Sagen angik en kvinde, der var født i 1947, og som havde været ansat som sygehjælper fra 1966 til sygemelding i 1994.
Der var degenerative forandringer i lænderyggen, men der var ikke tegn på discusprolaps eller påvirkning af nerverødderne. Generne på grund af arvævsdannelsen var ikke med sikkerhed af varig karakter, da Ankestyrelsen traf afgørelse i februar 1998. Ankestyrelsen tiltrådte derfor nævnets afgørelse om tilkendelse af førtidspension i medfør af § 14, stk. 3 nr. 1, herunder at sagen blev taget op til ny vurdering om 2 år.
Kommunen traf efterfølgende i januar 2000 afgørelse om, at kvinden var berettiget til mellemste førtidspension fra 1. december 1999, men at hun fortsat ikke havde ret til højeste pension.
Ankestyrelsen tilkendte den 31. januar 2001 kvinden mellemste førtidspension fra 1. maj 1997. Ankestyrelsen fandt dog ikke kvinden berettiget til højeste førtidspension.
Kvinden udtog stævning mod Ankestyrelsen, men Vestre Landsret frifandt den 25. juni 2002 Ankestyrelsen og kommunen med følgende begrundelse
Det fremgår af Den Sociale Ankestyrelses afgørelser, at ankestyrelsen har lagt vægt på de helbredsmæssige oplysninger og oplysningerne om mulighederne for aktivering, revalidering eller behandling. Der er desuden taget hensyn til oplysningerne om uddannelse og hidtidig virksomhed, alder og beskæftigelsesmuligheder. Også kommunen har lagt vægt på de lægelige udtalelser.
Efter de uoverensstemmende vurderinger af sagsøgerens erhvervsevne, som fremgår af de lægelige oplysninger, sammenholdt med oplysningerne om de daglige gøremål, sagsøgeren er i stand til at varetage, foreligger der ikke et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens skøn, hvorefter sagsøgerens erhvervsevne på tilkendelsestidspunktet ikke kan anses for ubetydelig i ethvert erhverv. Der foreligger endvidere ikke oplysninger om sådanne forandringer i sagsøgerens funktionsevne, at der er fornødent grundlag for at tilsidesætte det skøn, der er udøvet af Viborg kommune.
Landsretten tager derfor de sagsøgtes påstande om frifindelse til følge.
Kvinden ankede til Højesteret.
Højesteret afsagde dom den 31. januar 2005.
Af dommen fremgår
Supplerende sagsfremstilling
NN Kommune har den 20. august 2003 tilkendt kvinden højeste førtidspension fra den 1. juni 2003 med følgende begrundelse
"Deres erhvervsevne er nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv på grund af fysisk eller psykisk invaliditet, og tilstanden er stationær.
. . .
Der (er) indhentet generel helbredserklæring fra nn, speciallægeerklæring fra nn samt journaludskrifter fra Sygehus. Det fremgår af begge lægeerklæringerne, at der nu er objektive fund ved undersøgelse af venstre ben og lænd. Der beskrives lammelse af fodens dorsalreflektion samt muskelsvind af venstre underben. Der beskrives ligeledes en forværring af Deres tilstand som følge af operation i underlivet.
Med baggrund i disse fund skønner Nævnet, at Deres helbredstilstand er varigt forværret, og at Deres erhvervsevne er ophævet eller nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv. "
Forklaringer
Til brug for Højesteret var der afgivet forklaringer af overlæge nn, speciallæge i neuromedicin nn, speciallæge i neurokirurgi nn samt ekspeditionssekretær nn.
Overlæge nn, Smerteklinikken, nn Sygehus, har forklaret bl. a. , at når han i journaltilførslen af 14. april 1999 har anført, at det er urealistisk, at appellanten kunne hjælpes tilbage til arbejdsmarkedet, har han ment, at hun ikke kunne vende tilbage til et fuldtidsjob. Han rådede hende derfor til at tale med kommunen om at få pensionen forhøjet fra almindelig førtidspension til mellemste førtidspension, som han dengang mente, at hun burde kunne få efter gældende praksis. Elektrodebehandlingen havde medført en bedring af hendes tilstand. Den havde nemlig lindret hendes smerter så meget, at hun var i stand til at sove tre timer pr. nat, men behandlingen havde ikke taget alle hendes smerter. Hun er i en livslang behandling. Han har senest set hende i smerteklinikken den 5. september 2002 og talt med hende i telefonen den 15. oktober 2002. Der er sket en klar forværring over tid af hendes tilstand. Elektrodebehandlingen var for appellanten et alternativ til medicinsk behandling, fordi hun ikke kunne tåle medicinen.
Speciallæge i neuromedicin nn, nn Sygehus, har forklaret bl.a., at han har undret sig over, at laseque blev fundet negativ ved overlæge nn´s undersøgelse den 27. februar 1998, når den ved alle tidligere undersøgelser var fundet positiv. Han kan ikke give nogen forklaring herpå, da det ikke er ham, der har foretaget undersøgelsen. En negativ laseque betyder, at der ikke er tryk på nerveroden. I relation til lægekonsulentens svar af 8. november 1999 har han forklaret, at det ikke har nogen betydning, om der er atrofi, fordi atrofi ikke hører med til den sygdom, som appellanten lider af. Appellantens smertetilstand forhindrer hende ikke i at kunne cykle. Til uddybning af sin erklæring af 2. april 1997 har han forklaret, at der ikke var gået så lang tid efter operationen, at en bedring var udelukket som følge af behandling af patientens smertetilstand eller som en spontan bedring. Først efter 1 år kan man vurdere, om en tilstand er stationær. Retrospektivt kan man se, at appellantens tilstand ikke har ændret sig siden 1997, men det kunne man ikke sige på det tidspunkt.
Speciallæge i neurokirurgi nn, nn, har forklaret bl.a., at han frarådede appellanten at blive opereret igen, da det er hans erfaring, at en ny operation kun vil forværre tilstanden, fordi der vil komme yderligere arvæv. Tilstanden efter første opration var en varig tilstand. Efter ca. 1/2 år kan man vurdere, om en tilstand er stationær. Han opfordrede appellanten til at søge pension, da han ikke kunne forestille sig, hvilket erhverv hun ville kunne bestride. Hun var så forpint af smerter, at det var begrænset, hvad hun kunne foretage sig. Hans vurdering bygger på mange års erfaring. Det kan ikke udelukkes, at der kan ske en bedring efter 1/2 år, men han tror ikke meget på det.
Ekspeditionssekretær nn har forklaret bl.a., at da nn Kommune i 1996 tog stilling til appellantens erhvervsevne, overvejede man mulighederne for revalidering, men vurderede, at hun ikke kunne udnytte sin skønnede resterhvervsevne til at komme tilbage på arbejdsmarkedet til fuldt selverhverv. Skønnet blev foretaget, uden at man forinden havde foretaget arbejdsprøvning eller undersøgt mulighederne for revalidering eller andre foranstaltninger. Appellanten nåede således ikke at begynde på et påtænkt arbejdsprøvningsforløb, fordi socialrådgiver på nn Sygehus, havde meddelt, at appellanten havde været til scanning på nn Sygehus. Foranlediget af dette er der den 5. december 1996 noteret følgende i kommunens journalark
"Opringning fra nn, Sygehus
Det oplyses, at appellanten har været til scanning på nn Sygehus. Hendes helbredsmæssige situation er af en sådan karakter, at man finder hende berettiget til mindst mellemste FTP. Revalidering er udelukket. Hun vil ikke kunne gennemføre en afprøvning på nn. Der vil kunne indhentes speciallægeerklæring fra overlæge nn. , neurologisk afd. , nn Sygehus. "
Nn Kommune skønnede i januar 2000, at appellanten havde en resterhvervsevne på 1/3, og at den ikke var tilstrækkelig til at bringe hende tilbage på arbejdsmarkedet til fuldt selverhverv. Man skønnede herved med baggrund i det tidligere forløb, at det var urealistisk med arbejdsprøvning og revalidering, herunder med henblik på et flexjob, da der var sket en forværring af hendes tilstand. Det fremgår ikke af det skriftlige materiale, om hun er blevet tilbudt et skånejob, men man har ikke skønnet, at det var relevant. Skønnet om, hvorvidt der var en resterhvervsevne på 1/3, er udøvet uafhængig af, om der rent faktisk findes job på arbejdsmarkedet tilpasset denne situation.
