Ankestyrelsens principafgørelse I-1-05

Lov om integration af udlændinge i Danmark - lovbekendtgørelse nr. 1035 af 21. november 2003 - § 16, stk. 7 og § 18

Sagen drejede sig om en kvinde, der kom til Danmark i 2002 for at blive familiesammenført med sin herboende mand, der var dansk statsborger, og som på daværende tidspunkt boede i A kommune.

A kommune bevilgede kvinden revalideringsydelse til en uddannelse som teknisk designer for perioden 1. januar 2004 til den 12. november 2004. Uddannelsesstedet var placeret i B kommune.

Kvinden flyttede efterfølgende på eget initiativ med sin mand til B kommune. Tilflytningskommunen meddelte afslag på at overtage ansvaret for kvindens integrationsforløb i henhold til integrationslovens § 18, stk. 2, idet flytningen til B kommune ikke var af væsentlig betydning for kvindens integrationsforløb, og der ikke var oplysninger om særlige personlige forhold, der talte for overtagelse af ansvaret. Kommunen oplyste, at kvindens igangværende uddannelsesforløb ville kunne passes fra A kommune, og hun blev henvist til at rette henvendelse til A kommune for fortsættelse af integrationsforløbet. B kommune standsede samtidigt udbetalingen af revalideringsydelse.

Kvinden klagede over kommunens afgørelse til nævnet.

Ved B kommunes genvurdering af sagen blev det bemærket, at A kommune ikke havde udarbejdet kontrakt i henhold til integrationslovens § 19 og heller ikke ressourceprofil i forbindelse med beslutningen om revalideringsmæssig støtte. Dernæst var der kun bevilget delvis støtte til uddannelsen som teknisk designer.

Nævnet ændrede B kommunes afgørelse, og fandt kvinden berettiget til økonomisk hjælp som revalidend fra B kommune.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at revalideringsydelsen i henhold til kvindens erhvervsplan trådte fuldt ud i stedet for introduktionsprogrammet. Nævnet fandt, at kvinden ikke længere var omfattet af integrationslovens bestemmelser, men derimod af aktivlovens bestemmelser og derfor skulle have hjælp i henhold til lov om aktiv social politik. Dette indebar, at integrationslovens § 18 ikke skulle finde anvendelse i kvindens situation.

Det var herefter nævnets opfattelse, at B kommune ikke havde været berettiget til at stoppe kvindens hjælp begrundet i, at kommunen ikke ville overtage integrationsansvaret for kvinden i henhold til integrationslovens § 18.

B kommune klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en udlænding, der var bevilget revalideringsydelse efter aktivlovens kapitel 6, jf. integrationslovens § 16, stk. 7, fortsat var omfattet af integrationslovens regler, således at denne lovs § 18 skulle finde anvendelse ved en anden kommunes overtagelse af integrationsprogrammet, eller om udlændingen i en sådan situation blev omfattet af aktivlovens regler og derfor skulle have hjælp efter denne lov ved flytning til en anden kommune.

B kommune skulle vurdere kvindens behov for hjælp efter bestemmelserne i aktivloven.

Begrundelsen for afgørelsen var, at integrationslovens § 18 ikke finder anvendelse for personer, der er bevilget hjælp efter integrationslovens § 16, stk. 7.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at A kommune i overensstemmelse med integrationslovens § 16, stk. 7, havde bevilget kvinden hjælp i form af revalideringsydelse til en uddannelse som teknisk designer.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at kvinden var flyttet til B kommune på eget initiativ.

Ifølge forarbejderne til integrationslovens § 16, stk. 7, skulle B kommune som tilflytningskommune tage stilling til, om kvinden fortsat var berettiget til hjælp efter bestemmelserne i aktivloven. B kommune skulle tage udgangspunkt i A kommunes bevilling af revalideringsydelse for perioden 1. januar 2004 til den 12. november 2004.

Ankestyrelsen bemærkede i forhold til A kommunes afgørelse om bevilling af revalideringsydelse, at der ved en kommunes behandling af sager om revalidering skulle anvendes Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 552 af 19. juni 2003 om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne og i overensstemmelse hermed udarbejde ressourceprofil.

Når arbejdsevnebekendtgørelsen ikke var fulgt, forelå der en retlig mangel, som efter praksis generelt ansås for så væsentlig, at det medførte ugyldighed.

I dette tilfælde var der dog tale om en begunstigende forvaltningsakt.

Ankestyrelsen fandt derfor, at A kommunes afgørelse måtte opretholdes som gyldig.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.