Ankestyrelsens principafgørelse C-50-05

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 847 af 8. september 2005 - § 68

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 906 af 26. september 2005 - § 99, stk. 1, § 99, stk. 2 og § 119

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 164 og § 114

Ansøger blev i december 2003 af amtet fundet berettiget til lån til køb af bil efter § 4 i Socialministeriets dagældende bekendtgørelse nr. 122 af 19. februar 1998 om støtte til køb af bil. Støtten blev ydet i form af et rentefrit lån på 132.000 kr., dog højst svarende til bilens pris.

Amtet fandt samtidig, at ansøger var berettiget til tilskud efter bekendtgørelsens § 9 til særlig indretning af bilen i henhold til påtegninger på hendes kørekort. Ansøger var således berettiget til tilskud til automatisk transmission.

Amtet fandt ikke, at ansøger var berettiget til tilskud til en kranlift, med henblik på at medbringe sit el-køretøj i bilen, og ansøger klagede til det sociale nævn over denne del af amtets afgørelse.

Ansøger købte samtidig en bil i overensstemmelse med amtets bevilling. Kommunen beregnede lån og tilskud til automatisk transmission.

I april 2004 ændrede nævnet amtets afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Nævnet fandt, at ansøger var berettiget til udvidet lån til køb af bil efter dagældende bekendtgørelses § 6 samt tilskud til særlig indretning, så ansøger kunne medbringe sit el-køretøj.

Kommunen lavede herefter efter bekendtgørelsens § 6 en ny beregning af lånet, som medførte, at ansøger skulle tilbagebetale 40.177 kr. til kommunen.

Ansøger klagede over konsekvenserne af den økonomiske beregning. Hun ønskede det sociale nævns stillingtagen til, hvorvidt tildelingen af § 4 bevillingen kunne opretholdes samtidig med den særlige indretning i form af kran.

Nævnet fandt i sin nye afgørelse i november 2004 ikke, at ansøger var berettiget til et § 4 lån samt støtte til særlig indretning i form af kranlift til ansøgers indkøbte bil, idet nævnets tidligere afgørelse betød, at hun var berettiget til en bil med særlig indretning efter § 6 i bekendtgørelsen.

Endvidere fandt nævnet, at den foretagne beregning i forbindelse med opgørelsen af billånet var korrekt. Nævnet afviste samtidig af tage stilling til, om amtet helt eller delvist kunne pålægges at betale ansøger det opkrævede beløb på 40.177 kr.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke var hjemmel til at "nøjes" med et § 4 lån samt tilskud til særlig indretning, når der var tale om behov, som var beskrevet i § 6. Nævnet fandt, at denne opfattelse blev understøttet af SM O-111-94 samt af en artikel i "Nyt fra Ankestyrelsen" nr. 5/1997 side 9.

Nævnet fandt ikke, at selvom ansøger ville være bedre stillet økonomisk med den af hende selv foreslåede løsning, at der var hjemmel dertil på grund af formuleringen af § 6, stk. 1 sammenholdt med § 6, stk. 2 om billigst og bedst egnede bil.

Ansøger klagede over, at hun ikke kunne beholde sin § 4 bevilling med tilskud til kranlift. Desuden klagede hun over, at nævnet ikke mente at have hjemmel til at pålægge amtet at godtgøre hende de 40.177 kr.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der var hjemmel til at kræve tilbagebetaling på grund af forskellen i beregningen af lån til den i en ankesag tilkendte bil efter bilbekendtgørelsens § 6 og lån til den af amtskommunen oprindeligt tilkendte bil efter bekendtgørelsens § 4 i et tilfælde, hvor ansøger efter aftale med amtskommunen havde udnyttet lånebevillingen til "§ 4-bilen", inden ankesagen var afgjort. I den forbindelse ville vi desuden behandle spørgsmålet om tilbagebetaling af udbetalt tilskud til særlig indretning i form af automatgear.

Ankestyrelsen bemærkede indledningsvis, at Ankestyrelsen havde været opmærksom på, at ansøger kun ønskede at klage over afslaget på kranen og ikke bevillingen af § 4 lånet.

Ankestyrelsen lagde til grund for afgørelsen, at amtet bevilgede ansøger et § 4 lån, men at nævnet ændrede det til et § 6 lån. Endvidere lagde Ankestyrelsen til grund, at begge afgørelser var gyldige og at nævnet havde kompetencen til at ændre det bevilgede lån. Ankestyrelsen havde i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af retssikkerhedslovens § 68, at de sociale klageinstanser ikke er bundet af parternes påstande og således kan ændre en afgørelse til skade for borgeren (reformatio in pejus).

Ankestyrelsen fandt samtidig, at afgørelserne om henholdsvis kranen og lånet havde en så snæver sammenhæng med hinanden, at man ikke kunne tage stilling til den ene uden samtidig at tage stilling til den anden.

Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at bevilling af en særlig indretning ofte sker i sammenhæng med bevilling af en § 6 bil, jf. bilbekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 1 - 3.

Ankestyrelsen lagde yderligere vægt på principperne i SM C-34-05, hvori Ankestyrelsen fandt, at støtte til bil skulle ydes efter en konkret vurdering af behovet, hvilket indebar, at vedkommende ikke frit kunne vælge mellem bevilling af almindeligt lån eller udvidet lån til køb af bil.

Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at ansøger kunne vælge, at beholde § 4 lånet, når nævnet fandt ansøger berettiget til en § 6 bil, herunder at ansøger kunne vælge kun at påklage afgørelsen vedrørende kranen.

Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøger ved køb af sin bil havde handlet i overensstemmelse med amtets afgørelse.

Begrundelsen vedrørende beløbet på 21.177 kr.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen kunne kræve tilbagebetaling af beløbet på 21.177 kr.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen var berettiget til at opsige det tidligere bevilgede § 4 lån, jf. SM O-52-90 hvor Ankestyrelsen anmodede revaliderings- og pensionsnævnet om at opsige lånets restgæld, idet Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgers lån efter § 4 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 122 af 19. februar 1998 om støtte til køb af bil efter servicelovens § 99 var 103.268 kr., mens det nye lån efter § 6 i bilbekendtgørelsen var 82.091 kr. Forskellen mellem de to lån på 21.177 kr. skyldtes, at provenuet på 80.000 kr., som ansøger havde fra salg af sin gamle bil, ved et § 4 lån kunne bruges til at købe en dyrere bil med, mens provenuet ved et § 6 lån vil blive fratrukket i lånet. Det var i overensstemmelse med SM O-29-86, hvor Ankestyrelsen fandt, at ved bevilling af udvidet støtte til bil skulle der ske fradrag af provenu ved salg af tidligere bevilget bil.

Ankestyrelsen bemærkede, at den afdragspligtige lånedel efter ansøgers tidligere bevilgede § 4 lån var 43.925 kr., mens den afdragspligtige lånedel efter § 6 lånet var 22.748 kr.

Ankestyrelsen bemærkede endvidere, at efter bilbekendtgørelsens § 15 kunne kommunen, når der var truffet beslutning om indfrielse af restgæld, fastsætte en afdragsordning. Kommunen kunne endvidere træffe afgørelse om henstand med tilbagebetalingen og eftergivelse af lånet ved manglende betalingsevne på grund af sygdom, arbejdsløshed m.v.

Begrundelsen vedrørende beløbet på 19.000 kr.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke kunne kræve tilbagebetaling af beløbet på 19.000 kr. Ankestyrelsen lagde til grund, at beløbet blev bevilget som et tilskud til særlig indretning i form af automatisk transmission i forbindelse med bevilling af et § 4 lån. Beløbet var derfor ikke en del af selve lånet og skulle således ikke indgå i opsigelsen af § 4 lånet.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen ikke fandt, at der var hjemmel til at kræve beløbet tilbagebetalt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgår af servicelovens § 119, at der skal foreligge ond tro, for at der kan kræves tilbagebetaling. I den forbindelse lagde Ankestyrelsen til grund, at ansøger handlede i god tro ud fra amtets gyldige afgørelse.

Ankestyrelsen lagde yderligere vægt på, at det antages i den forvaltningsretlige litteratur om reformatio in pejus, at engangsydelser normalt ikke kan fratages med tilbagevirkende kraft jf. side 1012 i Forvaltningsret, 2. udgave af blandt andet Hans Gammeltoft-Hansen og Jon Andersen m.fl.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at ansøger skulle tilbagebetale beløbet på 19.000 kr.