Ankestyrelsens principafgørelse C-6-05

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 88, stk. 3

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 104

Socialministeriets vejledning nr. 58 af 10. marts 1998 om sociale tilbud til voksne med handicap - pkt. 149

Sagen drejede sig om en mand, der led af dissemineret sclerose og var kørestolsbruger. Han rettede henvendelse til sin bopælskommune, idet han ønskede optagelse i et aktivitets- og samværstilbud i en anden kommune to dage om ugen.

Dette aktivitets- og samværstilbud var et aktivitetscenter for yngre borgere, som blev drevet af den anden kommune, jf. servicelovens § 88, stk. 3. Et deltidstilbud kostede ca. 45.000 kr. årligt.

Mandens bopælskommune meddelte ved sin afgørelse afslag på mandens ansøgning og anførte, at kommunens serviceniveau ikke gav mulighed for at tilbyde ham en plads i en anden kommunes dagtilbud, uden at der var tale om en specialindsats, som ikke kunne ydes på anden måde. Kommunen henviste manden til at bruge de tilbud, der var i kommunen eller eventuelt tilbudene på en nærliggende specialskole for voksne.

Nævnet ophævede ved sin afgørelse bopælskommunens afslag. Nævnet fandt således, at bopælskommunen ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 88, stk. 1.

Nævnet henviste til ordlyden af servicelovens § 88, stk. 1, og til pkt. 149 i vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap og anførte, at da det omhandlede aktivitets- og samværstilbud ikke var et tilbud, der specielt var beregnet for personer med bopæl i mandens bopælskommune, havde denne kommune ikke kompetence til at træffe afgørelse om afslag på optagelse heri.

Afgørelse om optagelse i det omhandlede aktivitets- og samværstilbud skulle træffes af amtskommunen efter indstilling fra kommunen, jf. servicelovens § 88, stk. 1. Kommunen skulle således sende en indstilling, som godt kunne gå ud på, at der blev indstillet til afslag, til amtskommunen, som herefter skulle træffe en afgørelse i sagen.

I bopælskommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen mente at have kompetence til at afgøre, om man ville købe et dagtilbud, som blev drevet efter servicelovens § 88, stk. 3, af en anden kommune, da ansøgningen udelukkende gik på optagelse i dette specielle tilbud.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen blev der indhentet en vejledende telefonisk udtalelse fra Socialministeriet. Det blev bl.a. oplyst, at det var Socialministeriets opfattelse, at servicelovens § 88, stk. 3, skulle forstås således, at afgørelseskompetencen lå hos kommunen, uanset om det tilbud, som en borger ønskede optagelse i, blev drevet af borgerens bopælskommune eller af en anden kommune. Det afgørende var altså, om tilbudet var kommunalt drevet efter servicelovens § 88, stk. 3.

Ovenstående synspunkt var begrundet i, at det var kommunerne, der etablerede og drev tilbudene efter servicelovens § 88, stk. 3, altså et kommunalt forsyningsansvar, hvorfor afgørelseskompetencen også måtte ligge i kommunerne og ikke i amtskommunerne, således som tilfældet ville være, hvis tilbudene var omfattet af servicelovens § 88, stk. 1, hvor forsyningsansvaret var amtskommunalt.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af servicelovens § 88, stk. 3, om kommunens afgørelseskompetence vedrørende aktivitets- og samværstilbud i den situation, hvor en borger ønskede optagelse i et kommunalt drevet aktivitets- og samværstilbud, som var beliggende i en anden kommune end borgerens bopælskommune.

Bopælskommunen havde kompetence til at træffe afgørelse om borgerens optagelse i aktivitets- og samværstilbudet i den anden kommune.

Begrundelsen for afgørelsen var, at aktivitets- og samværstilbudet var et kommunalt drevet tilbud, hvor afgørelseskompetencen lå i kommunen.

Ankestyrelsen lagde vægt på det i sagen oplyste om, at det omhandlede aktivitets- og samværstilbud var et aktivitetscenter, som blev drevet af den anden kommune for yngre borgere efter servicelovens § 88, stk. 3. Der var således ikke tale om et amtskommunalt, men et kommunalt aktivitets- og samværstilbud. Et deltidstilbud kostede ca. 45.000 kr. årligt.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at servicelovens § 88, stk. 3, gav kommunen afgørelseskompetencen vedrørende aktivitets- og samværstilbud, når tilbudene især var beregnet for personer med bopæl i kommunen.

Ankestyrelsen fandt, at servicelovens § 88, stk. 3, måtte forstås således, at afgørelseskompetencen vedrørende kommunalt drevne aktivitets- og samværstilbud lå i borgerens bopælskommune, uanset om det tilbud, som borgeren ønskede optagelse i, blev drevet af denne kommune eller en anden kommune.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der måtte være sammenhæng mellem kommunernes adgang til at etablere og drive aktivitets- og samværstilbud og deres adgang til mod betaling at benytte pladser i tilbud etableret af andre kommuner samt kompetencen til at træffe afgørelse om egne borgeres optagelse i sådanne tilbud. Denne sammenhæng ville ikke kunne opretholdes, hvis afgørelseskompetencen vedrørende optagelse i kommunale aktivitets- og samværstilbud etableret og drevet af andre kommuner end borgerens bopælskommune var henlagt til amtskommunen.

Ankestyrelsen inddrog ved bedømmelsen af sagen en vejledende telefonisk udtalelse fra Socialministeriet vedrørende kommunernes afgørelseskompetence efter servicelovens § 88, stk. 3.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.