Ankestyrelsens principafgørelse P-11-05

2005

Resume:

Kommunen kunne ikke generelt medtage fiktive indtægter ved vurderingen af, om en ansøgers økonomiske forhold kunne anses for særlig vanskelige i forbindelse med en ansøgning om personligt tillæg.

Kommunen skulle derfor lægge den boligstøtte, der faktisk kom til udbetaling, til grund for afgørelsen af, i hvilket omfang der var grundlag for at bevilge løbende personligt tillæg til dækning af ansøgers andel af familiens faste udgifter.

Et løbende personligt tillæg som supplement til brøkpension kunne sammen med den udbetalte brøkpension ikke overstige det beløb, som ansøger ville have fået udbetalt, hvis han havde optjent ret til fuld pension.

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 1219 af 7. december 2004 - § 14, stk. 1

Ansøger modtog folkepension med 8/40 af fuld pension. Han modtog herudover et løbende personligt tillæg til pensionen. Hans hustru modtog kontanthjælp. Familien fik udbetalt boligstøtte med nedsat beløb efter reglerne i § 25 b og § 25 c i aktivloven. Boligydelsen var nedsat til halvdelen.

Kommunen havde senest bevilget et månedligt supplement på 3.018 kr. Kommunen oplyste samtidig, at det var den oprindelige boligydelse på 2.841 kr., der indgik i budgetvurderingen, da loftsnedsættelsen i boligydelsen ikke måtte kompenseres med højere personligt tillæg.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt, at ansøger havde ret til et yderligere personligt tillæg svarende til den af kommunen medtagne fiktive indtægt.

Efter nævnets opfattelse var der ikke hjemmel til at medtage en fiktiv indtægt i form af reduktion i boligstøtten, da reduktionen ikke var et resultat af familiens frivillige tilrettelæggelse af økonomien, men derimod en følge af et lovindgreb.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse. Kommunen henviste til bemærkningerne til lovforslaget om, at "da loftet skal øge incitamentet til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, forudsætter det, at nedgangen i hjælpen ikke medfører, at der i den anledning sker en tilsvarende generel forøgelse af hjælp i særlige tilfælde eller personlige tillæg". Kommunen mente, at nævnets afgørelse betød, at der ville ske en generel forhøjelse af personligt tillæg til løbende underhold, svarende til loftsnedsættelsen af boligydelsen, såfremt man ikke fiktivt medregnede den fulde boligydelse ved udmåling af supplement til brøkpensionen.

Nævnet bemærkede hertil, at kommunen var forpligtet til at foretage en konkret og individuel vurdering af ansøgers økonomiske forhold. I det omfang ansøger efter en konkret vurdering af indtægter og rimeligt begrundede udgifter måtte siges at være i trang, måtte kommunen bevilge personligt tillæg til supplement af brøkpensionen. Ved vurderingen af, om en pensionist var i trang, måtte kommunen anlægge samme vurdering for brøkpensionister, der havde fået nedsat deres boligstøtte, som for øvrige pensionister.

Efter nævnets opfattelse var der ikke tale om en generel forhøjelse af det personlige tillæg, da kommunen i forvejen udmålte løbende supplerende personlige tillæg til brøkpensionister efter en trangsvurdering.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nedsættelsen af boligstøtten - på grund af loftet over den samlede hjælp til pensionistens ægtefælle - skulle medtages som en fiktiv indtægt ved vurderingen af pensionistens behov for et løbende personligt tillæg som supplement til hans brøkpension.

Der var ikke hjemmel til, at kommunen generelt kunne medtage fiktive indtægter ved vurderingen af, om pensionistens økonomiske forhold kunne anses for særlig vanskelige i forbindelse med en ansøgning om personligt tillæg efter pensionslovgivningens regler.

Et løbende personligt tillæg som supplement til brøkpension skulle dog begrænses af, at pensionisten højst kunne få udbetalt et beløb, der sammen med den udbetalte brøkpension, svarede til det beløb, han ville have fået udbetalt, hvis han havde optjent ret til fuld pension.

Dette fulgte af, at pensionisten skulle have klaret sig for dette beløb, såfremt han havde optjent ret til fuld pension.

Begrundelsen var, at der ikke var sket ændringer i pensionslovgivningen i forbindelse med indførelsen af reglerne i aktivloven om en øvre grænse for den hjælp, der kunne ydes til en kontanthjælpsmodtager/starthjælpsmodtager.

I medfør af § 14, stk. 1 i lov om social pension kan der således udbetales personligt tillæg til folkepensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige. Afgørelsen herom skal træffes efter en konkret og individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold.

Dette gælder også ved løbende personligt tillæg som supplement til brøkpension, jf. SM P-4-97.

Kommunen skulle derfor lægge den boligstøtte, der faktisk kom til udbetaling, til grund for afgørelsen af, i hvilket omfang der var grundlag for at bevilge løbende personligt tillæg til dækning af pensionistens andel af familiens faste udgifter.

Da pensionisten kun blev sikret et leveniveau, der ikke oversteg leveniveauet for andre folkepensionister, var afgørelsen ikke i modstrid med princippet i § 27 a i lov om aktiv socialpolitik. Efter den bestemmelse kan hjælpen til personer, der ikke modtager fuld førtidspension efter lov om social pension på grund af betingelserne om optjening, pr. måned højst udgøre det beløb, der ville kunne udbetales, hvis ansøgeren havde været berettiget til fuld førtidspension.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen til ny vurdering af, i hvilket omfang der kunne udbetales løbende personligt tillæg til pensionisten som supplement til hans brøkpension.

Dato for underskrift

05.04.2005

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 4. januar 2018, da der er kommet nye regler på området.

Paragraf

§ 14 § 27a § 25b § 25

Journalnummer

6001043-04