Ankestyrelsens principafgørelse R-4-05

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

30-05-2009

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 - § 9c, stk. 2

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1. - J.nr. 3800022-05

En kvinde flyttede den 1. juni 2004 med sine tre børn fra A kommune til B kommune.

B kommune traf den 15. juli 2004 afgørelse om anbringelse af kvindens tre børn udenfor hjemmet efter reglerne om tvangsmæssig anbringelse.

Den 16. juli 2004 anmodede B kommune A kommune om refusion for udgifter som følge af anbringelsen.

A kommune afviste kravet, hvorpå B kommune påklagede afslaget til det sociale nævn.

Det sociale nævn pålagde A kommune at refundere udgifter, der fulgte af B kommunes anbringelse af de tre børn. Afgørelsen var begrundet med, at A kommune allerede i marts 2004 var bekendt med, at hjælpeforanstaltninger i hjemmet ikke var tilstrækkelige til at forhindre alvorlig skade på børnenes udvikling. A kommune burde derfor på dette tidspunkt have truffet afgørelse om anbringelse af børnene efter servicelovens bestemmelser herom.

Nævnet henviste endvidere til punkt 267 i vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvor det fremgår, at refusion kan komme på tale i ganske særlige tilfælde, hvor en kommune burde have påtaget sig handleforpligtelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare adgangen til at pålægge en kommune refusionspligt på grund af passivitet vedrørende udgifter til anbringelse udenfor hjemmet efter de regler, der trådte i kraft den 1. juli 2003, når en kommune efter 1. juli 2003 havde truffet en egentlig afgørelse om anbringelse af et barn under 18 år. Sagen vedrørte særligt spørgsmålet om selvstændig opholdskommune for et barn.

A kommune var ikke selvstændig opholdskommune og betalingskommune for kvindens tre anbragte børn.

A kommune var derfor ikke forpligtet til at yde refusion til B kommune for udgifter i forbindelse med anbringelse af kvindens tre børn.

Afgørelsens begrundelse var, at der ikke efter 1. juli 2003 var hjemmel i retssikkerhedsloven til at stille krav overfor en tidligere opholdskommune om refusion af udgifter til anbringelse af børn under 18 år udenfor hjemmet.

Begrundelsen for afgørelsen var videre, at A Kommune ikke havde truffet afgørelse om anbringelse udenfor hjemmet af kvindens tre børn. A kommune var dermed ikke blevet selvstændig opholdskommune og betalingskommune for kvindens tre børn, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 4, 2. pkt.

Ankestyrelsen lagde til grund, at fastlæggelsen af, hvilken kommune der var selvstændig opholdskommune og betalingskommune for anbragte børn skulle ske efter retssikkerhedslovens kompetenceregler, ikke servicelovens materielle regler om anbringelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at retssikkerhedslovens § 9a, stk. 4, 2. pkt. om selvstændig handlekommune for anbragte børn efter sin ordlyd og lovbemærkningerne alene omfattede tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaverens (tidligere) opholdskommune havde truffet afgørelse om anbringelse efter kapitel 8 i serviceloven.

Ankestyrelsen lagde væsentlig vægt på, at det fremgår af lovbemærkningerne, at det har været et generelt formål, at reglerne om selvstændig opholdskommune for anbragte børn ikke skaber tvivl om opholdskommuneforpligtelsen. Det ville være i modstrid med dette formål, såfremt det - efter at en kommune havde truffet afgørelse om anbringelse og var blevet selvstændig opholdskommune - skulle vurderes, om en tidligere opholdskommune forinden var blevet selvstændig opholdskommune på baggrund af passivitetssynspunkter.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at en afgørelse om opholdskommune ikke burde indebære en stillingtagen til de materielle regler, idet der i så fald var betydelig risiko for, at der skabtes tvivl om, hvilken kommune der var handlekommune i forbindelse med anbringelse af børn.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at retssikkerhedslovens § 9a, stk. 4, 2. pkt. om selvstændig opholdskommune måtte afgrænses til tilfælde, hvor kommunen havde truffet en egentlig afgørelse om anbringelse af et barn udenfor hjemmet.

Ankestyrelsen havde ikke kompetence til at tage stilling til, om B kommune eventuelt på erstatningsretligt grundlag havde mulighed for at kræve betaling af udgifterne til anbringelse.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag. nr. 2. j.nr. 3800013-05

En kvinde flyttede den 1. januar 2004 til B kommune fra A kommune sammen med hendes to børn.

B kommune blev i den følgende tid opmærksom på, at der var tale om en meget belastet familie med massive problemer.

Den 3. maj 2004 traf B kommune afgørelse om at anbringe kvindens datter udenfor hjemmet.

B kommune anmodede A kommune om refusion for udgifterne ved anbringelse af datteren, men fik afslag.

Det sociale nævn stadfæstede A kommunes afgørelse.

Begrundelsen var, at A kommune ikke før moderens flytning til B kommune havde truffet afgørelse om anbringelse af datteren efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11. Nævnet lagde vægt på, at en afgørelse om stillingtagen til opholdskommune ikke burde indeholde en stillingtagen til de materielle regler.

Nævnet fandt, at den retstilstand, som Ankestyrelsen gav udtryk for i SM R-7-01 ikke længere kunne opretholdes, idet den bestemmelse i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 2, som der i afgørelsen var henvist til, var ophævet. Dette forhold måtte samtidig medføre, at der ikke kunne gives B kommune medhold i, at A kommune ud fra en passivitetsbetragtning var pligtig at refundere B kommunes udgifter i forbindelse med datterens anbringelse, idet den bestemmelse, hvorpå en refusionspligt ud fra en passivitetsbetragtning evt. skulle hjemles, ikke længere var eksisterende.

Ankestyrelsen behandlede sagen til afklaring af adgangen til at pålægge en kommune refusionspligt på grund af passivitet vedrørende udgifter til anbringelse udenfor hjemmet, når en anden kommune efter 1. juli 2003 havde truffet en egentlig afgørelse om anbringelse af et barn under 18 år

A kommune var ikke forpligtet til at yde refusion til B kommune for udgifter i forbindelse med barnets anbringelse udenfor hjemmet.

Begrundelsen for afgørelsen var, at hjemmelen for en kommunes krav om refusion af udgifter i forbindelse med anbringelse af børn under 18 år udenfor hjemmet var ophævet med virkning fra 1. juli 2003.

Begrundelsen var videre, at A kommune ikke havde medvirket til anbringelse af datteren udenfor hjemmet før 1. juli 2003. A kommune havde således ikke pådraget sig et refusionsansvar efter de dagældende regler.

Der var ikke efter 1. juli 2003 tilstrækkelig hjemmel til at pålægge A kommune pligt til at refundere B kommunes udgifter til anbringelse af datteren med den begrundelse, at A kommune burde have anbragt hende før dette tidspunkt.

En efterfølgende antagelse af, at A kommune burde have truffet afgørelse om anbringelse af datteren udenfor hjemmet før 1. juli 2003 kunne ikke i retlig forstand sidestilles med en faktisk afgørelse om anbringelse, der før dette tidspunkt kunne have givet grundlag for refusion.

En "burde- anbringelse" før dette tidspunkt kunne efter Ankestyrelsens opfattelse ikke tillægges de samme retsvirkninger i relation til refusion og opholdskommune som en faktisk afgørelse om anbringelse ville have fået efter dagældende regler. Der forelå således ikke tilstrækkelig hjemmel til på baggrund af passivitetssynspunkter at pålægge A kommune at refundere B kommune udgifterne ved datterens anbringelse.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det ville skabe betydelig usikkerhed om, hvilken kommune der skulle anses for selvstændig opholdskommune for datteren, såfremt A kommune blev pålagt at dække anbringelsesudgifterne på grundlag af passivitetssynspunkter. Anvendelse af refusionsreglerne ville få afledede virkninger i forhold til fastlæggelsen af den selvstændige opholdskommune for datteren da "burde-anbringelsen" af hende som en antaget retlig realitet yderligere ville få konsekvenser for opholdskommunespørgsmålet.

Ankestyrelsen bemærkede, at hvis A kommune i retlig forstand blev anset for anbringelseskommune efter de tidligere regler, ville der opstå tvivl om, hvorvidt A kommune eller B kommune var selvstændig opholdskommune for datteren.

Det fremgik af lovbemærkningerne til de gennemførte regler om selvstændig opholdskommune for anbragte børn, at det var et generelt formål, at reglerne ikke skabte tvivl om opholdskommuneforpligtelsen. Det ville være i modstrid med dette formål, såfremt A kommune blev anset for anbringelseskommune og selvstændig opholdskommune for datteren

Ankestyrelsen har endelig lagt vægt på, at Ankestyrelsen ikke havde kompetence til at tage stilling til, om A kommune efter erstatningsretlige regler kunne pålægges at dække udgifterne til datterens anbringelse udenfor hjemmet. Ankestyrelsen kunne således ikke tage stilling til et krav om dækning af anbringelsesudgifterne, der alene var begrundet med culpa-betragtninger.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.