Ankestyrelsens principafgørelse C-57-05

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 906 af 26. september 2005 - § 97, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112, stk. 1

Det fremgik af sagen, at en pige på 12 år siden spædbarnsalderen havde været mentalt og motorisk retarderet. Hun havde tidligere haft gangstativ, men da det var blevet for lille, ansøgtes om et andet gangstativ.

I neuropædiatrisk undersøgelse var det bl.a. anført, at det var vigtigt at prøve at få pigen til at stå så meget som muligt for at få brugt musklerne.

I udtalelse fra epilepsihospital var det oplyst, at ophold i gangstativ ville kunne øge og vedligeholde pigens gangfunktion og dermed hendes aktivitetsniveau.

Kommunen traf afgørelse om afslag på udskiftning af gangstativ.

Kommunen havde ud fra journaloplysninger og samtale ved hjemmebesøg vurderet, at et gangstativ ikke i væsentlig grad ville lette den daglige tilværelse for pigen, ligesom det var vurderet, at et gangstativ ikke i højere grad ville gøre hende uafhængig af andre i forhold til selvhjulpen at færdes i hjemmet.

I skoleudtalelse anførtes, at pigen dagligt benyttede gangstativ. Hun gik rundt inde på skolen og ude på legepladsen. Hun nød at komme op og rundt. Skolen mente, at pigen ville blive for passiv, hvis hun ikke havde mulighed for brug af gangstativ.

I skrivelse fra fysioterapeut anførtes bl.a., at pigens livskvalitet og mulighed for at udforske omgivelserne ville være bedre med et mobilt gangredskab.

Kommunen fastholdt sit afslag med den begrundelse, at det primære sigte med gangstativet var træning/behandling.

I skrivelse fra amtets handicapkonsulent var det bl.a. anført, at gangstativet var med til at afhjælpe pigens funktionsnedsættelse. Et gangstativ hjalp pigen til at komme rundt, hvilket samtidig styrkede hendes muskler. Desuden forebyggedes en yderligere funktionsnedsættelse, at der skete en optræning af hendes muskler. Gangstativet ville være nødvendigt for pigen til længerevarende/permanent brug og ikke alene til en kortvarig optræning af muskelstyrke.

Det Sociale Nævn fastholdt kommunens afslag på hjælp til gangstativ, da nævnet var enig med kommunen i, at der var tale om et behandlingsredskab, hvortil der ikke kunne ydes hjælp efter servicelovens § 97, stk. 1.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på de lægelige oplysninger i sagen, herunder at pigens skinnebensmuskulatur var meget spinkel, og at grunden til dette var manglende brug af muskulaturen.

Nævnet fandt således, at et gangstativ primært skulle bruges for, at pigen kunne få mere kraft i benene og dermed forbedre muskulaturen i benene.

Det var nævnets opfattelse, at gangstativet skulle bruges for at vedligeholde/modvirke yderligere muskelsvind/forhindre at det blev værre, og at gangstativet således var et behandlings/træningsredskab og ikke et hjælpemiddel.

I klagen over nævnets afgørelse var det bl.a. anført, at pigen ville have brug for et gangstativ i meget lang tid, og stativet ville hjælpe hende med at komme rundt på egen hånd. Hun blev meget glad, når hun selv kunne bevæge sig rundt. Hun kunne ikke selv køre sin kørestol og var derfor meget afhængig af andre. Hun kom rundt i forældrenes lejlighed ved at kravle. Hun kravlede også på fliserne i gårdhaven. Hun kunne ikke komme op og gå ved hjælp af en støtteperson.

Pigen ville kunne foretage sig nogle andre ting, mens hun stod op. Det ville gavne hendes udvikling og hendes forståelse af sig selv at være oprejst. Det ville øge hendes aktivitetsniveau.

Et gangstativ ville afhjælpe følgerne af hendes handicap og give hende mere kvalitet i den daglige tilværelse. Samtidig ville det styrke pigens muskler, da hun fik mulighed for at komme op at stå og bevæge sig rundt.

Som supplement til klagen var det bl.a. anført, at pigen havde brug for en gangvogn/gangstativ til i oprejst stilling at kunne komme rundt og opleve sine omgivelser, så godt det nu kunne lade sig gøre, samt at hun på grund af sit handicap var helt afhængig af andres hjælp. Et gangstativ ville give hende mere frihed til at flytte sig fra sted til sted og til selv at stå og lege. Det ville være med til at udvikle hendes person, samtidig med at hendes krop blev styrket.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af problemstillingen om et gangstativ i alle tilfælde måtte betragtes som et behandlingsredskab, eller om et gangstativ efter en konkret individuel vurdering kunne bevilges som et hjælpemiddel efter servicelovens § 97, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt, at barnet var berettiget til et gangstativ som hjælpemiddel efter servicelovens § 97.

Ankestyrelsen fandt, at et gangstativ i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og dermed i væsentlig grad lette den daglige tilværelse for barnet.

Ankestyrelsen fandt, at et gangstativ kunne være såvel et hjælpemiddel som et behandlingsredskab, og at afgørelsen måtte bero på en konkret, individuel vurdering af lidelsens karakter og omfang, samt hvilke behov brugen af gangstativet skulle afhjælpe.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at barnet, der var svært mentalt og motorisk retarderet og ingen gangfunktion havde, ved hjælp af et gangstativ kunne bevæge sig lidt rundt både inde og ude på skolens område samt i hjemmet og derved øge dets aktivitetsniveau.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.