Ankestyrelsen bemærkede indledningsvis, at Ankestyrelsen havde været opmærksom på, at ansøger kun ønskede at klage over afslaget på kranen og ikke bevillingen af § 4 lånet.
Ankestyrelsen lagde til grund for afgørelsen, at amtet bevilgede ansøger et § 4 lån, men at nævnet ændrede det til et § 6 lån. Endvidere lagde Ankestyrelsen til grund, at begge afgørelser var gyldige og at nævnet havde kompetencen til at ændre det bevilgede lån. Ankestyrelsen havde i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af retssikkerhedslovens § 68, at de sociale klageinstanser ikke er bundet af parternes påstande og således kan ændre en afgørelse til skade for borgeren (reformatio in pejus).
Ankestyrelsen fandt samtidig, at afgørelserne om henholdsvis kranen og lånet havde en så snæver sammenhæng med hinanden, at man ikke kunne tage stilling til den ene uden samtidig at tage stilling til den anden.
Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at bevilling af en særlig indretning ofte sker i sammenhæng med bevilling af en § 6 bil, jf. bilbekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 1 - 3.
Ankestyrelsen lagde yderligere vægt på principperne i SM C-34-05, hvori Ankestyrelsen fandt, at støtte til bil skulle ydes efter en konkret vurdering af behovet, hvilket indebar, at vedkommende ikke frit kunne vælge mellem bevilling af almindeligt lån eller udvidet lån til køb af bil.
Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at ansøger kunne vælge, at beholde § 4 lånet, når nævnet fandt ansøger berettiget til en § 6 bil, herunder at ansøger kunne vælge kun at påklage afgørelsen vedrørende kranen.
Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøger ved køb af sin bil havde handlet i overensstemmelse med amtets afgørelse.
Begrundelsen vedrørende beløbet på 21.177 kr.
Ankestyrelsen fandt, at kommunen kunne kræve tilbagebetaling af beløbet på 21.177 kr.
Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen var berettiget til at opsige det tidligere bevilgede § 4 lån, jf. SM O-52-90 hvor Ankestyrelsen anmodede revaliderings- og pensionsnævnet om at opsige lånets restgæld, idet Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til støtte til køb af bil.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgers lån efter § 4 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 122 af 19. februar 1998 om støtte til køb af bil efter servicelovens § 99 var 103.268 kr., mens det nye lån efter § 6 i bilbekendtgørelsen var 82.091 kr. Forskellen mellem de to lån på 21.177 kr. skyldtes, at provenuet på 80.000 kr., som ansøger havde fra salg af sin gamle bil, ved et § 4 lån kunne bruges til at købe en dyrere bil med, mens provenuet ved et § 6 lån vil blive fratrukket i lånet. Det var i overensstemmelse med SM O-29-86, hvor Ankestyrelsen fandt, at ved bevilling af udvidet støtte til bil skulle der ske fradrag af provenu ved salg af tidligere bevilget bil.
Ankestyrelsen bemærkede, at den afdragspligtige lånedel efter ansøgers tidligere bevilgede § 4 lån var 43.925 kr., mens den afdragspligtige lånedel efter § 6 lånet var 22.748 kr.
Ankestyrelsen bemærkede endvidere, at efter bilbekendtgørelsens § 15 kunne kommunen, når der var truffet beslutning om indfrielse af restgæld, fastsætte en afdragsordning. Kommunen kunne endvidere træffe afgørelse om henstand med tilbagebetalingen og eftergivelse af lånet ved manglende betalingsevne på grund af sygdom, arbejdsløshed m.v.
Begrundelsen vedrørende beløbet på 19.000 kr.
Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke kunne kræve tilbagebetaling af beløbet på 19.000 kr. Ankestyrelsen lagde til grund, at beløbet blev bevilget som et tilskud til særlig indretning i form af automatisk transmission i forbindelse med bevilling af et § 4 lån. Beløbet var derfor ikke en del af selve lånet og skulle således ikke indgå i opsigelsen af § 4 lånet.
Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen ikke fandt, at der var hjemmel til at kræve beløbet tilbagebetalt.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgår af servicelovens § 119, at der skal foreligge ond tro, for at der kan kræves tilbagebetaling. I den forbindelse lagde Ankestyrelsen til grund, at ansøger handlede i god tro ud fra amtets gyldige afgørelse.
Ankestyrelsen lagde yderligere vægt på, at det antages i den forvaltningsretlige litteratur om reformatio in pejus, at engangsydelser normalt ikke kan fratages med tilbagevirkende kraft jf. side 1012 i Forvaltningsret, 2. udgave af blandt andet Hans Gammeltoft-Hansen og Jon Andersen m.fl.
Ankestyrelsen fandt således ikke, at ansøger skulle tilbagebetale beløbet på 19.000 kr.