Sagen drejede sig om en 2 1/2 årig pige, der var svært hjerneskadet efter iltmangel ved fødslen. Hun havde cerebral parese, der gjorde hende meget spastisk, specielt over hofter og knæ, og hendes ryg var krum. Herudover var hun synshandicappet. Hun havde en lille synsrest, men havde svært ved at opfatte synsindtrykkene til noget brugbart. Hun havde ingen verbal kommunikation.
Et synscenter søgte kommunen om hjælp til en mini-disc og mikrofon bevilget som hjælpemiddel efter servicelovens § 97, stk. 1, som forbrugsgode efter § 98, stk. 6, eller som merudgift efter § 28. Ansøgningen var begrundet med, at mini-discen skulle bruges til lydoptagelser af dagligdagen og særlige oplevelser, som kunne gemmes og genhøres. Lydoptagelser havde samme funktion for synshandicappede børn, som fotos og videobilleder havde for seende i relation til det at hente informationer om omverdenen. Pigens far havde herudover oplyst, at mini-discen også skulle bruges til at afspille musik og sange for at berolige datteren, som altid havde grædt meget.
Synscenteret vurderede, at den ansøgte mini-disc og mikrofon fungerede som et hjælpemiddel for datteren. Man vurderede, at mini-discen i betydeligt omfang kompenserede for det manglende syn, når det gjaldt hendes opsamling af erfaringer og viden om omverdenen. Mini-discen var ikke sædvanligt udstyr for et barn. Det var heller ikke sædvanligt indbo i en familie at have en mini-disc med stereomikrofon, der kunne optage i den tekniske kvalitet, der var nødvendig.
Kommunen gav afslag på mini-discen og mikrofonen efter servicelovens § 98. Man vurderede, at mini-discen ikke kompenserede for datterens handicap. Den gjorde ikke hendes funktionsevne bedre eller afhjalp synsnedsættelsen. Mini-discen stimulerede og skærpede sandsynligvis hørelsen. Kommunen anbefalede derfor, at faderen fik vurderet, om han kunne få bevilget mini-discen som merudgift i forbindelse med at have et handicappet barn.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt, at faderen var berettiget til hjælp til den ansøgte mini-disc og mikrofon efter servicelovens § 98, stk. 6. Nævnet var af den opfattelse, at mini-discen var et kommunikationshjælpemiddel for datteren. Nævnet lagde herved vægt på, at hun måtte vurderes som blind, og at hun derfor var afhængig af anden form for kommunikation, herunder via høresansen.
Nævnet fandt således, at der var tale om kommunikation og ikke kun træning og leg, når datteren havde behov for, at der blev optaget forskellige former for lyde fra eksempelvis naturen. Det forhold, at faderen tillige kunne bruge mini-discen til at indspille egne sange for at berolige datteren, sås ikke at medføre en ændret vurdering af kommunikationsbehovet. Nævnet fandt derfor grundlag for at vurdere sagen efter hjælpemiddelbestemmelserne og ikke reglerne om merudgifter efter servicelovens § 28.
Nævnet vurderede, at der var behov for god lydkvalitet, hvorfor nævnet tillige fandt grundlag for at vurdere, at en mini-disc var et væsentligt bedre egnet produkt end en almindelig båndoptager. En mini-disc blev forhandlet bredt, hvorfor servicelovens § 98 fandt anvendelse. Nævnet fandt dog, at mini-discen i dette tilfælde udelukkende blev anvendt som hjælpemiddel, hvorfor støtten skulle ydes efter § 98, stk. 6.
I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at man mente, at sagen havde principiel betydning for afgrænsningen mellem folkeskolens forpligtelse til at stille hjælpemidler til rådighed efter folkeskoleloven, jf. dennes § 4, stk. 1, hjælpemiddelreglerne, jf. servicelovens §§ 97 og 98, og reglerne om dækning af merudgifter ved forsørgelsen, jf. servicelovens § 28. Kommunen mente også, at sagen havde principiel betydning for vurderingen af, hvornår et forbrugsgode udelukkende fungerede som et hjælpemiddel.
Vedrørende afgrænsningen mellem folkeskolens forpligtelse, hjælpemiddelreglerne og merudgiftsreglerne anførte kommunen herefter, at man mente, at der var behov for at få uddybet SM C-9-01, SM 0-34-99 og SM 0-73-96. Efter disse afgørelser var der stadig et behov for at få afklaret og uddybet, hvorvidt en række hjælpemidler til børn skulle bevilges efter folkeskolelovens regler, efter hjælpemiddelreglerne eller efter merudgiftsreglerne.
Denne sag var egnet til at belyse problemstillingen, da mini-discen blev brugt i forbindelse med datterens kommunikation og til at berolige hende med musik i fritiden. Kommunen mente, at formålet med mini-discen var at udvikle og træne hendes hørelse. Kommunen mente således ikke, at følgerne af hendes kommunikationshandicap endnu var afklaret, og dermed kunne de ikke siges at være varige på nuværende tidspunkt. Kommunen lagde herved også vægt på datterens alder, 2 1/2 år, og man fandt, at der måtte kunne forventes en udvikling i hendes kommunikation. Kommunen mente endvidere, at formålet med mini-discen var at spille musik for datteren for at berolige hende i fritiden.
Kommunen anførte videre, at hvis Ankestyrelsen vurderede, at mini-discen skulle bevilges efter hjælpemiddelreglerne, kunne sagen desuden medvirke til at uddybe SM C-10-99. Den aktuelle mini-disc var en helt almindelig mini-disc, som kunne og bl.a. skulle bruges til at afspille musik. Nævnet var alligevel kommet frem til, at mini-discen udelukkende fungerede som et hjælpemiddel.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at belyse afgrænsningen mellem reglerne om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder, jf. servicelovens §§ 97 og 98, og reglerne om merudgifter ved forsørgelsen af børn med nedsat funktionsevne, jf. servicelovens § 28, samt forholdet til folkeskoleloven.
