Ankestyrelsens principafgørelse P-13-04

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 42 af 28. januar 2004 - § 17, stk. 1, 3. punktum og § 20, stk. 3

Sagen vedrørte en 53-årig gift kvinde, der havde opholdt sig i Danmark siden 1974. Ansøger havde kun haft sporadisk skolegang i hjemlandet Marokko og var analfabet. Ansøger havde levet en isoleret tilværelse i hjemmet og havde forsøgt at lære dansk uden held.

Ansøger havde haft fuldtidsarbejde med rengøring fra 1981 til 1984, men havde ellers levet af dagpenge og kontanthjælp. Der var givet afslag på førtidspension i 1987 og 1997. Det havde ikke været muligt at gennemføre arbejdsprøvning på grund af sprogproblemer, kulturel baggrund og dårligt helbred.

Ansøger led af hovedpine, svimmelhed, allergi overfor visse fødevarer, søvnproblemer, opkastninger og natlige vejrtrækningsproblemer. Ansøger havde været indlagt flere gange på hospital samt var undersøgt af forskellige speciallæger. Der var ikke fundet noget unormalt. Symptomerne var tolket som massive psykosomatiske problemer.

I generel helbredserklæring af 5. marts 2003 fra egen læge skønnedes funktionsevnen nedsat på grund af manglende danskkundskaber og ansøgers psykosomatiske overbygning.

Kommunen havde 26. august 2003 truffet afgørelse om, at der ikke var ret til førtidspension, jf. § 16, § 20, stk. 2, i lov om social pension, idet ansøger skønnedes at have en arbejdsevne, som satte hende i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Det sociale nævn havde den 24. oktober 2003 tiltrådt kommunens afgørelse med den begrundelse, at det foreliggende dokumentationsgrundlag ikke var tilstrækkeligt til at vurdere, om ansøger opfyldte betingelserne for førtidspension, jf. § 16 og § 20, stk. 1.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis for behandling af førtidspensionssag efter reglerne i lov om social pension, når der ikke klart er udtrykt ønske om behandling efter § 17 eller § 18.

Kommunens afgørelse var ugyldig, og sagen blev hjemvist til kommunen til ny behandling og afgørelse.

Ankestyrelsen fandt, at der ved sagens behandling i kommunen var begået væsentlige sagsbehandlingsfejl, og at disse fejl havde bevirket, at kommunens afgørelse var ugyldig.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det ikke i forbindelse med anmodning om pension den 3. april 2003 var tilstrækkelig afklaret, om ansøger ønskede sagen behandlet på det foreliggende grundlag efter § 17, stk. 1, 3. pkt., i lov om social pension, eller om ansøger evt. var villig til at blive arbejdsprøvet for at få vurderet sin arbejdsevne og få sagen yderligere belyst lægeligt efter lovens § 18.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger ikke var vejledt om forskellen på behandling efter pensionslovens § 17 og § 18, herunder at sagen efter lovens § 17 blev behandlet på det foreliggende grundlag.

Der blev endvidere lagt vægt på, at ansøger ikke havde været indkaldt til møde i kommunen, før der skulle træffes afgørelse om pension og således ikke havde medvirket til belysning og udarbejdelse af ressourceprofilen, jf. arbejdsevnebekendtgørelsens § 17, stk. 1, stk. 2, nr. 1, 2 og 3 og stk. 3.

Ansøger havde således ikke været inddraget i beskrivelse, udvikling og vurdering af eksisterende ressourcer eller ved belysning af mulighederne for yderligere udvikling af hendes ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet eller ved beskrivelsen af mulighederne for at reducere eller fjerne de barrierer, der kunne gøre det vanskeligt for ansøgeren at anvende eller udvikle sine ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet. Ansøgerens eget bidrag til oplysning af sagen skulle have været indarbejdet i ressourceprofilen.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.