Ankestyrelsens principafgørelse C-33-04

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 77

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 96

Socialministeriets vejledning nr. 58 af 10. marts 1998 om sociale tilbud til voksne med handicap - pkt. 73

En ansøger søgte kommunen om hjælp til dækning af merudgifter til forhøjelse af lønnen for sine hjælpere samt ydelse af pensionsbidrag. Begrundelsen for ansøgningen var, at en af de fuldtidsansatte hjælpere havde arbejdet for ansøger i 12 år og i alle årene var vedkommende blevet aflønnet efter skalatrin 09 i kommunale lønninger uden lønstigning og uden pensionsordning.

Ansøgers forslag gik ud på en lønstigning fra kr. 95,53 pr. time til kr. 104,35 pr. time samt pensionsbidrag på 12,5 %.

Kommunen var ikke indstillet på at ændre den nuværende bevilling af støtte. Begrundelsen var, at der ikke forelå overenskomst på området, hvorfor kommunen fortsat ydede støtte i henhold til de gældende retningslinier i Socialministeriets vejledning af 10. marts 1998, punkterne 73 og 74, det vil sige at støtten fortsat blev ydet på basis af lønnen til hjemmehjælpere.

Ansøger klagede over afgørelsen.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen ydede tilskud i overensstemmelse med de retningslinjer der fremgik af punkterne 73 og 74 i Socialministeriets vejledning nr. 58 af 10. marts 1998 om sociale tilbud til voksne med handicap.

Efter de retningslinjer, der var nævnt i ovennævnte vejledning, aflønnedes hjælperne normalt efter de almindelige regler i overenskomst om aflønning af hjemmehjælpere.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om særlige forhold hos ansøger, der kunne medføre en fravigelse af aflønningen af ansøgers hjælpere efter de retningslinjer, der fremgik af ovennævnte punkter i Socialministeriets vejledning.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at det forhold, at nogle af ansøgers hjælpere havde været ansat i 13 år, også måtte tælle som en form for erfaring. Hjælperen havde imidlertid ikke haft en lønfremgang.

Ankestyrelsen indhentede under sagens behandling en udtalelse fra Socialministeriet. Det fremgik heraf, at ministeriet var af den opfattelse, at lønniveauet ikke i sig selv kunne indbringes for klageinstanserne. Men hvis den handicappedes behov ikke kunne dækkes inden for det fastsatte lønniveau, f.eks. fordi det i praksis ikke var muligt, at rekvirere hjælp i det omfang og til de formål, som lå til grund for bevillingen, ville selve udmålingen af hjælpen kunne indbringes for klageinstanserne.

Socialministeriet bemærkede, at kommunerne havde mulighed for at træffe generelle afgørelser, (servicedeklarationer) om eksempelvis hvilket tilskud kommunen ville yde pr. time. Sådanne generelle afgørelser var omfattet af det kommunale serviceniveau, der ikke kunne indbringes for anden administrativ klagemyndighed, jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 2.

I hvilket omfang konkrete afgørelser overfor enkelte borgere, hvor kommunen henviste til det fastsatte serviceniveau, ville kunne efterprøves, måtte bero på administrativ praksis. Klageinstanserne måtte i den forbindelse bl.a. være forpligtet til at påse, at tilkendelsen af en hjælpeordning ikke blev illusorisk på grund af en servicedeklaration.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af eventuelle krav vedrørende aflønningsforhold for hjælperne i forbindelse med hjælpeordningen efter servicelovens § 77, herunder om der kunne stilles krav om hjælp til dækning af pensionsbidrag.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det bevilgede tilskud i henhold til servicelovens 77 kunne anses for at være i strid med formålet med hjælpeordningen.

Det betød, at kommunen ikke kunne pålægges at udbetale yderligere tilskud.

Begrundelsen for afgørelsen var, at den lønaftale, som ansøger havde indgået med sine medhjælpere, var en konkret privatretlig lønaftale og ikke en afgørelse efter den sociale lovgivning. De sociale klageinstanser havde derfor ikke kompetence til at tage stilling til sådanne aftaler.

De sociale klageinstanser kunne derimod påse om det tilskud, som kommunen havde ydet ansøger efter servicelovens § 77, var i overensstemmelse med intentionerne og formålet med hjælpeordningen, således at han havde mulighed for at ansætte hjælpere, som det var hensigten med bestemmelsen.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i ansøgers sag var konkrete holdepunkter for, at kommunens bevilling til dækning af udgifter til ansættelse af hjælpere til pleje overvågning og ledsagelse ikke var lovmedholdelig.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke i serviceloven var fastsat nærmere regler om aflønning af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der heller ikke sås at foreligge faglig overenskomst for handicaphjælperne.

Ankestyrelsen bemærkede, at det anførte i Socialministeriets vejledning af 10. marts 1998, pkt. 73, om at aflønning af hjælperne normalt bør ske efter de almindelige regler i overenskomst om aflønning af hjemmehjælpere, alene kunne betragtes som vejledende retningslinier.

Ankestyrelsen bemærkede endeligt, at det forhold, at ansøger ønskede at give sine hjælpere, som han havde haft gennem flere år, bedre lønforhold, ikke kunne anses for at være særlige forhold, der bevirkede, at kommunens tilskud (uden de forbedrede lønforhold) ikke kunne anses for at være i overensstemmelse med lovgivningen.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.