Ankestyrelsens principafgørelse A-4-05

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 81 og § 85

Ansøgeren fraflyttede sin tidligere bolig i marts 2002 i forbindelse med samlivsophør. Han var herefter uden fast bopæl, indtil han fik en lejlighed pr. 1. december. I perioden fra april til november havde han fået sygedagpenge med ca. 8.000 netto pr måned. Hans faste udgifter var oplyst til A-kassebidrag med 800 kr. månedlig og børnebidrag med 800 kr. månedlig. Der var desuden afdrag på et banklån med 1000 kr. månedlig. Han havde efter det oplyste ingen udgifter haft til husleje.

I slutningen af november søgte han om økonomisk hjælp til depositum med 3.500 kr.

Kommunen gav afslag på det ansøgte med den begrundelse, at ansøgeren var blevet boligløs på grund af samlivsophør i marts, og derfor havde haft mulighed for at spare op til indskud.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afslag.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det var en betingelse for at få hjælp i henhold til § 81 i lov om aktiv socialpolitik, at der var tale om en uforudsigelig udgift. Kommunen kunne i særlige tilfælde yde hjælp, selv om udgiften var forudsigelig, hvis afholdelsen af udgiften var af helt afgørende betydning for ansøgerens livsførelse.

Nævnet fandt, at eftersom ansøgeren havde været uden bolig siden marts 2002, var der ikke tale om en uforudsigelig udgift, idet han i perioden fra marts 2002 til november 2002 vidste, at han måtte finde en lejlighed. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren havde økonomisk mulighed for at spare op til et indskud til en lejlighed, idet han fik ca. 8.000 kr. udbetalt i sygedagpenge om måneden, og ikke i perioden havde haft faste udgifter til husleje.

Ansøgeren klagede over nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen indhentede en udtalelse fra Socialministeriet, hvori ministeriet udtalte følgende at

i Socialministeriets vejledning af 5 marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik, punkt 415, var der givet nogle eksempler på hvilke udgifter, der kunne ydes hjælp til efter aktivlovens § 85. Det fremgik, at "Kommunen kunne fx yde hjælp til udgifter til transport af indbo og rejseudgifter for ansøgeren og familien".

Der var ikke hermed tale om en udtømmende opregning af hvilke udgifter, der kunne ydes hjælp til. Det forhold, at boligindskud ikke var nævnt som et af eksemplerne i vejledningens punkt 415, på trods af, at ministeriet kendte den hidtidige praksis på området, kunne ikke tages som udtryk for, at ministeriet havde ment, at boligindskud ikke skulle være omfattet af aktivlovens § 85 om hjælp til flytteudgifter.

Det forhold, at "boligindskud" var nævnt i vejledningens punkt 403 vedrørende hjælp efter § 81, som en udgift, der normal måtte anses for at være forudsigelig, og som det måtte forventes, at man sparede op til, udelukkede efter Socialministeriets opfattelse heller ikke muligheden for at bevilge boligindskud efter aktivlovens § 85.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der i aktivlovens § 85 var hjemmel til at betale boligindskud.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til hjælp efter aktivlovens § 81 til boligindskud.

Sagen blev hjemvist til kommunen til ny behandling og afgørelse for så vidt angik spørgsmålet, om ansøgeren opfyldte betingelserne for hjælp til boligindskud efter aktivlovens § 85, stk.1, om hjælp til flytteudgifter.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse, således at kommunen også skulle tage stilling til, om der kunne ydes hjælp til det ansøgte efter aktivlovens § 85, stk. 1.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen om, at ansøgeren ikke var berettiget til hjælp efter aktivlovens § 81 med, at det var en betingelse for at få hjælp efter bestemmelsen, at der ikke var tale om en forudsigelig udgift.

Ansøgeren opfyldte ikke betingelsen, fordi han havde været uden bolig siden marts 2002, da han i november søgte om økonomisk hjælp til boligindskud. Han havde således været forberedt på, at han på et tidspunkt skulle betale boligindskud, når han fik en lejlighed.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde haft økonomisk mulighed for at spare op til boligindskuddet på 3.500 kr., idet han havde modtaget sygedagpenge med ca. 8.000 kr. netto om måneden. Hans faste udgifter havde været A-kassebidrag med 800 kr. månedlig og børnebidrag med 800 kr. månedlig. Han havde efter det oplyste ikke haft faste udgifter til husleje i perioden. Han havde ud over de nævnte udgifter afdraget et banklån med 1000 kr. månedlig.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der var tale om sådanne særlige forhold, at ansøgeren opfyldte betingelsen i § 81, sidste punktum om, at udgiften var af helt afgørende betydning for hans livsførelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren var enlig.

Begrundelsen for, at sagen hjemvistes til kommunen med henblik på stillingtagen til, om ansøgeren opfyldte betingelserne i aktivlovens § 85, stk.1, om hjælp til flytteudgifter var, at der efter den hidtidige praksis, der har været fulgt under bistandsloven, var mulighed for at yde hjælp til boligindskud efter denne bestemmelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at efter bemærkningerne til lovforslaget til aktivlovens § 83,stk.1, (nu § 85, stk.1) var bestemmelsen med redaktionelle ændringer identisk med bistandslovens § 47, stk. 1, hvorefter kommunen kunne yde hjælp til flytning, som medførte en forbedring af ansøgerens eller familiens bolig- eller erhvervsforhold. Det var en betingelse for at yde hjælp, at hverken ansøgeren eller ægtefællen havde indtægter eller formue, som kunne dække behovet.

Kommunen kunne f.eks. yde hjælp til udgifter til transport af indbo og rejseudgifter for ansøgeren.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på Socialministeriets udtalelse af 22. september 2004, hvor der henvistes til Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik punkt 415. Ministeriet udtalte, at der her var givet nogle eksempler på, hvilke udgifter, der kunne ydes hjælp til efter aktivlovens § 85. Det udtaltes, at kommunen kunne fx yde hjælp til udgifter til transport af indbo og rejseudgifter for ansøgeren og familien. "

Ministeriet udtalte, at der ikke hermed var tale om en udtømmende opregning af hvilke udgifter, der kunne ydes hjælp til. Det forhold, at boligindskud ikke var nævnt som et af eksemplerne i vejledningens punkt 415, på trods af, at ministeriet kendte den hidtidige praksis på området, kunne ikke tages som udtryk for, at ministeriet havde ment, at boligindskud ikke skulle være omfattet af aktivlovens § 85 om hjælp til flytteudgifter.

Ministeriet havde tilføjet, at det forhold, at "boligindskud" var nævnt i vejledningens punkt 403 vedrørende hjælp efter § 81, som en udgift, der normal måtte anses for at være forudsigelig, og som det måtte forventes, at man sparede op til, efter ministeriets opfattelse heller ikke udelukkede muligheden for at bevilge boligindskud efter aktivloven.

Ankestyrelsen henviste til SM O-133-96 for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren opfyldte betingelsen i § 85, stk.1, om, at der skal være tale om en boligmæssig forbedring.