Sagen drejede sig om en 8-årig dreng, som var diagnostiseret infantil autist med hjerneskade og spasticitet.
Drengens forældre ansøgte kommunen om hjælp til dækning af udgift til køb af et særligt legetøj i form af en spejlkarrusel (1300 kr.). Forældrene oplyste, at de havde svært ved at beskæftige sønnen og hindre hans selvdestruktive adfærd. Forældrene fandt på baggrund af erfaringer fra sønnens tidligere specialbørnehave, at spejlkarrusellen kunne bruges til at beskæftige sønnen og aflede hans opmærksomhed i de situationer, hvor han slog hoved i gulv, vægge mv.
Kommunen gav afslag på ansøgningen efter servicelovens § 28. Kommunen lagde vægt på, at den ansøgte spejlkarrusel ikke udgiftsmæssigt oversteg de udgifter til legetøj der var almindeligt for ikke handicappede børn i sønnens alder. Kommunen fandt derfor ikke, at der var tale om en merudgift.
Forældrene klagede over kommunens afgørelse. I klagen var det bl.a. oplyst, at den ansøgte karrusel alene kunne erhverves i en bestemt forretning, som forhandlede specielt legetøj og lignende til handicappede. Forældrene henviste herefter til, at der efter servicelovens § 28 kan ydes tilskud til særligt legetøj og andre udgifter til beskæftigelse i fritiden.
I en supplerende klage oplyste forældrene bl.a., at forældrene gjorde meget ud af, at de udgiftsmæssigt anvendte de samme penge til legetøj til begge deres børn. Forældrene havde derfor den samme udgift til legetøj til deres handicappede søn som til deres ikke handicappede søn.
Nævnet hjemviste efterfølgende sagen til fornyet vurdering og afgørelse i kommunen.
Nævnet lagde til grund, at den ansøgte spejlkarrusel var et særligt legetøj fremstillet til børn med nedsat funktionsevne.
Nævnet fandt herefter ikke at kommunen kunne afslå at yde hjælp til karrusellen med den af kommunen anførte begrundelse.
Nævnet lagde herved vægt på, at børns udgiftsmæssige forbrug af legetøj er vidt forskelligt og det næppe kunne fastslås hvad der er normale udgifter til legetøj til børn i forskellige aldersgrupper. Familiens eventuelle udgifter til en spejlkarrusel kunne derfor ikke efter nævnets opfattelse afvises som en merudgift efter servicelovens § 28, stk. 1 med henvisning til at børn uden funktionsnedsættelse har udgifter til andet legetøj.
Nævnet fandt at merudgifter til særligt legetøj til børn med funktionsnedsættelse alene kunne sammenlignes med legetøj af tilsvarende type til børn i samme aldersgruppe uden funktionsnedsættelse.
Hvis der ikke fandtes tilsvarende almindeligt legetøj skulle hele udgiften til særligt legetøj efter nævnets opfattelse betragtes som en merudgift, hvortil der kunne ydes økonomisk hjælp efter servicelovens § 28. Dette under forudsætning af at legetøjet var nødvendigt med henblik på beskæftigelsen af barnet i fritiden og at barnet var omfattet af personkredsen i servicelovens § 28.
Nævnet kunne imidlertid ikke på det foreliggende grundlag vurdere om forældrene var berettiget til økonomisk hjælp til den ansøgte spejlkarrusel efter servicelovens § 28, stk. 1.
Nævnet lagde herved vægt på, at kommunen ikke sås at have foretaget en nærmere beskrivelse af sønnens funktionsevne set i forhold til, hvad sønnen havde brug for at beskæftige sig med i fritiden.
Kommunen blev herefter anmodet om at foretage en funktionsevnebeskrivelse og på det grundlag vurdere om den ansøgte spejlkarrusel var et nødvendigt legetøj for sønnens fritidsbeskæftigelse. I givet fald skulle kommunen undersøge om der fandtes et tilsvarende legetøj som spejlkarrusellen, som børn uden funktionsnedsættelse i sønnens alder ville benytte. Under henvisning til disse undersøgelser og vurderinger skulle kommunen herefter træffe afgørelse om hvorvidt udgiften eller en del af udgiften til den ansøgte karrusel var en merudgift, hvortil der kunne ydes hjælp efter servicelovens § 28.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at kommunen fortsat ikke vurderede, at der var tale om en merudgift ved forsørgelsen.
Kommunen oplyste, at en gennemsnitsfamilie med et barn på 8 år typisk afholdt udgifter til legetøj i form af Playstation eller Gameboy med tilhørende spil. Sådanne spil kostede tilsvarende eller mere end den spejlkarrusel barnet med nedsat funktionsevne benyttede i stedet for.
I forhold til nævnets afgørelse anførte kommunen videre, at det var kommunens opfattelse, at det var udgiften til legetøjet, der var afgørende, og ikke om det var specielt fremstillet til handicappede børn. Det afgørende var således om forældrenes udgift til særligt legetøj oversteg den udgift forældre til ikke handicappede børn afholdt til almindeligt legetøj.
Under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste kommunen telefonisk, at kommunen efter nævnets hjemvisning af sagen havde truffet en ny afgørelse i sagen og bevilget forældrene hjælp til køb af den ansøgte spejlkarrusel.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt det ansøgte legetøj i form af en spejlkarrusel skulle vurderes efter servicelovens §§ 97/98 om hjælpemidler og forbrugsgoder eller servicelovens § 28 om merudgifter ved forsørgelsen. I det omfang det ansøgte skulle vurderes efter servicelovens § 28 ville der videre blive taget stilling til, hvorvidt merudgiftsvurderingen beroede på en vurdering af om den ansøgte spejlkarrusel kunne sammenlignes med legetøj af tilsvarende type til børn i samme aldersgruppe uden funktionsnedsættelse.
