Ankestyrelsens principafgørelse C-29-05

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 280 af 5. april 2005 - § 109e, stk. 2, § 109e, stk. 4 og § 109g, stk. 3

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 131, stk. 3

Det Sociale Nævn godkendte i 2000 en kommunes indstilling efter § 109 e, stk. 1 om, at en mand, der led af Parkinsons sygdom samt fremadskridende demens siden 1995, blev flyttet fra egen bolig til et kommunalt plejehjem med skærmet afdeling.

Manden havde indtil flytningen boet sammen med sin hustru, der på daværende tidspunkt ikke længere kunne varetage plejen af ham. I 2004 døde hustruen.

Mandens datter søgte om at få sin far flyttet fra plejehjem A på Fyn til plejehjem B på Sjælland. Begrundelsen var, at ingen af faderens børn boede på Fyn, og at det var vanskeligt at holde en kontinuerlig kontakt med ham. På Sjælland ville faderens familie have mulighed for at kunne besøge ham jævnligt. Datteren var økonomisk værge for faderen.

Kommunen gav afslag på at overflytte faderen til plejehjem B, jf. servicelovens § 109 e, stk. 2.

Som udgangspunkt var faderen inden for målgruppen, hvor kommunen havde kompetence til at træffe en afgørelse om optagelse i et særligt botilbud, forudsat at indstillingen var godkendt af en af statsamtet udpeget værge

Kommunen havde imidlertid lagt vægt på, at forudsætningerne for at flytte faderen til et nyt botilbud på Sjælland uden et informeret samtykke ikke var til stede. Det blev vurderet, at en flytning af faderen til plejehjem B ikke var påkrævet for, at han kunne få den nødvendige hjælp. Omsorgsmæssigt ville det ikke være mest hensigtsmæssigt ud fra en plejemæssig betragtning.

I kommunens samlede vurdering var der lagt vægt på, at faderen, der led af en svær demens, havde boet på plejehjem A's skærmede enhed i godt 4 år. På dette plejehjem var der et personale, der sørgede for den nødvendige pleje og omsorg til ham i døgnets 24 timer med et samtidigt indgående kendskab til ham.

I forhold til retten til frit valg efter servicelovens § 92 var det kommunens vurdering, at faderen ikke havde udtrykt ønske om et andet tilbud.

Datteren klagede over afgørelsen til nævnet.

Nævnet afviste sagen, idet datteren ikke var berettiget til at klage over kommunens afslag på at træffe afgørelse om flytning af faderen.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde afvist at iværksætte en tvangsmæssig foranstaltning efter servicelovens § 109 e, stk. 2, idet faderen boede i en skærmet enhed for demente, hvor han fik den nødvendige hjælp.

Kommunens afgørelse efter § 109 e, stk. 2 kunne efter samme bestemmelses stk. 4 påklages efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven, men det fulgte heraf, at kun den person, som afgørelsen vedrørte, kunne klage over afgørelsen. Datterens familiemæssige tilknytning var således ikke tilstrækkelig til at gøre hende klageberettiget efter retssikkerhedsloven.

Endvidere lagde nævnet vægt på, at datteren ikke delte bolig med faderen og derfor heller ikke var omfattet af kredsen af klageberettigede i servicelovens § 109 g, stk. 3.

Datteren klagede over nævnets afgørelse.

Datteren fik efter nævnets afgørelse den fulde værgebeskikkelse for sin far.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om kompetencen til at klage over afslag på flytning efter lov om social service § 109 e, stk. 2 og stk. 4 samt § 109 g, stk. 3.

Ankestyrelsen fandt, at datteren ikke kunne klage over afslag på flytning af sin far fra plejehjem A til plejehjem B.

Servicelovens § 109 e, stk. 2 handler om foranstaltninger, der iværksættes for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der ikke modsætter sig flytning, men som mangler evnen til at give informeret samtykke til en flytning, og hvor den psykiske funktionsnedsættelse er en følge af en aldersbetinget eller senere erhvervet mental svækkelse, som er fremadskridende.

I henhold til lov om social service § 109 e, stk. 4 kan kommunens afgørelse efter stk. 2 om optagelse i et bestemt botilbud påklages til det sociale nævn af den person, som afgørelsen vedrører.

Da datteren ikke på afgørelsestidspunktet var beskikket som værge for sin far i alle hans økonomiske og personlige forhold, var hun ikke berettiget til at klage over afgørelsen om flytning.

Ankestyrelsen fandt således, at der ikke var hjemmel i § 109 e, stk. 4 til at klage over et afslag på flytning til plejehjem B.

I henhold til lov om social service § 109 g, stk. 3 kan en nærtstående person, der deler bolig med den person, som sagen vedrører, klage over kommunens afslag på at indstille til optagelse i særlige botilbud efter § 109 e.

Ankestyrelsen fandt, at datteren ikke var klageberettiget, idet hun ikke havde delt bolig med sin far.

Ankestyrelsen havde her lagt vægt på, at faderen siden 2000 havde boet på plejehjem A.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.