Ankestyrelsen fandt, at kvindens krav på efterbetaling var delvist forældet efter den 5 årige forældelsesregel i 1908-loven. Kvinden havde dog alligevel ret til at beholde det beløb, som hun havde modtaget i henhold til nævnets afgørelse.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at kvinden fra ansøgningstidspunktet i 1995 havde ret til at få beregnet dækningen for tabt arbejdsfortjeneste på grundlag af en hjemmehjælperløn.
Ankestyrelsen fandt imidlertid, at hendes eventuelle ret til efterbetaling var begrænset af den 5 årige forældelsesregel i lov om forældelse af visse fordringer (1908-loven), § 1.
Begrundelsen for afgørelsen var, at krav på efterbetaling af dækning for tabt arbejdsfortjeneste var en fordring, som var omfattet af den 5-årige forældelsesfrist i 1908-loven, jf. § 1, nr. 2, idet dækning for tabt arbejdsfortjeneste var en månedlig ydelse, der væsentligst havde samme formål som livrente, overlevelsesrente, pension og aftægtsydelse.
Begrundelsen var videre, at forældelsesfristen blev afbrudt ved den påklagede afgørelse, hvor nævnet fandt, at kvinden fra ansøgningstidspunktet i 1995 havde ret til at få beregnet dækningen af tabt arbejdsfortjeneste på grundlag af en hjemmehjælperløn, jf. lovens § 2.
Begrundelsen var endeligt, at der ikke var dokumentation for, at årsagen til, at kvinden ikke havde gjort sin ret gældende tidligere, var, at hun ikke havde haft kendskab til de fornødne faktiske oplysninger til at rejse krav om yderligere dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Under hensyn til oplysningernes karakter (hendes tidligere arbejdsforhold) og det forhold, at hun ikke havde besvaret Ankestyrelsens henvendelse herom, fandt Ankestyrelsen, at det måtte lægges til grund, at årsagen til at hun ikke havde rejst kravet tidligere, var manglende viden om lovgivningen. Manglende viden om lovgivningen kunne ikke begrunde suspension efter lovens § 3, jf. SM M-1-03.
Eftersom klagen over nævnets afgørelse ikke havde opsættende virkning havde kommunen ydet betaling i henhold til nævnets afgørelse, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 1. Ankestyrelsen fandt ikke, at der i tilfælde af forældelse var grundlag for at kræve tilbagebetaling, da udgangspunktet var, at frakendelse alene havde virkning for fremtiden.
Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tage stilling til, hvorvidt forældelsesfristen i det konkrete tilfælde i øvrigt var suspenderet, mens spørgsmålet om tabt arbejdsfortjeneste blev behandlet administrativt. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til, at ulovbestemt suspension ikke var omfattet af antagelsestemaet, og at en afgørelse heraf ikke havde betydning for kvinden, da hun havde ret til at beholde det beløb, som hun modtog på grundlag af nævnets afgørelse, jf. ovenfor.
Til det i klagen anførte bemærkede Ankestyrelsen, at SM O-86-96 ville blive ophævet i forbindelse med den forestående revision af praksisoversigten om lov om social service. Ankestyrelsen var således enig i, at den administrative praksis på dette punkt måtte ændres.
Efter Ankestyrelsens opfattelse var en manglende udnyttelse af en administrativ klageadgang uden betydning for spørgsmålet om forældelse efter 1908-loven.
Ankestyrelsen ændrede således delvist det sociale nævns afgørelse.
