Ankestyrelsens principafgørelse A-6-05

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 25b og § 25c

Lov om individuel boligstøtte - lovbekendtgørelse nr. 75 af 19. januar 2005 - § 42a

Kommunen havde vurderet, at ansøgeren, som havde modtaget kontanthjælp siden 1996, pr. 1. januar 2004 ville være omfattet af bestemmelserne i § 25 b, da han havde modtaget kontanthjælp i 6 sammenhængende måneder.

Kommunen havde oplyst, at samtlige kontanthjælpsmodtagere, der modtog hjælp pr. 1. juli 2003 modtog en orientering om de nye regler såvel pr. 1. juli 2003 som pr. 1. januar 2004.

Kommunen havde desuden den 3. december 2003 sendt en orienteringsskrivelse om det samlede loft efter 6 måneder. Ansøgeren blev desuden orienteret om, at han nu havde modtaget hjælp i 5 sammenhængende måneder og om, at han var omfattet af loftet, hvis han fortsat modtog hjælp efter den 6. måned.

Kommunens boligsikringskontor havde i brev af 1. januar 2004 oplyst boligsikringens størrelse for ansøgeren til 434 kr. pr. 1. januar 2004. Der blev taget forbehold for udbetalingen, idet kontoret havde fået oplyst, at en eller flere personer kunne være omfattet af § 25 b og § 25 c i lov om aktiv socialpolitik (loft over kontanthjælpen) og § 42 a, i lov om individuel boligsikring.

I brev, ligeledes af 1. januar 2004, meddelte kommunen, at der var foretaget en beregning, der havde medført nedsættelse af boligsikringen, således at udbetalingen pr. 1. januar 2004 på grund af loftberegningen var blevet nedsat til 0 kr.

Ansøgeren klagede til nævnet, der fandt, at kommunen var berettiget til at foretage den omhandlede nedsættelse af den samlede hjælp til forsørgelse. Hjælpen kunne dog først nedsættes med virkning fra 1. februar 2004.

Nævnet lagde ved afgørelsen afgørende vægt på, at ansøgeren havde modtaget kontanthjælp i 6 sammenhængende måneder, og at der efter det oplyste ikke havde været forhold, som havde afbrudt denne periode.

Nævnet fandt imidlertid, at ansøgerens hjælp først kunne nedsættes med virkning fra den 1. februar 2004, idet kommunen ikke havde givet ansøgeren meddelelse om nedsættelsen 1 måned inden, han blev omfattet af reglerne om loftberegning. Det var nævnets opfattelse, at ansøgeren burde have fået meddelelse om loftberegningen senest den 1. december 2003, for at hjælpen kunne nedsættes pr. 1. januar 2004. Eftersom ansøgeren modtog meddelelsen ved brev af 3. december 2003, havde kommunen ikke opfyldt tidskravet om orientering.

Nævnet pålagde således kommunen at genudbetale det beløb, som hjælpen var blevet nedsat med i januar måned.

Nævnet bemærkede, at det fandt, at kommunens generelle orienteringsbrev fra juni/juli 2003 om nye regler i lov om aktiv social politik, og som var sendt til samtlige kontanthjælpsmodtagere, ikke var en tilstrækkelig orientering, som forudsat i bekendtgørelsens § 10. Nævnet lagde herved vægt på, at den enkelte borger ikke specifikt var blevet orienteret om, at vedkommende var omfattet af persongruppen for loftsberegningen.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af fortolkningen af aktivlovens

§ 25, jf. § 10 i Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 908 af 14. november 2003, hvoraf det fremgår, at kommunen orienterer modtagere af hjælp efter § 25 i aktivloven og modtagere af boligstøtte efter boligstøtteloven om, at de pågældende er omfattet af persongruppen for loftberegningen. Orienteringen skal ske så hurtigt som muligt, og senest 1 måned før personen omfattes af loftet for hjælp efter § 25 b i aktivloven.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var omfattet af loftet for hjælp efter aktivlovens § 25 b fra den 1. januar 2004. Det betød, at den samlede hjælp fra den 1. januar 2004 for hans vedkommende skulle nedsættes i det omfang, den oversteg loftet efter § 25 b, stk.1.

Kommunen havde først ved brev af 3. december 2003 orienteret ansøgeren om, at han var omfattet af persongruppen for loftberegningen og havde således ikke orienteret ham senest en måned før, han var omfattet af loftet for hjælp efter § 25 b.

Dette forhold medførte dog ikke ugyldighed af kommunens afgørelse om nedsættelse af boligsikringen for januar måned 2004.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse for så vidt angik dette spørgsmål.

Ankestyrelsen bemærkede, at kommunen burde have sikret, at ansøgeren havde modtaget en orientering senest 1 måned før, han blev omfattet af loftet.

Ankestyrelsen fandt det desuden uheldigt, at kommunens afgørelse ikke var dateret med datoen for afsendelsen, men med datoen fra hvilken afgørelsen skulle have virkning.

Begrundelsen for, at hjælpen til ansøgeren pr. 1. januar 2004 skulle nedsættes jf. aktivlovens § 25 b, var, at han efter det oplyste på dette tidspunkt havde modtaget hjælp til forsørgelse efter aktivlovens § 25 i 6 sammenhængende måneder beregnet fra lovens ikrafttræden den 1. juli 2003.

Begrundelsen for, at det ikke medførte ugyldighed af kommunens afgørelse, at kommunen først havde orienteret ansøgeren ved brev 3. december, og således ikke senest 1 måned før, han var omfattet af loftet for hjælp efter § 25 b, jf. § 10 i Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 908 af 14. november 2003 om nedsættelse og efterregulering af den samlede hjælp efter § 25 b i lov om aktiv socialpolitik, var, at afgørelsen ikke herved var behæftet med en væsentlig retlig mangel.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det af Arbejdsdirektoratets vejledning af 25. maj 2004 til den ovenfor nævnte bekendtgørelse fremgik, at formålet med den omhandlede regel i bekendtgørelsens § 10 var, at den pågældende fik mulighed for at indrette sig på loftet, herunder finde en billigere bolig eller lønarbejde.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at det af vejledningen fremgik, at bestemmelsen i § 10 var en præcisering af kommunernes almindelige vejledningsforpligtelse over for borgerne, jf. kap. 8 i vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at hovedformålet med den omhandlede regel var at garantere afgørelsens materielle rigtighed eller dens eksistens, hvorfor en manglende overholdelse af reglen ikke kunne betegnes som en retlig mangel.