugyldige. Begrundelsen herfor var, at moderen ikke fremkom med bemærkninger til sagen i forbindelse med partshøringen af hende.