Sagen drejede sig om en ældre beboer, der havde ophold på et ældrecenter i B kommune. A kommune var betalingskommune for beboeren. Beboeren boede i en plejebolig (almen ældrebolig) med tilknyttede servicearealer. Ældrecentret var oprindeligt et plejehjem, drevet efter servicelovens § 140, som var blevet ombygget til et ældrecenter.
B kommune fremsendte et refusionskrav til A kommune på betaling af plejetimer samt en andel af udgifterne til servicearealerne, opgjort efter en takstberegning.
A kommune meddelte, at man ikke ville betale for servicearealerne, eftersom udgifterne hertil ikke var direkte personhenførbare. A kommune henviste til Ankestyrelsens sociale meddelelse SM R-2-03.
B kommune ankede til det sociale nævn, hvor man fastholdt kravet under henvisning til, at servicearealer blev drevet i henhold til serviceloven, og opholdskommunen havde ret til refusion for sin andel af udgifterne til hjælp efter aktiv-og serviceloven. B kommune havde opgjort en takstberegnet udgift for servicearealerne, da det ikke var praktisk muligt at opgøre individuelt forbrug af gangarealer, opholdsrum, el, varme, forplejning, vask, rengøring m.v. på servicearealerne.
Udgifterne relaterede kun til centrets beboere, men det ville være en administrativ tung opgave, hvis overhovedet muligt at registrere den enkelte beboers forbrug.
De forbundne udgifter var kun en fortsættelse af de udgifter, der indgik i takstberegningen, da der var tale om et § 140 plejehjem.
Det sociale nævn stadfæstede A kommunes afgørelse om ikke at yde mellemkommunal refusion vedrørende servicearealer.
Et refusionskrav forudsatte, at kommunen rent faktisk havde afholdt udgiften til den konkrete person, som kravet vedrørte. Adgangen til refusion omfattede ikke udgifter til ledelse, administration og tilsyn.
Ifølge SM R-2-03 var der ikke ret til refusion af omsorgstimer, som i den offentliggjorte afgørelse var udgifter til eksempelvis aktivitetscentre og lignende, som var åbne tilbud, og hvor det ikke fremgik, om beboeren var visiteret til tilbuddet, men som var opgjort ud fra antallet af boliger uden hensyntagen til den enkelte beboers anvendelse af tilbuddet.
Af almenboliglovens § 5, stk. 2 fremgår det, at plejeboliger er almene ældreboliger, hvortil der er knyttet omsorgs- og servicefunktioner med tilhørende personale svarende til den pågældende beboergruppes behov.
Af § 5, stk. 6 fremgår det, at servicearealer er arealer, der anvendes til omsorgs- og servicefunktioner, der normalt ikke vil indgå i en selvstændig bolig, og som indrettes i umiddelbar tilknytning til almene ældreboliger eller ældreboliger, der tilhører en selvejende institution med henblik på overvejende at betjene beboerne i disse boliger.
Begrundelsen for nævnets afgørelse var, at servicearealerne havde karakter af et generelt tilbud, rettet mod bestemte persongrupper, og at der ikke var tale om en konkret økonomisk ydelse til den konkrete beboer.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på uddybning af SM R-2-03, herunder om udgifter til servicearealer i forbindelse med en almen ældrebolig kunne henføres til den enkelte beboer, således at udgiften hertil var omfattet af reglerne om mellemkommunal refusion.
