Ankestyrelsens principafgørelse R-3-04

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 697 af 5. august 2003 - § 67

Kommunen traf den 26. juni 2003 afgørelse om, at ansøgeren ikke havde ret til fleksjob samt at hun ikke havde ret til sygedagpenge efter den 31. august 2003.

Ansøgeren klagede den 29. juni 2003 over kommunens socialmedicinske teammødes afgørelse af 25. juni 2003, hvori hun blev meddelt afslag på fleksjob. Den 13. oktober 2003 klagede ansøgerens advokat over kommunens afslag på fleksjob og afslag på sygedagpenge.

Det sociale nævn fandt, at der var grundlag for at dispensere fra overskridelse af fristen for klage vedrørende kommunens afgørelse om ophør af sygedagpenge pr. 31. august 2003.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen og nævnet - i overensstemmelse med vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1 - burde have søgt afklaret, om ansøgerens klage tillige omfattede klage over ophør af sygedagpenge.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det oplyst, at kommunen fuldt ud havde vejledt ansøgeren om klagemulighederne ikke bare på fleksjobafgørelsen, men også vedrørende sygedagpengeafgørelsen. Skrivelsen omtalte nemlig med en særskilt lovhenvisning og begrundelse afgørelsen om ophør med sygedagpenge. Afgørelsen havde også været genstand for en helhedsbetragtning, ligesom der forud for afgørelsen var foretaget partshøring. Dertil kom, at det klart fremgik af ansøgerens klageskrivelse af 29. juni 2003, at der udelukkende blev klaget over afslaget på fleksjob. Det var derfor kommunens retsopfattelse en for udvidet fortolkning af de omtalte vejledningsbestemmelser, at kommunen havde en yderligere pligt til på ny at sikre sig en afklaring af spørgsmålet, om ansøgeren ønskede at klage over afslaget på beslutningen om ophør af sygedagpengeudbetaling. Kommunen havde netop ved afgørelsesskrivelsen klart oplyst om sygedagpengeafgørelsen og om klagemuligheden med en begrundelse, der bl.a. var baseret på en forudgående partshøring. Når der skriftligt var vejledt om , hvad der kunne klages over fandtes det at være en for udvidet fortolkning af vejledningsreglerne at kommunen havde pligt til at gentage denne vejledningsprocedure.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der er klageadgang i sager, hvor nævnet har dispenseret fra overskridelsen af klagefristen med en forvaltningsretlig begrundelse, og såfremt dette findes i overensstemmelse med loven, da realitetsbehandle spørgsmålet om nævnet her har dispenseret med rette.

Det sociale nævn havde haft ret til at behandle klagen over kommunens afgørelse om sygedagpenge af 26. juni 2003 på baggrund af ansøgerens klage af 29. juni 2003.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse men med en anden begrundelse.

Begrundelsen for at det sociale nævn havde ret til at behandle spørgsmålet om sygedagpenge var, at kommunens afgørelse af 26. juni 2003 var en fælles afgørelse for spørgsmålet om fleksjob og sygedagpenge.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at de to afgørelser havde en indbyrdes sammenhæng og det fremgik ikke klart af klagen, at den alene omfattede spørgsmålet om fleksjob.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at der i klagen var henvist til de lægelige oplysninger i sagen som var af betydning i forhold til begge afgørelser.

Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at en eventuel tvivl om klagens omfang skulle afklares af kommunen.

Da klagen af 29. juni 2003 var rettidig, var det ikke nødvendigt for det sociale nævn at dispensere fra klagefristen, jf. retssikkerhedslovens § 67, stk. 2, 1. pkt.

Ankestyrelsen havde derfor ikke anledning til at tage stilling til betydningen af retssikkerhedslovens § 67, stk. 2, 2. pkt., hvorefter afgørelser om at se bort fra klagefrister og afgørelser om klagefristens beregning ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

Ankestyrelsen bemærkede dog vejledende, at det var styrelsens opfattelse, at denne bestemmelse ikke var til hinder for, at Ankestyrelsen kunne tage stilling til spørgsmålet om kommunens overholdelse af regler i fx forvaltningsloven eller retssikkerhedsloven om vejledning, begrundelse eller klagevejledning, som var af betydning i forhold til klagefristen. Eksempelvis kunne en mangelfuld begrundelse af en afgørelse betyde, at klagefristen først begyndte at løbe fra det tidspunkt hvor myndighederne efterfølgende havde givet en korrekt begrundelse.