Ankestyrelsens principafgørelse C-42-04

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 109, stk. 2 og § 109e, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 129, stk. 1

Socialministeriets vejledning af 5. januar 2004 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne, herunder pædagogiske principper -

En kommune indstillede en 81- årig kvinde til flytning uden samtykke fra eget hjem til et plejehjem.

Det fremgik af sagen, at kvinden fra 1986 til 1990 flere gange havde været indlagt på grund af manio-depressiv psykose. I 1999 havde hun cerebralt infarkt. Hun havde hidtil boet i eget hjem.

Siden 2001 havde kvinden periodevis afvist at få den hjælp, som hun havde behov for, og som hun var blevet tilbudt.

I december 2003 fandt politiet kvinden på byens banegård, hvor hun var konfus og ikke kunne finde sin nøgle. Hun afviste hjemmesygeplejens forslag om at komme på gerontopsykiatrisk afdeling.

I januar 2004 afviste hun kontakt med hjemmeplejen og egen læge.

I slutningen af januar 2004 blev kvinden fundet i sin seng, svækket og dehydreret. Det vurderedes, at det var flere dage siden, hun havde spist. Der blev købt mad til hende, som hun spiste. De følgende to uger var hjemmesygeplejen hos hende, men hun bad hjemmesygeplejen forlade lejligheden. Hun havde ikke mad i lejligheden.

I februar 2004 blev kvinden fundet liggende nøgen på gulvet, afkræftet af mangel på mad og væske. Hun var fortsat ikke interesseret i hjælp, men hun blev dog indlagt på medicinsk afdeling. Hun blev senere overført til gerontopsykiatrisk afdeling, hvor hun efterhånden faldt til. Hun havde fra starten været paranoid tolkende og var blevet tilbudt medicin herfor, men ønskede den ikke. Hendes tilstand bedredes ganske gradvist ved kontakt og føde - og væskeindtagelse i tilstrækkelig grad.

Kvinden var ikke indstillet på at flytte til plejebolig. Hun blev udskrevet i. april 2004 med håbet om, at hun ville acceptere hjælpen fra hjemmeplejen.

Efter udskrivelsen nægtede hun at modtage al hjælp.

Kommunen låste sig ind i kvindens lejlighed i juni 2004, hvor kvinden blev fundet liggende nøgen og hjælpeløs på gulvet. Hun bar præg af at have ligget på gulvet i flere dage. Der blev rekvireret ambulance, men hun ønskede ikke at blive indlagt. Hun blev tilset af hjemmeplejen aftenen og natten igennem, uden at det var muligt at komme i kontakt med hende.

Den følgende dag blev hun indlagt på medicinsk afdeling.

Ved en samtale med kommunen gav kvinden udtryk for, at hun ikke ønskede at tage imod tilbud om aflastning eller plejebolig, idet hun mente, at hun kunne klare sig i eget hjem. På sygehuset kunne hun ikke selv varetage basale fysiske behov som mad, drikke og toiletbesøg.

Det fremgik bl.a. af kommunens indstilling om flytning uden samtykke, at kvinden ikke ønskede at modtage hjælp, og at det havde vist sig under indlæggelser, at hun bedredes både fysisk og psykisk, når hun fik omsorg, mad og væske.

Kommunen var af den opfattelse, at kvinden ikke var i stand til at tage vare på sig selv, og at hun ikke kunne passes i hjemmet, idet hun nægtede at modtage fornøden hjælp/støtte fra bistandsplejen, hjemmesygeplejen og lægen.

Kommunen havde over for det sociale nævn oplyst, at kommunen i forbindelse med tidligere udskrivelser fra sygehuset havde forsøgt at levere varm mad til kvinden, hvilket hun havde nægtet at tage imod. Selv om maden var blevet sat ind i lejligheden, havde hun ikke spist maden.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens indstilling om, at kvinden kunne optages i det særlige botilbud uden samtykke.

Nævnets afgørelse blev indbragt for Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden var omfattet af personkredsen i servicelovens § 109, stk. 2, og at hun opfyldte betingelserne for optagelse i det bestemte plejetilbud uden samtykke, jf. servicelovens § 109 e, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen om, at kvinden var omfattet af personkredsen i § 109, stk. 2, vægt på, at kvinden ifølge lægeudtalelse måtte vurderes at være dement, og at demensen var fremadskridende. Kvinden havde gennem det sidste års tid i tiltagende grad ikke været i stand til at tage vare på sig selv.

Ankestyrelsen vurderede på grundlag heraf, at kvindens psykiske funktionsevne måtte anses for at være betydeligt og varigt nedsat, og at hun som følge af sin demenslidelse ikke ville kunne tage fornuftsmæssigt stilling til spørgsmålet om sine fremtidige boligforhold.

Ankestyrelsen vurderede desuden, at flytningen til plejehjemmet måtte anses for at være absolut påkrævet for, at kvinden kunne få den nødvendige hjælp, og at hjælpen ikke kunne gennemføres i egen lejlighed. Ankestyrelsen vurderede desuden, at kvinden ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger, og at hun udsatte sig selv for at lide væsentlig personskade. Det var derfor uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kvinden havde været udsat for talrige fald i hjemmet, og at hun flere gange havde været så svært dehydreret, at indlæggelse havde været nødvendig. Kvinden var endvidere mindst to gange blevet fundet hjælpeløs uden for sin lejlighed. Kvinden havde afvist hjælp i hjemmet.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at kvinden under seneste indlæggelse ikke havde kunnet finde rundt, og at hun ikke kunne varetage sine basale fysiske behov som mad, drikke og toiletbesøg. Hun spiste og drak kun, hvad der blev sat foran hende.

Kvindens nedsatte psykiske funktionsevne medførte, at hun ikke selv kunne varetage behovet for pleje og behandling, og at hun derved udsatte sig selv for personskade.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at den nødvendige hjælp ikke ville kunne gennemføres i kvindens lejlighed.

Det fremgik således, at kvinden nægtede at modtage nogen form for hjælp i sin lejlighed. Kvindens lejlighed havde været beskrevet som meget snavset. Kvinden havde ligeledes nægtet at tage imod den mad, som kommunen havde forsøgt at levere til hende. Efter seneste udskrivelse fra sygehuset havde kvinden frasagt sig al hjælp, også mad. Hun ønskede ikke, at hjemmeplejen kom ind i lejligheden.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at de formelle betingelser for flytning uden samtykke, herunder værgebeskikkelse og advokatbistand var opfyldte.

Ankestyrelsens afgørelse kunne indbringes for landsretten, jf. servicelovens § 109 k, stk. 1, nr. 2) og retsplejelovens kapitel 43 a.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.