Sagen drejede sig om en mand, der modtog kontanthjælp. Den 9. juli 2004 modtog kommunen fra arbejdsformidlingen meddelelse om, at han den 29. juni 2004 var udeblevet fra en kontaktdato, og at han i konsekvens heraf var blevet afmeldt arbejdsformidlingen med virkning fra denne dato. Den 6. juli 2004 havde han på ny tilmeldt sig arbejdsformidlingen.
Det fremgik af kommunens journalark, at manden den 1. april 2004 var blevet orienteret om og havde fået udleveret Arbejdsdirektoratets regler om rådighed og sanktioner. Af disse regler fremgik det bl.a., at når man blev tilmeldt arbejdsformidlingen, modtog man et kontaktkort, som var dokumentation for tilmeldingen. På kontaktkortet stod en kontaktdato. På denne dato skulle man igen have kontakt til arbejdsformidlingen. Blev kontaktdatoen overskredet, ville man blive afmeldt arbejdsformidlingen. En afmelding ville kunne få konsekvenser for egen og eventuel ægtefælles hjælp, og man kunne ikke få hjælp, så længe man ikke var tilmeldt arbejdsformidlingen.
Kommunen meddelte ved sin afgørelse manden, at kommunen i forbindelse med, at han var udeblevet fra kontaktdato på arbejdsformidlingen den 29. juni 2004, havde standset udbetalingen af hans kontanthjælp fra denne dato. Han havde tilmeldt sig på ny pr. 6. juli 2004, hvor han igen var berettiget til at modtage kontanthjælp. Der ville således ske fratræk i kontanthjælpen for i alt 7 dage. Kommunen henviste ved afgørelsen til aktivlovens § 13. Ved genvurderingen af sagen henviste kommunen supplerende til Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 731 af 20. august 2003, § 5, stk. 1-3. (nu erstattet af Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 1161 af 30. november 2004)
Nævnet ophævede kommunens afgørelse om nedsættelse af mandens kontanthjælp og fandt, at der ikke var grundlag for standsning eller nedsættelse af hjælpen som følge af udeblivelse fra kontaktmødet på arbejdsformidlingen.
Nævnet lagde vægt på, at der ikke var grundlag for at formode, at den samtale, manden udeblev fra, var en formidlingssamtale, en samtale eller et tilbud om omskoling eller en samtale om udarbejdelse eller revision af en handlingsplan eller et tilbud efter en handlingsplan. Nævnet lagde således vægt på, at samtalen, som manden udeblev fra, alene havde karakter af opfølgning, og at han derfor ikke kunne anses for at have udeblevet fra en beskæftigelsesfremmende foranstaltning.
Nævnet bemærkede afslutningsvis, at kommunens afgørelse ikke henviste til den korrekte bestemmelse i loven, og at afgørelsen ikke levede op til forvaltningslovens krav til begrundelse.
Nævnet havde truffet sin afgørelse efter aktivlovens § 38 a, stk. 1, og § 39, stk. 1, samt Social Meddelelse SM A-21-04.
I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at man fandt, at nævnet havde anvendt et forkert retsgrundlag. Kommunen havde i sin afgørelse taget udgangspunkt i aktivlovens § 13, stk. 1-2, rådighedsbekendtgørelsens § 5, stk. 1-3, og tilhørende vejledning - Beskæftigelsesministeriets vejledning nr. 99 af 20. august 2003 - bemærkningerne til § 5 og til § 21. Endelig nævntes, at manden var blevet orienteret om eventuelle sanktioner gennem udlevering af Arbejdsdirektoratets regler om rådighed og sanktioner.
Det var kommunens opfattelse, at man havde henvist til de korrekte lovbestemmelser, hvorimod nævnet havde taget udgangspunkt i aktivlovens § 38 a, som ikke kunne benyttes, jf. ovennævnte vejledning, hvilket også fremgik af Social Meddelelse SM A-21-04.
Nævnet bemærkede ved genvurdering, at hverken aktivlovens § 13 eller rådighedsbekendtgørelsens § 5 indeholdt nogen selvstændig hjemmel til at træffe afgørelse om standsning eller fradrag i kontanthjælp. Iværksættelse af sanktioner overfor en kontanthjælpsmodtager var derimod reguleret i aktivlovens §§ 38 a-41. I denne sag var det ikke ganske klart, om kommunen havde truffet afgørelse om standsning af eller fradrag i kontanthjælp på grund af mandens udeblivelse fra en kontaktdato på arbejdsformidlingen.
SM A-21-04, som i modsætning til vejledninger havde karakter af retskilde, fastslog, at den rådighedsvurdering, som kommunen skulle foretage ved modtagelse af meddelelse om, at en kontanthjælpsmodtager var blevet slettet som følge af udeblivelse fra en samtale på arbejdsformidlingen, var konkret. Kommunen skulle således vurdere, om den samtale, som kontanthjælpsmodtageren udeblev fra, var en formidlingssamtale, en samtale eller et tilbud om omskoling, en samtale om udarbejdelse eller revision af en handlingsplan eller et tilbud efter en handlingsplan. Var dette ikke tilfældet, kunne udeblivelsen ikke anses som afvisning af deltagelse i en beskæftigelsesfremmende foranstaltning. Dette resultat sås at være i overensstemmelse med dispensationsadgangen i rådighedsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 3.
Efter Ankestyrelsens beslutning om antagelse af sagen til behandling blev nævnets afgørelse, som var truffet af nævnets sekretariat, forelagt på nævnsmøde. Nævnet besluttede at fastholde afgørelsen og bemærkede supplerende, at aktivlovens § 13, stk. 2, nr. 2, indeholdt en forpligtelse for kommunen til at foretage en konkret rådighedsvurdering i den situation, som bestemmelsen beskrev.
Videre bemærkede nævnet supplerende, at rådighedsbekendtgørelsens § 5, stk. 1-2, ikke handlede om konsekvenserne af udeblivelse fra et møde på arbejdsformidlingen, men om, at tilmelding på arbejdsformidlingen som udgangspunkt var en betingelse for at få hjælp. Dette udgangspunkt blev modificeret af den dispensationsadgang, som kommunen efter rådighedsbekendtgørelsens § 5, stk. 3, skulle administrere. Denne dispensationsadgang kunne bl.a. bringes i anvendelse, når personen i øvrigt havde opfyldt betingelserne for at få hjælp i perioden. Det var nævnets opfattelse, at denne vurdering var sammenfaldende med den rådighedsvurdering, som kommunen var forpligtet til at foretage efter aktivlovens § 13, stk. 2.
Aktivlovens § 13 indeholdt en fastlæggelse af betingelser, som en person skulle opfylde for at være berettiget til kontanthjælp, og indeholdt således hjemmel til at afslå en ansøgning om kontanthjælp. En person, der allerede var bevilget kontanthjælp, fordi kommunen tidligere konkret havde vurderet, at vedkommende opfyldte sin rådighedsforpligtelse, ville kunne blive mødt med sanktioner, såfremt der kunne rejses tvivl om den fortsatte rådighed. Hjemlen for iværksættelse af sådanne sanktioner fandtes imidlertid ikke i aktivlovens § 13, men derimod i aktivlovens §§ 38 a-41. Nævnet var således af den opfattelse, at bemærkningerne i Beskæftigelsesministeriets vejledning nr. 99 af 20. august 2003 vedrørende rådighedsbekendtgørelsens § 5 var misvisende.
Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af, om reglen i aktivlovens § 13, stk. 2, nr. 2, gav hjemmel til at foretage fradrag i hjælpen, herunder rækkevidden af Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 731 af 20. august 2003 om rådighed for personer, der ansøger om eller modtager kontanthjælp eller starthjælp alene på grund af ledighed.
