En ansøger havde efter mange forskellige former for beskæftigelse med salg af ejendomme samt perioder med forskellig selvstændig virksomhed søgt førtidspension. Hun havde gennem årene fået tiltagende smerter fra ryg, arme og ben, og følte sig på det seneste også psykisk træt. Hun ønskede ikke at deltage i arbejdsprøvning, men ville i stedet have sagen behandlet på det foreliggende dokumentationsgrundlag.
Kommunen traf afgørelse om, at der ikke var ret til førtidspension. Afgørelsen var begrundet med, at ansøger måtte antages at kunne bestride et job, der var tilpasset hendes ressourcer, eventuelt et fleksjob, inden for serviceområdet eller andet salgsarbejde, der ikke var fysisk krævende. Ansøger skønnedes således at kunne blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse og begrundede dette med, at det efter en samlet faglig vurdering af de foreliggende oplysninger måtte anses for dokumenteret, at ansøger kunne blive selvforsørgende.
Nævnet lagde vægt på at der var skånebehov i forbindelse med større belastninger af ryg og skuldre, men at hun måtte kunne klare erhvervsarbejde i normalt omfang, hvis skånebehovet blev tilgodeset.
Under anken indsendte ansøgers advokat en ny speciallægeerklæring og forbeholdt sig samtidig ret til at vende tilbage med yderligere materiale. Erklæringen indeholdt en gennemgang af de allerede beskrevne gener og en vurdering af deres betydning for ansøgers muligheder på arbejdsmarkedet. Nævnet afviste at lade det nye materiale indgå i genvurderingen af sagen og henviste til, at sagen var rejst på det foreliggende dokumentationsgrundlag, det vil sige allerede udarbejdet materiale, som en myndighed var forpligtet til at fremskaffe til brug for sagsbehandlingen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvad der forstås ved "det foreliggende dokumentationsgrundlag", og hvordan ankebehandlingen foregår, når sagen er rejst efter § 17, stk. 1, 2. og 3. pkt.
