Ankestyrelsens principafgørelse U-5-04

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 9, nr. 4, § 10, § 24, stk. 1 og § 40, stk. 2

Almindelige forvaltningsretlige principper - Ulovbestemte forvaltningsretlige principper -

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 1005636-03

Arbejdsgivers advokat havde på vegne af arbejdsgiver ved brev af 24. november 2000 anket Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 17. november 2000. Til støtte for anken blev det anført, at lovens § 40, stk. 2, hjemler arbejdsgiveren mulighed for at få sagen genoptaget, idet det fremgår af bestemmelsen, at hvis der som følge af arbejdsskaden er udbetalt erstatning af en erstatningsansvarlig skadevolder eller dennes forsikringsselskab, har skadevolderen henholdsvis forsikringsselskabet krav på af arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring at få godtgjort det erstatningsbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 17. november 2000 fik arbejdsgiver afslag på genoptagelse af sikredes arbejdsskadessag. Arbejdsskadestyrelsen begrundede afgørelsen med, at arbejdsgiver efter arbejdsskadesikringsloven ikke har partsstatus i en arbejdsskadesag, men alene har ankeret for så vidt angår afgørelser om anerkendelse, jf. lovens § 55. Da der ikke forelå samtykke fra sikrede, kunne sagen ikke genoptages.

Det fremgik af sagen, at Arbejdsskadestyrelsen den 27. december 1991 modtog en anmeldelse fra Direktoratet for Arbejdstilsynet om en formodet arbejdsbetinget lænderyglidelse hos sikrede.

Arbejdsskadestyrelsen traf første gang afgørelse om anerkendelse i sagen den 12. november 1993. Arbejdsskadestyrelsen afslog at anerkende sikredes lænderyglidelse som en arbejdsskade. Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at Erhvervssygdomsudvalget på sit møde den 26. oktober 1993 indstillede, at tilfældet blev afvist, idet lidelsen ikke udelukkende eller i overvejende grad skyldtes arbejdet. Udvalget lagde ved indstillingen vægt på, at der ikke havde været tale om tilstrækkelig tungt rygbelastende arbejde. De enkelte emner havde overvejende vejet under 8 kg.

Ved brev af 30. november 1993 klagede sikredes forbund over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen stadfæstede den 8. juli 1994 Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Begrundelsen var, at sikredes lænderyglidelse ikke var omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme. Ankestyrelsen var endvidere enig med Arbejdsskadestyrelsen og Erhvervssygdomsudvalget i, at det ikke var godtgjort, at hendes lidelse udelukkende eller i overvejende grad skyldtes arbejdets særlige art. Ved vurderingen lagde Ankestyrelsen vægt på, at der kun var dokumenteret omkring 5 års rygbelastende arbejde, at de enkelte emner havde vejet mellem 6 kg og 23 kg, og at sikrede dagligt havde løftet ca. 6 - 10 tons, men ikke mere.

Arbejdsgivers advokat anmodede ved brev af 9. december 1999 Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage sikredes sag. Det blev gjort gældende, at sikredes ryglidelse måtte kunne anerkendes efter arbejdsskadesikringsloven, idet landsretten havde fundet det godtgjort, at lidelsen skyldtes en skadelig påvirkning under arbejdet hos arbejdsgiveren.

Det fremgik bl.a. af den vedlagte udskrift af domsbogen fra landsretten, at arbejdsgiver den 19. november 1999 blev dømt til, at betale sikrede 674.008 kr. med tillæg af procesrente.

Arbejdsgivers advokat oplyste, at sikredes advokat meget klart havde afvist at begære sikredes arbejdsskadesag genoptaget.

Ankestyrelsen stadfæstede den 11. april 2001 Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om, at sagen ikke kunne genoptages. Arbejdsgivers forsikringsselskab indgav den 14. august 2001 stævning mod Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen har i forbindelse med den verserende retssag forvaltningsretligt genoptaget sin egen afgørelse af 11. april 2001.

Sagen kunne genoptages.

Arbejdsgiver var indtrådt i sikredes retskrav på at begære sagen genoptaget og få denne behandlet efter loven.

Sagen blev hjemvist til Arbejdsskadestyrelsen, som under den fornyede behandling, burde indhente en udtalelse fra sikrede om baggrunden for, at hun havde afvist at samtykke til en fornyet behandling af sagen. Arbejdsskadestyrelsen skulle indhente relevante oplysninger om sikredes ekspositions- og helbredsforhold, og herefter træffe en ny afgørelse.

Ankestyrelsens afgørelse af 11. april 2001 blev ophævet.

Ankestyrelsen lagde til grund, at arbejdsgivers ansvarsforsikringsselskab havde betalt erstatning efter erstatningsansvarsloven til sikrede i overensstemmelse med landsrettens dom af 19. november 1999, og at der på den baggrund kunne ske identifikation mellem disse to selskaber.

Landsretten fastslog, at sikrede havde pådraget sig en ryglidelse under sit arbejde på arbejdsgivers tæppefabrik, og sikrede fik tilkendt 674.008 kr. med tillæg af procesrente fra den 7. oktober 1991 til betaling skete (i alt udbetalt 1.337.581 kr.). Landsretten fandt, at arbejdet ikke havde været tilrettelagt og udført fuldt forsvarligt, og at det således ikke havde opfyldt de i arbejdsmiljølovens § 38 nævnte krav, hvilket også - for så vidt angår flytningen af garnnøglerne - underbyggedes af det påbud, som Arbejdstilsynet udstedte den 19. august 1992. Landsretten henviste desuden til, at arbejdsgiveren ikke havde ført et effektivt tilsyn med, at arbejdet udførtes sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, og at sikrede heller ikke havde fået den fornødne instruktion i at udføre arbejdet på en farefri måde.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at arbejdsgiver ved subrogation - hvorved forstås, at en tredjemand ved at fyldestgøre fordringshaveren indtræder i dennes rettigheder - var indtrådt i sikredes retskrav på at begære en sag genoptaget og få denne behandlet efter loven.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at arbejdsgiver eller dennes forsikringsselskab havde betalt erstatning efter erstatningsansvarsloven som skadevolder til sikrede og derfor ville have krav på at få godtgjort det erstatningsbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet måtte have pligt til at betale i forhold til en administrativ afgørelse på det tidspunkt, hvor kravet blev fremsat.

Arbejdsgiver havde derfor en individuel, konkret og aktuel interesse i, at arbejdsskadesagen blev genoptaget - ligesom arbejdsgiveren efter de almindelige retsplejemæssige regler havde en retlig interesse i domstolsprøvelse af spørgsmålet om genoptagelse af en sag - og at det efter de almindelige forvaltningsretlige principper ville føre til, at en arbejdsgiver betragtes som part i en genoptagelsessag.

Ankestyrelsen fandt således, at en arbejdsgiver efter at have betalt erstatning efter erstatningsansvarsloven som skadevolder havde en konkret individuel interesse i, at en arbejdsskadesag blev genoptaget.

Det forhold, at sikrede havde nægtet at meddele samtykke til en sådan genoptagelse, kunne ikke i sig selv føre til, at arbejdsgiveren ikke havde ret til at søge sagen genoptaget i denne situation.

Ankestyrelsen bemærkede dog at en arbejdsgiver ikke kunne opnå en større ret end den sikrede havde. Dette gjaldt både i relation til at få sagen genoptaget indenfor de i loven fastsatte tidsfrister og ved fastsættelse af erstatningen.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 1001858-02

Anmeldelsen i form af en tennisalbue blev modtaget i Arbejdsskadestyrelsen den 10. november 1994. Arbejdsskadestyrelsen afviste ved afgørelse af 6. april 1995 anerkendelse af lidelsen som erhvervssygdom. Afgørelsen blev tiltrådt ved Ankestyrelsens afgørelse af 29. september 1995.

Arbejdsgiver blev ved byretsdom af 25. oktober 1999 dømt til at betale erstatning efter erstatningsansvarsloven til sikrede. Dommen blev anket til landsretten, men senere hævet. Arbejdsgiver udbetalte primo 2001 erstatningsbeløbet uden forsikringsdækning.

Arbejdsgivers advokat anmodede den 8. februar 2001 om genoptagelse af anerkendelsesspørgsmålet. Arbejdsskadestyrelsen afviste at genoptage sagen under henvisning til den nu ophævede SM U- 23- 01.

Sagen blev hjemvist til Arbejdsskadestyrelsen til ny behandling og afgørelse.

Det betød, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse ikke længere var gældende. Arbejdsskadestyrelsen skulle træffe en ny afgørelse.

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse var truffet på et retsgrundlag, som nu var ophævet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en arbejdsgiver ved subrogation - hvorved forstås, at en tredjemand ved at fyldestgøre fordringshaveren indtræder i dennes rettigheder - er indtrådt i den sikredes retskrav på at begære en sag genoptaget og få denne behandlet efter arbejdsskadesikringsloven.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at arbejdsgiver havde betalt erstatning efter erstatningsansvarsloven som skadevolder og derfor havde krav på at få godtgjort det erstatningsbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet måtte have pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet blev fremsat, jf. § 40, stk. 2.

Arbejdsgiver havde derfor en individuel, konkret og aktuel interesse i, at arbejdsskadesagen blev genoptaget - ligesom arbejdsgiveren efter de almindelige retsplejemæssige regler havde en retlig interesse i domstolsprøvelse af spørgsmålet om genoptagelse af en sag - og at dette efter de almindelige forvaltningsretlige principper ville føre til, at en arbejdsgiver blev betragtedes som part i en genoptagelsessag.

Ankestyrelsen fandt således, at en arbejdsgiver efter at have betalt erstatning efter erstatningsansvarsloven som skadevolder har en konkret individuel interesse i, at en arbejdsskadesag bliver genoptaget.

Ankestyrelsen bemærkede dog at en arbejdsgiver ikke kunne opnå en større ret end den ret den sikrede har. Dette gjaldt både i relation til at få sagen genoptaget indenfor de i loven fastsatte tidsfrister og ved fastsættelse af erstatningen.