Ankestyrelsens principafgørelse M-2-04

Lov om individuel boligstøtte - lovbekendtgørelse nr. 696 af 21. august 2002 - § 7, stk. 1, § 46, stk. 1 og § 47, stk. 7

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 24, stk. 1

Det fremgik af sagen, at en kommune den 13. og 14. juni 2001 modtog en anonym anmeldelse om, at en mand boede hos en kvindelig boligstøttemodtager, at hun benyttede hans biler og at han optrådte på hendes telefonsvarer. Den 24. september 2001 modtog kommunen endvidere en anmeldelse, hvorefter han havde boet hos hende i 1-2 år og at han drev selvstændig virksomhed fra hendes adresse.

Der forelå ikke oplysninger om, at kommunen foretog sig noget i anledning af henvendelserne, selvom kvinden ikke havde oplyst, at han indgik i husstanden.

På grundlag af endnu en anmeldelse påbegyndte kommunen i oktober 2002 en undersøgelse af sagen. Det blev bl.a. undersøgt hvem der var registreret som ejer af den bil, som kvinden benyttede og hvorvidt parret havde fælleskonti.

Kommunen indkaldte herefter kvinden til samtale, hvor hun blev forelagt anmeldelserne. Hun forklarede bl.a., at parret havde været kærester i et års tid, hvor han ikke havde boet hos hende men var kommet der jævnligt. Parret var dog blevet enige om at flytte sammen, hvorfor hun havde frasagt sig boligstøtte med virkning fra 1. november 2002. De havde to firmaer, hvori hun varetog kontorarbejdet. Om anmelderne oplyste hun, at der var tale om hendes tidligere mand og en nabo. Kommunen anmodede om dokumentation for, at manden boede på en anden oplyst adresse. Manden fremsendte i den forbindelse flere typer dokumentation herfor, herunder 6 erklæringer fra personer, som alle havde besøgt ham på denne adresse indenfor de sidste 20 år.

Kommunen fandt i afgørelse af 13. januar 2003 at der var grundlag for at kræve boligstøtte, der var udbetalt i perioden 1. juli 2001 til november 2002, tilbagebetalt. Begrundelsen for afgørelsen bestod i en opremsning af en række faktiske omstændigheder, der efter kommunens opfattelse alle talte for, at manden boede hos kvinden.

Det sociale nævn fandt ikke, at kvinden skulle tilbagebetale boligsikring (og børnetilskud) vedrørende den ovennævnte periode.

Begrundelsen var, at kommunen den 13. juni 2001 og atter den 24. september i 2001 modtog underretning om, at kvinden skulle samleve med manden, samt at kommunen først undersøgte sagen i oktober 2002, hvorefter hun kom til samtale i november 2002. Kommunen havde ikke godtgjort, at kommunen i 2001 havde sagsbehandlet disse henvendelser for at kunne konstatere, om der var ret til ydelser som enlig eller ej.

Hvis kvinden havde modtaget ydelserne med urette var det efter nævnets opfattelse kommunen, der var nærmest til at bære risikoen for den fortsatte fejludbetaling efter den 1. juli 2001, når kommunen var i besiddelse af oplysninger, der tydede på, at hun ikke var berettiget, uden at dette havde givet anledning til undersøgelse på dette tidspunkt.

Ud fra en risikobetragtning ville hun således ikke skulle tilbagebetale, hvorfor nævnet ikke havde haft anledning til at tage stilling til, om hun samlevede og modtog ydelserne uretmæssigt i perioden.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at kommunen ønskede en principiel afgørelse af, hvorvidt udbetaling af sociale ydelser skal standses i samme øjeblik, der foreligger en anonym anmeldelse. Kommunen henviste i den forbindelse til, at det af ansøgningsblanketten til boligstøtte fremgår, at man har pligt til at underrette om ændringer i de oplyste forhold. Forkerte eller manglende oplysninger kan medføre krav om tilbagebetaling.

Det sociale nævn anførte i forbindelse med genvurderingen, at det var en misforståelse, når kommunen i klagen antog, at nævnets afgørelse betød, at "udbetalingen af sociale ydelser skal standses i samme øjeblik, der foreligger en anonym henvendelse". Nævnet fandt, at kommunen havde en kontrol- og tilsynsforpligtelse, og at kommunen havde pligt til at tage stilling til anmeldelsen og partshøre den berørte borger med henblik på hurtigst muligt at stoppe eventuel uretmæssig udbetaling.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommunes tilbagebetalingskrav kan afvises alene fordi kommunen på et tidligere tidspunkt kunne have undersøgt, om nogle anonyme henvendelser gav fornødent grundlag for at stoppe ydelsen

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen til ny behandling og afgørelse.

Begrundelsen var, at nævnets afgørelse ikke på tilstrækkeligt grundlag havde forholdt sig til samtlige omstændigheder i sagen samt inddraget reglerne om tilbagebetaling i boligstøtteloven.

Begrundelsen var samtidig, at kommunes afgørelse ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse i henhold til forvaltningslovens § 24, idet kommunen ikke i afgørelsen tog stilling til de forhold, der eventuelt kunne tale for, at manden ikke den 1. juli 2001 indgik i kvindens husstand.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kommunen bl.a. ikke havde taget stilling til de af manden fremlagte 6 erklæringer, hvorefter han de sidste ca. 20 år havde boet på den hidtidige adresse.

Såfremt kommunen efter den fornyede vurdering fortsat fandt, at manden var indgået i kvindens husstand i den periode, hvor hun modtog boligstøtte, skulle kommunen vurdere, hvorvidt der i det konkrete tilfælde var grundlag for at kræve den udbetalte hjælp tilbagebetalt, jf. boligstøttelovens § 47, stk. 7.

Angående tilbagebetaling efter § 47, stk. 7, 1. led, bemærkede Ankestyrelsen, at reglen var af objektiv karakter, når oplysningspligten i henhold til lovens § 46, stk. 1 (og § 43, stk. 3) ikke var overholdt. Oplysningspligten vedrørte alle forhold, der kunne medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtte. I tilfælde af myndighedsfejl ville tilbagebetalingspligten herefter bero på en konkret vurdering af, hvorvidt den uretmæssige udbetaling hovedsagligt måtte tilskrives myndighedsfejlen eller boligstøttemodtagerens manglende iagttagelse af oplysningspligten.